21 Oct 2017  

KBH: Spredte skyer, dis, 12 °C

Underskrifter for velfærd ruller

Røre blandt tillidsfolk

Underskrifter for velfærd ruller

Flere end 51.000 har foreløbig skrevet under mod nedskæringer i velfærden. Forbundene, tilsluttet Danmark for velfærd, arbejder på højtryk for at booste indsamlingen og mobilisere til stormøde den 4. oktober.

Den 4. september havde FOA samlet 200 fællestillidsrepræsentanter i Nyborg. Det har givet inspiration til aktiviteter for at presse lokale politikere til at droppe velfærdsforringelser.
FOTO: Privat
1 af 1

Den 4. september gik det nystiftede initiativ Danmark for velfærd i luften med en underskriftsindsamling. Siden har flere end 51.000 personer fulgt opfordringen fra det faglige initiativ til at skrive under mod nye nedskæringer på velfærden, og der kommer hele tiden flere til.

>> DU KAN SKRIVE UNDER HER

Vi vil sætte velfærden på dagsordenen i vores lokalområde, skrive læserbreve, uddele flyers og holde samtalecafeer.
Peter Bech Christensen, FOA Mariagerfjord

"Vi vil ikke acceptere, at politikerne nu igen vil give milliardstore skattelettelser, mens vores fælles velfærd bliver udsat for nedskæringer", lyder det fra velfærdsinitiativet, der har sat sig som mål at sætte skub i aktiviteter, der kan genoprette den fælles velfærd.

Danmark for velfærd har foreløbig tilslutning fra LO Storbyerne og fagforbundene 3F, HK, FOA, Danmarks Lærerforening, BUPL, Dansk Socialrådgiverforening, PROSA og Uddannelsesforbundet. Med flittig brug af de digitale medier og nyhedsbreve gør de en ihærdig indsats for at gøre tillidsrepræsentanter og medlemmer opmærksomme på underskriftsindsamlingen. Det viser en rundspørge, som Arbejderen har lavet. 

Foretrækker velfærd

– Vi har skrevet nyhed om initiativet på HK.dk - og delt i nyhedsbreve og på Facebook. Desuden bringer vi torsdag (i går, red.) en opfordring fra forbundsformand Kim Simonsen til medlemmerne, hvor de opfordres til at skrive under, hvis de også foretrækker velfærd fremfor skattelettelser, svarer kommunikationsteamet i HK's kommunale sektor.

Forbundsformand for Danmarks Lærerforening Anders Bondo Christensen har "benyttet alle gængse kommunikationsmidler", herunder medlemsbreve og hjemmeside, til at nå ud til medlemmerne.

– Uddannelsesforbundet har ikke kredse eller lokale afdelinger. Vi sender derfor opfordringen til deltagelse direkte ud på de enkelte arbejdspladser. Vi opfordrer til, at såvel medlemmer som tillidsrepræsentanter bakker op om kampagnen, siger Hanne Pontoppidan, formand for cirka 10.000 medlemmer, hvoraf hovedparten arbejder på almene og erhvervsrettede uddannelser og sprogcentre.

Danmarks tredjestørste forbund FOA havde samlet 200 fællestillidsrepræsentanter fra hele landet på Nyborg Strand Hotel, den dag underskriftsindsamlingen blev offentligjort. Mødet blev brugt til at lufte frustrationerne over forringelserne på velfærdsområdet, og nok så vigtigt til at inspirere hinanden til, hvordan man kan råbe politikerne op, så de stopper med at spare på den fælles velfærd.

Lokale aktiviteter

Inspireret af mødet gik deltagerne fra Mariagerfjord hjem og nedsatte en arbejdsgruppe.

–  Vi vil sætte velfærden på dagsordenen i vores lokalområde. Vi vil skrive læserbreve for at råbe kommunalpolitikerne op frem mod valget i november. Derudover vil vi selv uddele mere end 5.000 flyers og holde samtalecafeer, hvor vi taler om velfærden med borgerne, fortæller Peter Bech Christensen fra FOA Mariagerfjord til foa.dk.     

Sideløbende med underskriftsindsamlingen er Danmark for velfærd ved at lægge sidste hånd på programmet for et stormøde i Odense den 4. oktober. Mødet henvender sig til tillidsfolk fra både det offentlige og private område.

– I alt regner vi med 3.000 deltagere, og FOA stiller med cirka 1.000 tillidsvalgte, oplyser FOA's pressechef Jens-Jørgen Krogh.

I kølvandet på Odense-mødet skulle der gerne komme nye initiativer – landsdækkende og lokale, som understøtter og understreger kravet om en ny politik, lyder det fra arrangørerne.

15. sep. 2017 - 05:01   28. sep. 2017 - 09:24

Velfærdsinitiativ

noc@arbejderen.dk
Danmark for velfærd
  • Danmark for velfærd gik i luften den 30. august 2017.

  • Velfærdsinitiativet er startet som et samarbejde mellem LO Storbyerne og fagforbundene 3F, HK, FOA, Danmarks Lærerforening, BUPL, Dansk Socialrådgiverforening, PROSA og Uddannelsesforbundet. Siden er der kommet flere fagforbund med.

  • Fagforbundene kommer primært fra de to hovedorganisationer LO og FTF.

  • LO Storbyerne består af LO Hovedstaden, LO-Aarhus, LO-Fyn, LO-Aalborg, LO-Vest og LO-Randers.

  • Du kan læse mere om Danmark for velfærd på Facebook.

  • Du kan læse mere om og støtte velfærdsinitiativets underskriftindsamling her.