Aktivister fra hele Europa har brudt ind på to af Sveriges største atomkraftværker, Ringhals og Forsmark.
28 timer gik der, før fire Greenpeace-aktivister blev opdaget af sikkerhedsfolk på det svenske atomkraftværk, Ringhals. Aktivisterne sad på et tag lige ved reaktorbygningen.
Det skete som led i en kampagne, hvor aktivister fra hele Europa har brudt ind på to af Sveriges største atomkraftværker, Ringhals og Forsmark, for at sætte fokus på sikkerheden på atomkraftværkerne.
- Set med danske briller er forholdene på Ringhals stærkt bekymrende, da værket kun ligger 60 kilometer fra dansk kyst og 190 kilometer fra København. Atomkraftværkerne skal lukkes med det samme, siger energiekspert i Greenpeace Tarjei Haaland.






