19 Aug 2017  

KBH: Spredte skyer, 14 °C

Dyre private lån kan ramme udkantsområder

Liberalisering af forsyningssektor

Dyre private lån kan ramme udkantsområder

Forsyningen af rent drikkevand, spildevand, affald og varme risikerer at blive dobbelt så dyr i renteudgifter, hvis selskaberne bliver privatiseret, og ikke længere kan låne penge hos KommuneKredit.

Hvis forsyningssektoren bliver liberaliseret og åbnet op for private, så kan statsstøttereglerne betyde, at selskaberne ikke længere kan låne i KommuneKredit, påpeger KommuneKredits direktør, Jens Lundager.
FOTO: André De Loisted
1 af 1

Hvis der politisk åbnes op for, at private kan overtage eksempelvis forsyningen af affaldsforbrænding og fjernvarme, kan det betyde store regionale forskelle, når selskaberne skal ud på det private lånemarked.

Forsynings-selskaber i velstillede områder af landet kan få lån, mens landområderne vil skulle betale en højere rente eller få nej til lån.
Jens Lundager, KommuneKredit

Sådan lyder advarslen fra KommuneKredit, der i dag låner penge til de kommunale forsyningsselskaber til en billig rente uanset hvor i landet, selskaberne befinder sig.​

>> LÆS OGSÅ: Liberalisering af vand og varme betyder ekstraregning på 11 milliarder

– Hvis forsyningssektoren bliver liberaliseret og åbnet op for private, så kan statsstøttereglerne betyde, at selskaberne ikke længere kan låne i KommuneKredit, men i stedet må søge privat finansiering. Forsyningsselskaber i velstillede områder af landet kan få lån, mens landområderne vil skulle betale en højere rente eller få nej til lån, forklarer KommuneKredits administrerende direktør, Jens Lundager, til Arbejderen.

– KommuneKredit derimod yder lån på samme vilkår til alle. I KommuneKredit skeler vi ikke til postnummeret. Vi er forsyningssikkerhed af finansiering til lokalsamfundene og altid til lavest mulige omkostninger. KommuneKredit skal ikke give overskud. Og kommunernes og regionernes solidariske hæftelse for vores forpligtelser betyder, at rige og fattige kommuner hæfter for hinanden. "En for alle og alle for en" betyder, at vi kan tilbyde billige lån.

Arbejderen har været i kontakt med brancheorganisationerne indenfor drikkevand, spildevand, affald og varme. De melder alle om, at de har optaget milliardlån hos KommuneKredit for at sikre vedligeholdelse af ledningsnet og anlæg. 

KommuneKredit forudser minimum en fordobling af renten, hvis selskaberne skal ud at låne penge hos private.

– En privat bank vurderer ikke, om der er behov for at investere i nye rør for at sikre forsyningssikkerheden til borgerne. Private banker er interesseret i, om forbrugerne og forsyningsselskabet har penge til at tilbagebetale lånet inklusive renter. Har du penge, kan du låne i banken, hvis ikke – må du gå eller betale en høj rente, lyder det fra KommuneKredits administrerende direktør.

10. maj. 2017 - 10:59   10. maj. 2017 - 13:39

Liberalisering

ml@arbejderen.dk
Forsyningsstrategi

Energi- og forsyningsminister Lars Chr. Lilleholt offentligjorde i september 2016 regeringens strategi for forsyningsområdet. Regeringen lægger blandt andet op til at:

  • Effektivisere 5,9 milliarder kroner på hele den danske forsyningssektor (drikkevand, spildevand, varme, affald).

  • Liberalisere forsyningssektoren.

  • Det skal bedre kunne betale sig for kommunerne at sælge ud af de offentlige vand-, spildevand-, affalds- og fjernvarmeanlæg.

  • Det såkaldte hvile-i-sig-selv princip skal afskaffes.

  • Det skal være tilladt at oparbejde et overskud indenfor forsyningerne.

  • Kommunerne skal ikke længere kunne anvise det affald, som kommunerne håndterer.

  • >> Læs hele forsyningsstrategien