26 Jun 2017  

KBH: Spredte skyer, 14 °C

Protester i mindst 23 byer

Aktionsdag mod nedskæringer

Protester i mindst 23 byer

Den 10. maj går Velfærdsalliancen på gaden over hele landet i en fælles protest mod nedskæringer i både kommuner og regioner.

Fra protesterne sidste år.
FOTO: Aage Christensen
1 af 1

I mindst 23 byer er der den 10. maj demonstrationer eller andre aktiviteter mod nedskæringer i kommuner og regioner. 

Den 10. maj lægger vi pres på regeringen.
Jan Hoby, Velfærdsalliancen

Det er Velfærdsalliancen, der står bag den landsdækkende aktionsdag, som vender sig imod regeringens nedskæringskrav.

– Den 10. maj lægger vi pres på regeringen. Men vi lægger også pres på alle kommunalpolitikere og regionalpolitikere for at få dem til at stå op mod regeringen i årets økonomiforhandlinger. Vi håber på, at der opstår endnu flere demonstrationer, end de der allerede er arrangeret, siger Jan Hoby, talsmand for Velfærdsalliancen.

– Vi opfordrer alle, der er trætte af nedskæringer på daginstitutioner, skoler og plejehjem, til at møde op den 10. maj i de byer og kommuner, hvor ansatte, borgere og politikere samles under Velfærdsalliancens paraply for at fortælle Lars Løkke Rasmussen, at vi ikke gider flere nedskæringer, tilføjer han.

Vellykket kamp

Sidste år stod Velfærdsalliancen bag den flotte protestkampagne mod regeringens omprioriteringsbidrag, der betød, at kommunerne hvert år skulle spare en procent på deres budgettter. Protesterne pressede regeringen til at afskaffe omprioriteringsbidraget fra 2018. 

Men i stedet kom et såkaldt moderniserings- og effektiviseringsprogram, der betyder, at kommunerne årligt skal spare en milliard kroner i stedet for de 2,4 milliarder, som omprioriteringsbidraget svarede til.

Demonstrationerne den 10. maj kræver afskaffelse af moderniserings- og effektiviseringsprogrammet.

Sidste år var der ved en lignende landsdækkende aktionsdag demonstrationer i 74 kommuner mod omprioriteringsbidraget. Dengang var mange socialdemokratiske og flere borgerlige borgmestre og byrådspolitikere med i kampen.

Så bred er alliancen ikke ved dette års aktionsdag. Mange borgmestre og politikere henviser til, at de har accepteret moderniserings- og effektivisertingsprogrammet ved sidste års budgetaftale, og derfor ikke er med i  protesterne.

Men i Næstved er borgmester Carsten Rasmussen taler til demonstrationen, der starter klokken 16 ved sygehuset og derefter bevæger sig gennem byen og slutter med et stormøde i Grønnegades Kulturcenter. Andre talere er den lokale LO-formand Anders Ellegaard og Bjørn Bjerking fra Ældrerådet.

I Haderslev er LO, FOA, Lærerforeningen og Socialpædagogerne gået sammen med både Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten om at lave et træf for bedre velfærd med musik og talere.

Protest i Region Hovedstaden

Protesterne den 10. maj kræver også afskaffelse af det årlige effektiviseringskrav på to procent i regionerne. 

Ikke mindst ansatte på sygehusene er hårdt belastet af to-procents-kravet. I Region Hovedstaden har ansatte på sygehuse og andre arbejdspladser besluttet at være med i aktionsdagen. De samles til en fælles protest klokken 16.30 ved Københavns Hovedbanegård og går derefter i samlet trop til demonstrationen på Københavns Rådhusplads.

I København er der derudover ikke mindre end fem forskellige fordemonstrationer. De går fra Nørrebro Runddel, Enghaveparken, Trianglen og Svend Aukens Plads på Amager. Derudover er der en cykeldemonstration fra Mozarts Plads.  

Læs mere på Facebook.

27. apr. 2017 - 09:28   02. maj. 2017 - 15:28

Velfærd

ur@arbejderen.dk
Protester 10. maj
  • Indtil videre er der planlagt demonstrationer i følgende byer:
  • København, Frederiksberg, Gladsaxe, Lyngby, Rødovre, Albertslund, Hørsholm, Gentofte, Nykøbing Sjælland, Holbæk, Køge, Faxe, Næstved, Odense, Nyborg, Ringe, Aarhus, Aalborg, Randers, Skanderborg, Vejen, Haderslev, Tønder. 
  • Derudover protesterer de ansatte i Region Hovedstaden ved Københavns Hovedbanegård, før de tilslutter sig demonstrationen på København Rådhusplads.