21 Nov 2017  

KBH: Let skyet, 0 °C

Ryanair vil forbyde flyveledere at strejke

Samler underskrifter til EU-kommissionen:

Ryanair vil forbyde flyveledere at strejke

De danske flyveledere og Dansk Luftfart, der organiserer flyselskaber og lufthavne, bakker ikke op om Ryanair, der vil indsamle én million underskrifter for at få EU til at forbyde flyveledernes strejkeret.

Det er uacceptabelt, at forbrugerne får deres ferie- og rejseplaner ødelagt af egoistiske flyveleder-fagforeninger, mener Ryanairs talsperson Kenny Jacobs. Derfor vil Ryanair indsamle én million underskrifter for at få EU til at forbyde flyveledernes strejkeret.
FOTO: AFP PHOTO / JOSEP LAGO
1 af 1

Den irske flygigant Ryanair er gået i gang med at indsamle én million underskrifter.

Målet er at få EU-kommissionen til at forbyde flyveledernes strejkeret.

Vi respekterer arbejdernes ret til at organisere sig og bruge de midler, de har til rådighed, herunder strejkeretten.
Kasper Berg, Dansk Flyvelederforening

– Det er uacceptabelt, at Europas forbrugere igen og igen får deres ferie- og rejseplaner ødelagt af egoistiske flyveleder-fagforeninger hver sommer, siger Kenny Jacobs, der er talsperson for Ryanair.

– Det er på tide, at EU-kommissionen og parlamentet handler for at forhindre, at Europas familier og almindelige flypassagerer får deres surt optjente ferier eller rejseplaner jævnligt ødelagt af flyledernes fagforeninger, uddyber Kenny Jacobs.

Ryanair har oprettet hjemmesiden Keep Europe's Skies Open - Keep Europe Flying til sin underskriftsindsamling.

Ifølge Lissabon-forfatningen kan en borger, en organisation eller en virksomhed indsamle én million underskrifter, hvis man ønsker at få EU-kommissionen til at behandle et forslag.

Flyledere støtter strejkeret

Hos Dansk Flyvelederforening (DATCA), der organiserer flyvelederne i Danmark, tager man Ryanairs underskriftsindsamling med ro.

– Vi støtter den danske model, der går ud på at respektere arbejdernes ret til at organisere sig og bruge de midler, de har til rådighed, herunder strejkeretten. Den danske model fungerer, fordi både arbejdsgivere og arbejdere har nogle rettigheder, siger formanden for de danske flyveledere Kasper Berg til Arbejderen.

– Arbejdsgiverne har retten til at lede og fordele arbejdet og til at "hyre og fyre". Strejkeretten udligner det magtforhold, der er mellem arbejdsgiverne og arbejderne. Og strejkeretten gør det lettere at løse konflikter. Strejkeretten er et godt middel til at få parterne til forhandlingsbordet. Når vi forhandler og bliver enige om en aftale, tager begge parter ansvar for aftalen. Sådan er det danske arbejdsmarked bygget op. Og det støtter vi, uddyber Kasper Berg.

Kold norsk skulder

Også den norske flylederforening giver Ryanair en kold skulder:

– Det strider mod vore rettigheder. Vi har ret til arbejdskamp, siger formanden for Norsk Flyvelederforening Robert Gjønnes til den norske avis Klassekampen.

Alt tyder på, at Ryanair står meget alene med sit ønske om at afskaffe strejkeretten. Flyselskabernes brancheorganisation Dansk Luftfart bakker ikke op om det kontroversielle lavprisselskabs underskriftsindsamling.

– Det er ikke noget, vi kommer til at skrive under på overhovedet. Vi oplever ikke de problemer i Danmark. Her gælder den danske model, så vi har ingen interesse i at gå med i Ryanairs initiativ, siger Per Henriksen til Arbejderen.

Han er chefkonsulent hos Dansk Luftfart, der organiserer 22 lufthavne og flyselskaber i Danmark.

24. dec. 2015 - 08:58   25. dec. 2015 - 16:37

Ryanair

ml@arbejderen.dk