21 Oct 2017  

KBH: Spredte skyer, dis, 12 °C

Velfærd er blevet en forretning

På markedets betingelser

Velfærd er blevet en forretning

Gennem de sidste 30 år er vores tidligere kollektive og solidariske velfærdssystem blivet opsplittet i en række enkeltstående institutioner, der hver især skal fungere som en privat virksomhed.

Daginstitutioner og andre dele af den offentlige sektor er blevet udsat for en omfattende markedsgørelse.
FOTO: Ali Nabulsi
1 af 1

Gennem de sidste 30 år er der sket en omfattende markedsgørelse af den offentlige sektor.

Velfærdsinstitutioner fungerer i dag nærmest på samme vilkår som private virksomheder. Økonomitænkningen er altdominerende, mens hensynet til den enkelte borgers behov kommer i anden række.

Indførelsen af NPM var et opgør med det solidariske og kollektive menneskesyn.

Markedsgørelsen er sket i en løbende proces gennem en lang række af reformer.

Her er sat fokus på udlicitering og privatisering af offentlige opgaver, privatisering af offentlige selskaber, fritvalgsordninger, intern konkurrence i stedet for samarbejde, individuelle lønaftaler, offentlig-private partnerskaber samt systematisk måling og vurdering af, hvordan de enkelte velfærdsinstitutioner fungerer, såkaldt benchmarking.

Markedsgørelsen og privatiseringen af den offentlige sektor er ikke et særligt dansk fænomen. Det er et led i hele den nyliberale offensiv, vi har oplevet i EU og andre dele af verden de sidste 30 års tid.

Starter under Schlüter

I Danmark startede markedsgørelsen tilbage i 1980'erne under den konservative statsminister Poul Schlüter. 

På det tidspunkt lærte de offentligt ansatte begrebet New Public Manegement (NPM) at kende.

NPM er en samlet betegnelse for de ledelsesformer, som den offentlige sektor overtog fra det private erhvervsliv i takt med, at man begyndte at styre den offentlige velfærd som en privat forretning.

Teorien bag NPM er, at mennesket er et socialt isoleret individ, der konstant er på jagt efter at opfylde sine egne behov. Indførelsen af NPM var dermed et opgør med det solidariske og kollektive menneskesyn, der indtil da havde været dominerende i velfærdssystemet. 

Schlüter-regeringen lancerede det såkaldte moderniseringsprojekt, der skulle effektivisere den offentlige sektor.

Der blev sat gang i en række forsøg med blandt andet frikommuner og markedsstyring.

På erhvervsskolerne blev der indført taxameterordninger.

Taxameterordningen er siden udbredt til hele uddannelsesområdet. Den betyder, at hver enkelt uddannelsesinstitution får tilskud efter antallet af elever.

Med taxametersystemet kom der et øget fokus på konkurrencen mellem uddannelsesstederne. Institutionerne kom til at minde om private virksomheder, hvor bestyrelsen er orienteret mod at udarbejde strategier, mål og resultatkontrakter for ledelsen, og hvor den økonomiske side af virksomheden spiller en central rolle.

En af konsekvenserne er, at uddannelsesstederne i dag bruger millioner på reklamer for at skaffe elever. Penge, der går fra undervisningen

Schlüter-regeringen satte også privatisering og frit valg på den politiske dagsorden. Mange af sporene til de senere års udvikling blev lagt her.

– Den borgerlige regering prøvede forskellige modeller af uden at tage en stor konflikt med de offentligt ansatte. Meningen var, at der skulle være sat mere i gang, men det satte generalstrejken i 1985 en stopper for. Den tvang regeringen til at lægge stilen om. Men siden overtog Nyrup-regeringen mange af de forsøg, der var sat i gang under Schlüter, har Jan Helbak tidligere udtalt til Arbejderen.

Han er faglig konsulent i FOA Århus og derudover medredaktør på det netbaserede tidsskrift Kritisk Debat, der har sat sig som opgave at analysere nyliberalismen.

Nyrup fortsætter

Den socialdemokratiske Poul Nyrup blev statsminister i 1993 og var det frem til 2001. 

Nyliberale tanker om at bruge markedsmekanismer i den offentlige sektor vandt i denne periode udbredelse i en lang række europæiske socialdemokratier, også det danske.

Store værdier blev overført fra kollektivt til privat eje, og politikerne mistede kontrollen over vigtige samfundsfunktioner.

