23 May 2017  

KBH: Ingen skyer af betydning, 18 °C

Velfærdsstaten opstod i kampen for socialisme

Resultat af klassekamp

Velfærdsstaten opstod i kampen for socialisme

En stærk arbejderbevægelse, der var parat til at kæmpe for sine krav, var en afgørende faktor for udviklingen af velfærdsstaten.

FOTO: Brian Berg
1 af 1

De nordiske velfærdsstater, der blev opbygget fra slutningen af 50'erne og 20 år frem, var et resultat af lang tid klassekamp.

Om udviklingen får lov til at fortsætte afhænger af styrken af den sociale modstand.
Asbjørn Wahl

Og skal de tilbageværende dele af velfærdsstaterne reddes, kræver det også aktiv kamp, konstaterer den norske fagforeningsaktivist og forfatter Asbjørn Wahl, der i en årrække har beskæftiget sig med udviklingen af velfærdsstaten.

– I slutningen af 1800-tallet og starten af 1900-tallet var der mange sociale konfrontationer og arbejdskampe. I takt med at arbejdernes organisationer blev stærkere, vandt de flere sejre. En stor del af bevægelsen bekendte sig til socialisme som et middel til at gøre en ende på kapitalistisk udbytning, siger Asbjørn Wahl.

I 1930'erne og 1940'erne skærpede massearbejdsløshed, nød, fascisme og krig kravene fra en stærk arbejderbevægelse om fred, social sikkerhed, arbejde og politisk kontrol over økonomien. Kapitalismen havde tabt legitimitet gennem sin dybe krise.

– Arbejderbevægelsens styrke førte til en generel tæmning af markedskræfterne i årene efter krigen. Konkurrencen blev dæmpet gennem politiske interventioner i markedet, der blev indført kapitalkontrol, og gennem en markant udvidelse af den offentlige sektor blev en stor del af økonomien fjernet fra markedet og i stedet underlagt politisk styring, siger Asbjørn Wahl. 

Pressede af Sovjet

Han ser disse tiltag som en betingelse for, at velfærdsstaterne blev en realitet. Og understreger, at det kun kunne lade sig gøre, fordi der var en stærk arbejderbevægelse. Samtidig var de kapitalistiske samfund pressede af, at der var der et konkurrerende økonomisk system i Sovjetunionen og Østeuropa. Kapitalismen i vest havde behov for arbejderklassens støtte, eller i det mindste accept, i den kolde krig mod Sovjet.

– Arbejdsgiverne og deres organisationer indså, at de ikke var i stand til at sejre over fagforeningerne. De var nødt til at forhandle med dem, siger Asbjørn Wahl.

– Velfærdsstaten var ikke et mål for arbejderbevægelsen, før den blev skabt. Det udtalte mål var socialisme. Og det var af frygt for socialisme, at kapitalejerne i Vesteuropa gav efter for mange af arbejderbevægelsens krav og indgik et omfattende klassekompromis.

Kompromisset bestod i, at arbejderne fik velfærdsstaten mod at droppe kampen for socialisme. 

– Til gengæld for enorme forbedringer indenfor velfærd og arbejdsforhold garanterede fagbevægelsen fred på arbejdsmarkedet. I realiteten betød klassekompromisset en accept af den kapitalistiske organisering af produktionen, den private ejendomsret og arbejdsgivernes ret til at lede og fordele arbejdet, konstaterer Asbjørn Wahl.

De ledende lag i arbejderbevægelsen begyndte på dette tidspunkt at fremstille velfærdsstaten som et resultat af social fred og samarbejde med kapitalejere, der var blevet mere civiliserede. 

– Man så bort fra, at samarbejdet kun var muligt, fordi arbejderklassen inden da gennem hårde klassekampe havde været i stand til at ændre magtbalancen mellem arbejde og kapital. For kapitalkræfterne var kompromisset med arbejderklassen kun et taktisk tiltag, mens det for store dele af arbejderbevægelsen blev et strategisk endemål, siger Asbjørn Wahl.

Ny magtbalance

Da, der kom økonomisk krise i 70'erne, gik markedskræfterne i offensiven, trak sig ud af klassekompromisset og startede den nyliberalistiske offensiv.

Kapitalkontrollen blev afskaffet, hele markedet blev dereguleret og liberaliseret, offentlig service blev privatiseret og velfærden skåret ned.

Samtidig kom der et voldsomt pres på lønninger og faglige rettigheder hjulpet godt på vej af trusler om udflytning af produktionen og brug af underbetalt arbejdskraft fra andre lande. 

– Den nyliberale offensiv mødte ikke stor modstand. Fagbevægelsen var ikke forberedt på den nye situation, konstaterer Asbjørn Wahl.

Han afviser, at globaliseringen er en uundgåelig konsekvens af de teknologiske forandringer, som mange påstår. 

– Globaliseringen er et resultat af strategiske og politiske beslutninger taget i bestyrelseslokalerne hos de multinationale selskaber, i finansinstitutionerne og af regeringer, erklærer Asbjørn Wahl. 

– Om udviklingen får lov til at fortsætte afhænger af bredden og styrken af den sociale modstand, som bliver mobiliseret til forsvar for de landvindinger, der blev vundet med velfærdsstaten – samt om vi er i stand til igen at rejse et socialistisk perspektiv for de kampe, vi fører.

09. maj. 2017 - 07:21   09. maj. 2017 - 07:30

Velfærd

ur@arbejderen.dk
Velfærd i skred
  • Skiftende regeringer erklærer deres støtte til velfærdssamfundet, samtidig med at de sten for sten bryder det ned.
  • Det sociale sikkerhedsnet gennemhulles, uligheden øges, og der bliver flere fattige.
  • Der skæres konstant ned på handicappede, ældrepleje, børnepasning, uddannelse og sygehuse. Velfærden er på vej mod det laveste niveau i 50 år.
  • I en artikelserie tager Arbejderen pulsen på velfærdssamfundets aktuelle situation, kaster et blik tilbage på udviklingen gennem de sidste årtier og rejser debatten om, hvad der skal til for at styrke velfærdskampen.