24 Feb 2017  

KBH: Ingen skyer af betydning, 2 °C

Finanslov rammer arbejdsløse

Blå finanslov

Finanslov rammer arbejdsløse

Sygemeldte medlemmer af en a-kasse skal ikke kunne optjene feriedagpenge, mener partierne bag finansloven. Dagpengesystemet udhules - igen, mener de største a-kasser.

I modsætning til partierne bag finanslov 2017 har de arbejdsløse ikke meget at glæde sig over, mener cheferne for landets tre største a-kasser.
FOTO: Ólafur Steinar Gestsson/Scanpix
1 af 1

Venstre-regeringen, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Konservative glæder sig over den nye finanslov, som de fik på plads fredag eftermiddag i sidste uge.

Man vælger at bruge ressourcer på billigere biler og forhindrer i stedet syge mennesker i at holde ferie.
Mona Striib, FOA næstformand

Men arbejdsløse har ikke meget at glæde sig over, mener cheferne for a-kasserne i landets tre største fagforbund 3F, HK Danmark og FOA.

Forligskredsen vil nemlig fjerne den nuværende ret til, at dagpengemodtagere kan optjene feriedagpenge under sygdom. 

– Det her er en fortsættelse af den negative udvikling, vi har set i årevis, og hvor man skridt for skridt gør dagpengesystemet stadig ringere, siger forretningsfører i 3FA, Eva Obdrup, til Arbejderen.

Mona Striib, der som næstformand i FOA har det politiske ansvar for a-kassen, er helt på linje. 

– Jeg er simpelthen indigneret. Hvad bilder de sig ind? Man vælger at bruge ressourcer på billigere biler og forhindrer i stedet syge mennesker i at holde ferie i en situation, hvor de har allermest brug for det, siger hun til Arbejderen.

Flertal for dagpengeangreb

Med finanslov 2017 på plads har beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (V) sikret flertal fra regeringens støttepartier til forslaget, som han forventer vil træde i kraft samtidig med, at klokkerne ringer år 2017 ind.

"Med lovforslaget kommer de samme regler til at gælde for alle sygedagpengemodtagere, så ingen fremover kan optjene ret til feriedagpenge i et sygedagpengeforløb," står der i en pressemeddelelse fra Beskæftigelsesministeriet.

Ifølge Jørn Neergaard Larsen vil 15.000 dagpengemodtagere blive berørt af forslaget og de vil gennemsnitligt miste cirka en uges feriedagpenge. Det svarer til 3.865 kroner.

Medlemskab af en a-kasse er tænkt som en forsikringsordning, hvor medlemmet kan modtage dagpenge som kompensation for en del af den løn, vedkommende mister i tilfælde af en fyring. I dag har rundt regnet 2,1 millioner personer valgt at tegne en arbejdsløshedsforsikring.

Men dagpengesystemet er i årevis blevet stadig ringere, og dermed er det blevet mindre attraktivt at betale kontingent til en a-kasse, udtaler direktør i HK's a-kasse Bo Gatzwiller til Arbejderen. Faktisk kan han ikke huske, hvornår politikerne sidst har vedtager forbedringer for de arbejdsløse.

– Nu skærer de igen en luns af ydelserne og udhuler dermed værdien af forsikringsordningen. Hver gang man skærer i et hjørne, gør man færre borgere interesserede i selv at forsikre sig, og så risikerer man, at folk i stedet ryger på offentlig forsørgelse i tilfælde af arbejdsløshed, siger Bo Gatzwiller.

Udhulet forsikring

De tre a-kassechefer mener, at forringelserne af dagpengesystemet er sket i rekordtempo. De seneste fem-seks år er perioden, arbejdsløse kan modtage dagpenge, faldet fra fire til to år. Oveni er det blevet sværere at optjene ret til dagpenge, ligesom dagpengesatsen dækker en stadig mindre del af den løn, man mister ved arbejdsløshed.

Et nyt notat fra AK-Samvirke, der er a-kassernes interesseorganisation, viser, at forringelserne over de seneste ti år alt i alt har reduceret dagpengedækningen med, hvad der svarer til mere end halvanden måneds dagpenge om året. 

Den nye lov - som konsekvens af finanslovsaftalen- skal spare staten for 27 millioner kroner årligt, fremgår det af lovforslaget.

21. nov. 2016 - 09:51   21. nov. 2016 - 14:56

Finanslov 2017

noc@arbejderen.dk