Under Nyrup blev der sat yderligere fart over markedsgørelsen af den offentlige sektor gennem endnu et moderniseringsprogram. Fokus var på privatisering, udlicitering, frit valg og indførelse af mål- og rammestyring.

En række statslige selskaber blev privatiseret under Nyrup. Det gjaldt blandt andet Tele Danmark, Giro Bank og Datacentralen. Store værdier blev overført fra kollektivt til privat eje, og politikerne mistede kontrollen over vigtige samfundsfunktioner.

Nyrup var indstillet på at gå rigtig langt i gennemførelsen af det såkaldt markedsbaserede velfærdssamfund, men der var kraftig modstand i det socialdemokratiske bagland mod udlicitering og privatisering på velfærdsområderne.

– Og så kom efterlønssagen og satte en grænse for, hvad Nyrup kunne komme igennem med. Han havde flere og mere vidtgående planer om at ændre velfærdssektoren, men modstanden var for stor, siger Jan Helbak.

Det var i 1998, at Nyrup gik ind og forringede efterlønnen kort tid efter, at han var blevet genvalgt blandt andet på løfter om ikke at røre ved efterlønnen. 

VK for fuld turbo

I 2001 overtog Venstre og Konservative regeringsmagten. De vandt valget på løfter om at kunne sikre velfærden bedre end Nyrup, som mange følte sig forrådt af.

Og så gik det ellers stærkt. I løbet af de første fem måneder af sin regeringstid offentliggjorde VK-regeringen en række store og afgørende reformer. Fritvalgsreformen, takstreformen, vækstreformen og den såkaldte "Borgerne ved roret".

Sociale institutioner bliver tvunget til at agere som selvstændige virksomheder.

– Alt sammen rettede sig mod en markedsgørelse af velfærden. Udviklingen af frit valg indenfor ældreplejen var det mest vidtgående, forklarer Jan Helbak.

Med fritvalgsreformen blev kommunerne i 2003 forpligtede til at åbne op overfor private firmaer, så de kan komme ind og overtage dele af hjemmehjælpen. 

– Det betød, at kommunerne blev tvunget til at sætte pris på alt, hvad den enkelte hjemmehjælper laver. Alt skal måles og prisfastsættes. Det kræver et stort administrativt apparat og retter fokus mod økonomien frem for sikringen af den bedste omsorg, siger Jan Helbak.

En forløber for fritvalgsordningen i ældreplejen var indførelsen af det frie sygehusvalg, som for alvor bragte privathospitalerne på banen.

Patienter, der havde mere end to måneders ventetid på et offentligt sygehus, kunne nu vælge behandling på et privathospital på det offentliges regning. I 2007 blev ventetiden sat ned til kun en måned.

Efter fritvalgsreformen var VK-regeringens næste store skridt strukturreformen, der for alvor skulle tage et opgør med en række grundlæggende principper på velfærdsområdet. Den udvikling, der startede med fritvalgsreformen, satte strukturreformen i system.

Strukturreformen

Med strukturreformen, der trådte i kraft 1. januar 2007 efter flere års forarbejde, blev rammerne skabt for en markedsgørelse af hele den offentlige sektor.

Der kommer en slags indre marked, hvor kommuner og regioner bliver tvunget til at handle med hinanden. Kommunerne skal for eksempel betale for de patienter, der bliver behandlet på regionens sygehuse, og kommunerne kan indbyrdes købe pladser af hinanden på sociale institutioner. 

Det betyder, at alle opgaver i det offentlige skal prisfastsættes. Alt skal måles op og regnes ud. De sociale institutioner bliver tvunget til at fungere på markedsvilkår og agere som selvstændige virksomheder i stedet for at være en del af et sammenhængende kollektivt velfærdssystem.

– Regioner og kommuner går fra forvaltningsstyre til koncernstyre, som vi ser det i de større virksomheder. Lederne vælges ikke længere ud fra faglig dygtighed. Nu indsætter man direktører, der har de økonomiske parametre som det centrale, og der bliver styret via kontrakter, siger Jan Helbak.

– Nu er det ikke længere sådan, at man træffer nogle politiske beslutninger og derefter laver et budget og fastlægger, hvor meget tingene må koste. På markedet laver man kun noget for at tjene penge, tilføjer han.

VK-regeringen lagde ikke skjul på, at meningen med at lave langt større kommuner var at gøre det mere attraktivt for virksomheder at byde ind på velfærdsopgaver.

– Det er klart, at vi gerne vil have kommuner, der er store nok til at udbyde opgaver. I dag er kommunerne ikke store nok til at skabe interesse blandt private leverandører, sagde Venstres daværende politiske ordfører Jens Rohde i 2004 til Ugebrevet A4.

