29 Jun 2017  

KBH: Overskyet, 15 °C

Tak til Elsa Mortensen

Mindeord

Tak til Elsa Mortensen

Mange gode offentlige debatmøder og åbne distriktskonferencer er planlagt i spisestuen eller på altanen hos Elsa.

FOTO: Bjarne Rasmussen
1 af 1

Søndag 29. januar 2017 blev dagen, hvor familie, venner og kammerater måtte sige uigenkaldeligt farvel til Elsa. Et kritisk sygdomsforløb forårsaget af tarmslyng startede i første halvdel af december 2016 med nogle ugers indlæggelse på Slagelse Sygehus. Vores knap 80-årige aktive og udadvendte kammerat havde dog stadig mod på livet og kom så meget til kræfter, at hun efter nytår kunne sendes hjem til videre behandling og genoptræning i sin lejlighed i Næstved. 

Under et besøg fredag 27. januar var det en Elsa med humør og fremtidsforventninger, som vores DKP-kammerat Bjarne Rasmussen havde en timelang samtale med, men to dage senere sluttede det på Slagelse Sygehus på grund af en blodprop i lungerne. Jeg tænkte selvfølgelig på Elsa, da en TV-anmelder i Politiken 6. februar refererede John Lennons visdomsord om, at livet og døden er det, der overgår os, mens vi er optaget af at lægge andre planer.

Partiarbejdet

Mit partimæssige samarbejde med Elsa startede i 2008, da DKP’s tre organisationer med i alt 24 medlemmer i de tidligere Vestsjællands, Storstrøms og Roskilde amter blev slået sammen til det nye Sjællands Distrikt, hvor hun og jeg siden 2009 har været medlem af skiftende distriktsledelser. Elsa har fra 2009 også været medlem af DKP’s landsledelser. Efter den seneste kongres i 2015 påtog hun sig arbejdsopgaver i det fredspolitiske udvalg og redaktionen af partiets tidsskrift SKUB.

Elsas hjem på Manøvej i Næstved har længe været stedet, hvor distriktsledelsesmøderne kunne holdes i hyggelige omgivelser. Mange gode offentlige debatmøder og åbne distriktskonferencer er planlagt i spisestuen eller på altanen hos Elsa. Her blev grunden også lagt til et godt samarbejde mellem DKP og Storstrøm afdeling af Kommunistisk Parti om tre hyggelige og økonomisk indbringende politisk/musikalsk/kulinariske støttefester til fordel for Arbejderen og SKUB i 2014, 2015 og 2016, hvor blandt andre sangeren og musikeren Lars Bjerre bidrog til at løfte stemningen.

Vi nød godt af Elsas lokale kontakter i Enhedslisten, og det var hende, der udvirkede, at festerne kunne holdes i Lejerbos festlokaler på Manøvej. Fru Mortensen vil fryde sig i sin himmel, hvis det lykkes os andre at fortsætte samarbejdet om disse arrangementer.

Elsa havde haft et langt og aktivt liv i DKP, før jeg lærte hende at kende i 2008. Det begyndte i november 1974, da hun var 37 år. På et tidspunkt dannede hun par med den 11 år ældre faglærer Ernst Hansen, hvis partimedlemskab startede helt tilbage i 1950 i Vordingborg afdeling, fortsatte i Herning og fra 1970 i Næstved, hvor han varetog vigtige tillidsopgaver som formand for DKP og Lejerbos lokale afdeling. Hans sidste år blev tilbragt på et plejehjem i Fuglebjerg og blev formørket af en uhelbredelig Alzheimers sygdom, som sluttede hans liv i august 2013. Det var en hård tid for dem begge.

Kunst og gode bøger

Elsa har fortalt mig, at hun i løbet af sit lange liv har været keramisk arbejder i København, taget en bachelor i kunsthistorie og haft arbejde på et forsorgshjem, hvor hun lærte de hjemløses vilkår at kende og gjorde en stor indsats for dem. Livet med familien og kaninen Tulle, arbejdet på Næstved Museum, de årlige ture til Samos, glæden ved kunst og gode bøger har beriget hendes liv.

Tak Elsa for den måde du forvaltede dit liv på, og for de mange gode minder og den inspiration som du efterlod til os andre.

13. feb. 2017 - 12:47   13. feb. 2017 - 13:00

Mindeord

Af Anker Schjerning, formand for DKP Sjællands Distrikt