14 Dec 2017  

KBH: Overskyet, 5 °C

Danmark bliver del af ulovlig krig i Syrien

International ekspert advarer

Danmark bliver del af ulovlig krig i Syrien

Hvis Folketinget vedtager at sende danske F-16 fly i kamp i Syrien uden et FN-mandat og uden den syriske regerings accept, vil det være ulovlig brug af magt, advarer international ekspert i folkeret.

Den syriske regering har ikke bedt Danmark – eller andre lande i den USA-ledede koalition – om at bombe i Syrien.
FOTO: Sana/Reuters/Scanpix
1 af 1

Danmark bliver kastet ud i endnu en ulovlig angrebskrig, hvis Folketinget på fredag beslutter at sende danske F-16-fly og specialstyrker til Syrien.

Sådan lyder vurderingen fra en af verdens førende eksperter i folkeret, Christine Gray, som er professor i international ret på Cambridge University i Storbritannien.

Dette vil krænke Syriens territoriale integritet og suverænitet og vil derfor være ulovlig brug af magt mod Syrien.
Christine Gray, professor, Cambridge University

– Den danske regering påstår, at den handler i selvforsvar på vegne af Irak. Den påstand kan der sættes spørgsmålstegn ved, siger hun til Arbejderen.

– Det grundlæggende problem er, at den danske regering hævder, at man har ret til at bruge magt mod Islamisk Stat i Syrien uden den syriske regerings samtykke. Dette vil krænke Syriens territoriale integritet og suverænitet og vil derfor være ulovlig brug af magt mod Syrien, påpeger Christine Gray.

Hun har blandt andet skrevet bogen "International Law and the Use of Force", som bliver citeret i lærebogen "Introduktion til Folkeret", som bliver brugt på danske universiteter.

Folkeretten regulerer forholdet mellem stater, og hvornår en stat lovligt kan bruge væbnet magt på en anden stats territorium. Folkeretten er nedskrevet i FN-pagten, der slår fast, at væbnet magt kun kan ske, hvis der er et mandat fra FN's Sikkerhedsråd, hvis en regering beder om hjælp, eller hvis der er tale om selvforsvar.

FN's Sikkerhedsråd har ikke vedtaget et mandat, der åbner op for at bruge væbnet magt i Syrien. Den syriske regering har ikke bedt Danmark – eller andre lande i den USA-ledede koalition – om at bombe i Syrien. Og Danmark er ikke blevet angrebet af Syrien.

Til gengæld har Irak bedt om hjælp til at forsvare sig mod Islamisk Stat. Derfor mener den USA-ledede koalition og et flertal af partierne i Danmark, at man med FN-pagten i hånden kan retfærdiggøre at angribe Syrien. Det sker angiveligt som led i et kollektivt selvforsvar af Irak mod Islamisk Stat, der angriber fra Syrien.

– USA har udviklet en doktrin, der retfærdiggør brug af militær magt på andre staters territorium, i dette tilfælde Syrien, der ifølge USA ikke er villige til eller ude af stand til at handle mod terroristerne. Men det er ikke klart, at denne fortolkning af international ret er korrekt, siger Christine Gray og fortsætter:

– USA's synspunkt bliver modsagt af Syrien og Rusland. Selv hvis man accepterer USA's doktrin, der åbner op for væbnede angreb, så forudsætter det, at Syrien ikke selv er villige til eller i stand til selv at bekæmpe Islamisk Stat, lyder det fra Christine Gray.

31. mar. 2016 - 07:30   18. apr. 2016 - 12:28

Danmark i krig

ml@arbejderen.dk
Christine Gray
  • Christine Gray er professor i international ret og ekspert i folkeret på Cambridge University i Storbritannien.

  • Hun har blandt andet skrevet bogen "International Law and the Use of Force", som bliver citeret i lærebogen "Introduktion til Folkeret", som bliver brugt på danske universiteter i undervisning i folkeret.

 

Danmark i krig i Syrien og Irak
  • Den 19. april 2016 vedtog Folketinget et beslutningsforslag fra udenrigsminister Kristian Jensen om "udsendelse af yderligere danske militære bidrag til støtte for indsatsen mod ISIL i Irak og Syrien".

  • Regeringen vil styrke det danske bidrag i seks måneder med syv F-16 kampfly (heraf tre i reserve) og 110 personer (teknikere, logistikere m.fl.) samt et C-130J transportfly og 60 personer. Hertil kommer specialoperationsstyrker på op til 60 personer som udsendes uden hjemtagelsesdato.

  • I forvejen har Danmark 170 mand i Irak og en radar, der overvåger luftrummet i Irak og det østlige Syrien.

  • Samtlige danske militære bidrag skal kunne indsættes i både Irak og Syrien. Det vil være første gang, Danmark kaster bomber i Syrien.

  • Den militære intervention sker uden et FN-mandat, og uden at den syriske regering har godkendt, at Danmark sender bomber og soldater til Syrien.

  • Forslaget bliver bakket op af Venstre, Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, Radikale og Konservative. Enhedslisten, SF og Alternativet er imod.

  • Læs alle artikler om emnet på Arbejderens temaside.

  • Foto: Morten Hausborg/HOK