Samtidig med strukturreformen blev der gennemført en budget- og regnskabsreform i den offentlige sektor.

I stedet for at lave såkaldte udgiftsbudgetter baseret på de udgifter, der var politisk defineret, gik stat, kommuner og regioner over til at lave omkostningsbudgetter ligesom i det private erhvervsliv. Det erklærede mål var at gøre det lettere at effektivisere og styre økonomien.

Fart over privatisering

VK-regeringen satte også fart over privatiseringen af offentlige opgaver.

Loven gjorde det muligt at trække et overskud ud af private daginstitutioner.

I 2005 kom en lov, der giver alle kvalificerede private firmaer lov til at etablere og drive daginstitutioner, uanset hvor mange daginstitutioner der ellers er i området. 

Loven giver gunstige rammer for de offentlige tilskud til de private daginstitutioner og gør det muligt at trække et overskud ud af institutionerne.

Det betød en kraftig vækst i antallet af private daginstitutioner. Mens 6800 børn i 2007 gik i en privat daginstitution, var antallet i 2015 oppe på 18.100 ifølge tal fra Danmarks Statistik.

Kommunerne er tvunget til at bruge masser af ressourcer på at gennemføre EU-udbud.

Oveni det indførte VK-regeringen bindende måltal for, hvor meget kommunerne skulle sende i udbud. Det betød at andelen af kommunale opgaver, der blev sendt i udbud, steg fra 19,5 procent i 2006 til 25 procent i 2011.

Thorning-regeringen afskaffede de tvungne måltal, men alligevel steg andelen af udbudte opgaver fra 25 procent i 2011 til 26,5 procent i 2015.

På nogle områder gjorde SRSF-regeringen det også lettere for kommunerne at udlicitere. En ændring af serviceloven, som trådte i kraft den 1. april 2013, gjorde det muligt at udbyde flere og større opgaver på ældreområdet.

Samtidig afviste Thorning-regeringen at tilbagerulle andre af VK-regeringens privatiseringstiltag. Det gjaldt blandt andet et forslag fra Enhedslisten om at afskaffe muligheden for at trække overskud ud af daginstitutioner.

– I forhold til markedsgørelse af den offentlige sektor var der ikke en kvalitativ forskel på Thorning-regeringen og de borgerlige regeringer, siger Jan Hoby, der er talsmand for Velfærdsalliancen og næstformand i den pædagogiske fagforening LFS.

Han peger også på, at de ekstremt stramme budgetrammer, som Thorning-regeringen gav en ekstra tand med Danmarks tilslutning til EU's finanspagt og vedtagelse af den deraf følgende budgetlov, har været med til at fremme markedsgørelsen.

– De instrumenter i forhold til markedsgørelse, der blev sat i værk under VK-regeringen, blev forfinet under Thorning, og får nu en ekstra skrue under Lars Løkke, konstaterer Jan Hoby.

Mere i vente

VLAK-regeringen har nu lanceret den såkaldte sammenhængsreform. Her er lagt op til, at private virksomheder, pensionskasser og fonde skal endnu mere på banen i forhold til at løse velfærdsopgaver.

Der skal være mere frit valg og mere offentligt-privat samarbejde. 

Regeringen vil også indføre systematisk benchmarking, hvor resultater på de enkelte skoler, daginstitutioner og andre institutioner måles og sammenlignes.

Omkring årsskiftet vil regeringen fremlægge en plan for øget privatisering indenfor den offentlige sektor.

I regeringsprogrammet er luftet ideer om blandt andet genindførelse af obligatoriske måltal for udbud, øget tilskud til friskoler og en åbning for private universiteter.

23. jun. 2017 - 08:32   04. jul. 2017 - 08:57

Velfærd

ur@arbejderen.dk
Velfærd i skred
  • Skiftende regeringer erklærer deres støtte til velfærden, samtidig med at de forringer den.
  • Det sociale sikkerhedsnet gennemhulles, uligheden øges, og der bliver flere fattige.
  • Der skæres konstant ned på handicappede, ældrepleje, børnepasning, uddannelse og sygehuse. Velfærden er på vej mod det laveste niveau i 50 år.
  • I en artikelserie tager Arbejderen pulsen på den aktuelle situation for det kollektive, universelle, danske velfærdssystem, kaster et blik tilbage på udviklingen gennem de sidste årtier og rejser debatten om, hvad der skal til for at styrke velfærdskampen.