12 Dec 2017  

KBH: Spredte skyer, 1 °C

Kommunalt ansvar for unge dur ikke

Kritik af ny ungeuddannelse

Kommunalt ansvar for unge dur ikke

Kommunerne skal have det fulde ansvar for en ny uddannelse for unge under 25 år, mener regeringen. Men køen af kritikere er lodret uenige og frygter, at unge kommer i klemme i økonomiske prioriteringer.

Onsdag i sidste uge fremlagde undervisningsminister Merete Riisager (tv.), statsminister Lars Løkke Rasmussen og børne- og socialminister Mai Mercado et nyt uddannelsestilbud til unge under 25 år "Tro på dig selv - det gør vi".
FOTO: Nikolai Linares/Scanpix
1 af 1

Det er en meget dårlig idé at lade landets 98 kommuner få det fulde ansvar for den Forberedende Grunduddannelse (FGU) for unge under 25 år. Resultatet bliver vidt forskellige tilbud med varierende kvalitet, som ikke gavner de unge, lyder en omfattende kritik af regeringens nye toårige ungdomsuddannelse, som blev præsenteret i sidste uge.

Vi vil ikke acceptere, at postnummeret skal afgøre, hvilket uddannelsestilbud de unge får.
Hanne Pontoppidan, Uddannelsesforbundet.

 

Bag kritikken står Uddannelsesforbundet, Produktionsskoleforeningen og andre med erfaring i arbejdet med unge.

– Kommunernes økonomi er presset, og jeg frygter derfor, at kommunerne vil prioritere, at gamle fru Jensen får et ugentligt bad i stedet for at give en ung et passende uddannelsestilbud, siger Hanne Pontoppidan, formand for Uddannelsesforbundet, til Arbejderen.

I regeringsudspillet er der lagt op til, at kommunerne får en pose penge til at løse opgaven uden, at pengene er øremærkede. Dermed bliver det ifølge Hanne Pontoppidan fuldstændigt tilfældigt, hvad kommunerne kan byde de unge. 

– Men vi vil ikke acceptere, at postnummeret skal afgøre, hvilket tilbud de unge får, slår hun fast.

Ifølge Uddannelsesforbundet har 20 procent ikke en ungdomsuddannelse eller fast tilknytning til arbejdsmarkedet syv år efter grundskolen. Samtidig har tre ud af fire, der starter i et forberedende tilbud, ikke en uddannelse, når de fylder 24. Dertil kommer, at næsten hver tredje ung i et forberedende tilbud begynder i mindst tre forskellige tilbud.

Én dør i stedet for seks

Det er nogle af de problemer, regeringen vil forsøge at løse med forslaget om FGU'en, der skal erstatte seks eksisterende tilbud. På den måde skulle vejen til en uddannelse blive mere overskuelig for de unge under 25 år, som hverken har job eller uddannelse.

– Vi sørger for, at der fremover er én dør at gå indad i stedet for en masse svingdøre, sagde undervisningsminister Merete Riisager (LA) under fremlæggelsen.

Uddannelsesproblemet er imidlertid ikke løst alene ved at erstatte seks tilbud med én fælles indgang, mener både Danske Erhvervsskoler og Produktionsskoleforeningen. De tilslutter sig kritikken fra Uddannelsesforbundet.

– Regeringen lægger op til et kommunalt tilbud, og dermed til uensartethed, forskellige prioriteringer og vidt forskellige muligheder for de unge. Det skaber ikke sammenhæng og kvalitet, og det løfter hverken det forberedende uddannelsesområde eller de unge, der har behov for det, siger sekretariatslederAxel Hoppe.

Statens ansvar

Som eksempel på hvor galt det kan gå, når kommunen overtager ansvaret for en uddannelsesopgave, nævner Hanne Pontoppidan dansk-uddannelse for indvandrere. Området har, siden det blev kommunaliseret, resulteret i større sproghold, færre undervisningstimer til eleverne og dårligere arbejdsforhold for lærerne. 

 – Kommunernes økonomi er forskellig og derfor også prioriteringerne. At spille hasard med de unges uddannelsestilbud på den måde er endnu et svigt af en gruppe unge, som har allermest brug for en håndsrækning, mener Hanne Pontoppidan.

Uddannelsesforbundet mener, at en statslig forankring af opgaven er den eneste måde, man kan sikre alle unge et ensartet tilbud og tage højde for, at de unge ikke skal starte forfra, hver gang de flytter over kommunegrænsen.

10. maj. 2017 - 16:18   17. maj. 2017 - 15:39

Uddannelse

noc@arbejderen.dk
Forberedende Grunduddannelse

Regeringen foreslår en ny toårig Forberedende Grunduddannelse (FGU) for alle unge under 25 år.

FGU'en får tre spor, som de unge kan vælge mellem:

  • En forberedende linje til de unge, der ønsker at kvalificere sig til en erhvervsuddannelse eller HF. 

  • En anden linje skal klargøre de unge til at få et job og måske på sigt begynde på en erhvervsuddannelse.

  • En tredje linje kaldes Produktionsgrunduddannelsen og målrettes elever, der er uafklarede omkring deres fremtid.

FGU'en erstatter seks eksisterende uddannelser: Produktionsskolerne, Den Almene Voksenuddannelse (AVU), Den Forberedende Voksenundervisning (FVU), Ordblindeundervisning for Voksne (OBU), Den Kombinerede Ungdomsuddannelse (KUU) og Erhvervsgrunduddannelsen (EGU).

Kilde: Undervisningsministeriet