22 Oct 2017  

KBH: Spredte skyer, 12 °C

Total dumpede radioaktivt affald på lossepladsen

Borespåner fyldt med uran

Total dumpede radioaktivt affald på lossepladsen

95 procent af den alunskifer, som Total borede op, indeholdt så meget radioaktivt materiale, at den burde have været håndteret som radioaktivt affald. Men Total blandede de radioaktive borespåner fra skiferen med boremudder og kørte det hele på lossepladsen.

Lastbiler kom med materiel til Totals prøveboring og kørte bort med affald. Her forsinker skifergas-aktivister nogle af lastbilerne.
FOTO: Arbejderen
1 af 1

Ikke mindre end 95 procent af den alunskifer, som den franske energigigant Total borede op af undergrunden i Dybvad i forbindelse med prøveboringen efter skifergas, indeholdt radioaktivt uran.

Boremudderet er kørt til på deponering på Ravnshøj Miljøanlæg, hvor det er hældt i et hul i jorden og dækket til.
Tore Vedelsdal, direktør på Ravshøj Miljøanlæg

Det fremgår af et svar fra sundhedsministeren til SF's klima- og energiordfører, Pia Olsen Dyhr. 

Oplysningerne kommer fra Total, der under sin boring gennem 40 meter skiferlag målte på omfanget af radioaktivt uran for hver anden meter.

Det er første gang, at offentligheden får et indblik i, hvor stort indholdet af radioaktivt uran er i den alunskifer, som Total borede i.

Men i stedet for at sortere de radioaktive borerester fra, blandede Total det sammen med boremudder og boreaffald, så den samlede mængde affald ikke overskred grænsen for, hvornår der er tale om radioaktivt affald.

Grænseværdi overskredet med 400 procent

Ifølge en bekendtgørelse fra Sundhedsministeriet skal naturligt materiale - i dette tilfælde alunskifer (en bjergart, der findes i undergrunden) - håndteres og deponeres som radioaktivt affald, hvis det har et uran-indhold på over 40 ppm (måleenhed: parts per million eller antal dele i forhold til en million).

Af sundhedsministerens svar fremgår det, at Total på 3578 meters dybde stødte på alunskifer med et radioaktivt uranindhold på 180 ppm - altså mere end fire gange over grænseværdien.

De radioaktive borespåner blev imidlertid ikke behandlet som radioaktivt affald. Statens Institut for Strålebeskyttelse har nemlig givet Total lov til at blande de radioaktive borespåner sammen med almindeligt boremudder og andet affald.

– Total har blandet sig ud af problemet, forklarer Greenpeace's klimamedarbejder, Tarjei Haaland til Arbejderen.

Statens Institut for Strålebeskyttese (SIS) bekræfter, at det er i orden at blande de radioaktive borespåner sammen med boremudderet.

"Boreaffaldet er et resultat af selve boreprocessen af både boremudder og borespåner. Det er aktivitetskoncentrationen i denne samlede mængde affald, der har dannet grundlag for fastsættelse af eventuelle krav i forbindelse med bortskaffelse", skriver akademisk medarbejder hos SIS, David Garf Ulfbeck, i en mail til Arbejderen.

– Når myndighederne har besluttet en grænse for, hvornår alunskifer skal håndteres som radioaktivt materiale, skal man selvfølgelig overholde de krav, mener Tarjei Haaland.

Kørt på lossepladsen

Men hvad er der sket med de radioaktive borerester, som Total borede op og blandede sammen med boremudder fra boringen?

 – Boremudderet er kørt til på deponering på Ravnshøj Miljøanlæg, hvor det er hældt i et hul i jorden og dækket til, forklarer Tore Vedelsdal til Arbejderen. Han er direktør i Frederikshavn Affald A/S, der blandt andet driver Ravnshøj Miljøanlæg.

– Frederikshavn Kommune har vurderet, at boremudderet er egnet til at blive kørt til deponering. Derfor har vi deponeret det med andet blandet affald, der ikke kan brændes eller genanvendes. Det er ikke min opgave at problematisere myndighedernes beslutning, lyder det fra direktøren.

Hos Frederikshavn Kommune henviser man til, at Statens Institut for Strålebeskyttelse har sagt god for, at Totals radioaktive borespåner og boremudderet kan håndteres som almindeligt affald.

19. feb. 2016 - 06:30   22. feb. 2016 - 12:06

Skifergas

ml@arbejderen.dk
Skifergas i Danmark
  • Skifergas er en type naturgas, som ligger i gaslommer inde i skifersten dybt nede i undergrunden.

  • Det franske olieselskab Total E&P fik i 2010 i samarbejde med Nordsøfonden tildelt to licenser til efterforskning af skifergas i Danmark.

  • Skifergas udvindes ved at bore lodret gennem grundvandslaget til skiferlaget, hvorefter der bores vandret. Herefter sprøjtes en blanding af vand, sand og kemikalier ned i borehullet under højt tryk. Det høje tryk får klippen til at sprække og gør det muligt at udvinde naturgassen.

  • Der bruges 8-30 millioner liter vand til processen. Ved hvert hul kan processen gentages op til 18 gange - hver gang med det samme vandforbrug.

  • Kemikalieblandingen indeholder ifølge netværket "Skifergas nej tak" flere kemikalier, som er giftige, allergi- og kræftfremkaldende.

  • Den 25. juni 2014 gav et flertal i Frederikshavn Byråd Total tilladelse til at lave prøveboringer efter skifergas i Dybvad i Nordjylland.

  • Den 30. juli 2014 åbnede miljøaktivister en protestlejr mod boringerne få hundrede meter fra det sted, hvor prøveboringerne skal gennemføres. Lejren blev lukket den 30. september 2015, da Total havde stoppet deres boring.

>> Læs mere om danmarkshistoriens første boring og protesterne mod skifergas på Arbejderens temaside.