28 Apr 2017  

KBH: Spredte skyer, 6 °C

Politikere bakker op om USA's straffeaktion

Støtter bomber mod syrisk militær

Politikere bakker op om USA's straffeaktion

Beredskabsstyrelsens ekspert i giftgas er i tvivl og opfordrer til at få fakta på bordet. Men de danske politikere er ikke i tvivl: Assad står bag giftgas-hændelse og skal straffes.

Forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen bakker op USA's straffeaktion mod Syrien, der natten til fredag blev gennemført mod al-Shayrat luftbasen i det centrale Syrien.
FOTO: Morten Just Brandstrup/Forsvarsgalleriet
1 af 1

De danske politikere er ikke i tvivl. Den syriske præsident Assad har brugt kemiske våben mod sit eget folk, og derfor bakker de op om USA's straffeaktion, der natten til fredag blev gennemført mod al-Shayrat luftbasen i det centrale Syrien.

Det er vigtigt, at vi holder døren åben for andre konklusioner, end at Assad har bombet sit eget folk med giftgas.
Jan Steen Jensen, giftekspert

– Den danske regering støtter op om den amerikanske militæraktion og amerikanernes reaktion er i min optik fuldt ud passende i lyset af de barbariske og gruopvækkende angreb med kemiske våben, som for nogle dage siden fandt sted på civile i det nordlige Syrien, siger forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen.

Socialdemokratiet er helt på linje:

"Assads giftgasangreb på børn og voksne er en forfærdelig forbrydelse. Godt at USA har reageret kontant og konsekvent !", skriver politisk ordfører Nicolai Wammen på Twitter.

Den radikale Morten Østergaard er "for en gangs skyld enig med Trump"

"Verdenssamfundet kan ikke se passivt til, når en diktator gasser sine egne" skriver han på Twitter.

Ekspert: For tidligt at konkludere

Den danske giftekspert Jan Steen Jensen, der er specialkonsulent i Kemisk Beredskab i Beredskabsstyrelsen, deler ikke politikernes skråsikkerhed. Og han mener ikke, at man kan udelukke den forklaring, som den syriske regering har givet.

– Hvis vi skal konkludere, om det kemiske udslip kommer fra bomber fra luften eller fra tønder med kemikalier, der er ramt på jorden, så kræver det, at vi undersøger tingene og får fakta på bordet, siger han til Arbejderen.

Jan Steen Jensen har en god indsigt i Syriens kemiske våben. For han var i 14 uger i 2013 og 2014 ombord på de danske skibe, der fjernede disse våben. 

– Vi fjernede mere end 500 ton kemiske våben med effekter, der kan minde om nervegas-lignende reaktioner, som dem vi så ved giftangrebet. Men det kan ikke udelukkes, at vi ikke fik det hele med, og at der derfor fortsat har været rester tilbage, som oprørerne har fået fat i, og at det er sådan en tønde, der er blevet ramt, påpeger Jan Steen Jensen overfor Arbejderen.

– Jeg tror ikke, at oprørerne har faciliteter eller teknisk viden til at fremstille kemiske våben, for det er ikke noget, man bare gør. Men vi kan ikke udelukke, at de har fået fat i rester fra styrets tidligere kemiske våbenprogram.

Han mener, at det er vigtigt, at holde fast i, at det her skal undersøges af verdenssamfundet.

– Min faglige baggrund gør, at jeg selvfølgelig vil opfordre til, at man undersøger tingene og indhenter kemiske prøver og øjenvidneskildringer, før man drager sikre konklusioner. Det er vigtigt, at vi holder døren åben for andre konklusioner, end at "Assad har bombet sit eget folk med giftgas". For der kan være andre forklaringer, understreger Jan Steen Jensen.

Fredskræfter er uenige

Blandt de kræfter, som traditionelt støtter fredsbevægelsen, er der heller ikke enighed om, hvordan situationen skal vurderes.

Enhedslistens udenrigsordfører, Nikolaj Villumsen, anerkender, at der er "brug for handling", men mener, at det er uklart, hvad Trump præcist vil, og hvad der kommer til at ske.

– Vil han indlede en stor krig, som vi så det i Irak, og hvor det ikke var nogen succes, eller vil han holde sig til et enkeltstående angreb, spørger Nikolaj Villumsen og tilføjer:

– Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at Assad er en forbryder, men et luftangreb vil ikke stoppe overgrebene på civile. I stedet bør vi støtte de pro-demokratiske kræfter med beskyttelsesudstyr og anti-luftvåben, da de risikerer at blive angrebet i morgen. 

Den holdning kalder Jørgen Petersen, formand for Kommunistisk Parti, for "ynkelig":

– Enhedslisten fordømmer ikke USA. Man forsvarer ikke Folkeretten. Man tager åbenbart USA's påstand om, hvem der stod bag angrebet, for gode varer. Hvordan kan Nikolaj Villumsen dog tro, at USA skulle angribe en selvstændig nation for at forsvare civile. Det er aldrig sket, og kommer ikke til at ske, siger Jørgen Petersen.

Han opfordrer til at at fordømme imperialismen og USA's bombeangreb. Og han mener, at FN må undersøge sagen til bunds, så de ansvarlige kan straffes.

– Den amerikanske imperialisme har mange gange før forsøgt at vildlede befolkningen med løgne for at skabe støtte til deres krige. Vi husker løgnen om Saddams masseødelæggelsesvåben og løgnen om mulige massakrer mod civile i Libyen. Nu sker det igen. Efter bomberne faldt, hylder terroristerne i Syrien Trump, og har startet en offensiv i det nordlige Syrien, siger Jørgen Petersen.

07. apr. 2017 - 13:33   10. apr. 2017 - 12:21

Syrien

ml@arbejderen.dk