 Udland | Krig og fred | Nazityskland / besættelsen
Historien bag Nürnbergprincipperne
Nürnbergprincipperne slår blandt andet fast, at man ikke er fritaget for straf, hvis man begår krigsforbrydelser på ordre fra højere instans
|
af Lars Hostrup Hansen
Hitlers udenrigsminister fra 1938-1945, Joachim von Ribbentrop, gik som den første af ti nazi-forbrydere sin skæbne i møde i galgen en tidlig morgen den 16. oktober 1946 i fængslet ved Nürnberg.
Det gjorde han på baggrund af en rettergang, der aldrig har set sit sidestykke i historien.
I alt 22 topnazister blev anklaget i forbindelse med det Internationale Militær Tribunal, bedre kendt som Nürnbergprocessen, som blev nedsat af de vindende stormagter efter Anden Verdenskrig.
Af de tiltalte blev 12 dømt til døden ved hængning. Af de 12 mødte de ti deres død med løkken om halsen i en kort proces den 16. oktober 1946.
'Ti mand på 103 minutter. Det er hurtigt arbejde', udtalte den amerikanske bøddel, sergent, John C. Woods, bagefter.
Retssagen forberedes
Rettergangen, der ledte op til disse dramatiske begivenheder og domme, er et unikt stykke retshistorie.
Aldrig før havde sejrherrerne i en krig ført proces mod den tabende part i konflikten, hvor man endte med at dømme de ledende modstandere for 'forbrydelser mod menneskeheden' og for 'forbrydelser mod freden'.
Det helt unikke består desuden i, at de love, nazisterne blev dømt efter, ikke eksisterede inden retssagen startede, men blev udformet undervejs i processen.
Efter flere drøftelser, som blev startet allerede i 1943, mellem Storbritannien, USA og Sovjetunionen blev det besluttet at oprette et Internationalt Militær Tribunal mod de nazistiske ledere for krigsforbrydelser.
De tre sejrende stormagter stillede med anklagere og dommere til retssagen, det samme gjorde Frankrig, der blev medregnet blandt de 'store'.
Retssagen startes
Retssagens første session startede i Berlin den 18. oktober 1945, styret af den sovjetiske dommer Iola T. Nikitschenko.
Her fremlagde anklagemyndigheden sine tiltaler mod de 22 topnazister, som blev betegnet som 'alvorlige krigsforbrydere'.
Derudover blev seks af nazi-regimets organisationer anklaget for at være kriminelle organisationer.
Det drejede sig om Hitlers kabinet, lederskabet i nazi-partiet, SS og det hemmelige politi SD, Gestapo, SA, samt generalstaben og den øverste ledelse i hæren.
Efter de indledende sessioner i Berlin flyttede tribunalet permanent til Nürnberg. Fra den 20. november 1945 til 31. august 1946 foregik retssagen i Nürnberg.
Stedet var ideelt af flere årsager:
Der var 22.000 kvadratmeter og krigsskaderne i komplekset, med tilhørende fængsel, var højst besynderligt minimale i en ellers sønderbombet by.
Derudover havde byen stor symbolsk betydning. Det var i Nürnberg, at nazisterne i deres storhedstid holdt massive propagandaforestillinger.
Derfor kunne det ses som en symbolsk sejr, at det også var her de nazistiske lederes skæbne blev beseglet.
Anklagepunkterne
Anklagerne mod nazi-forbryderne havde fire centrale punkter:
1: Sammensværgelse for at begå forbrydelser mod freden.
2: Planlægning og påbegyndelse af angrebskrige.
3: Krigsforbrydelser.
4: Forbrydelser mod menneskeheden.
Alle de anklagede blev tiltalt efter ovenstående punkter. Men ikke alle blev dømt for alle forseelserne, tre blev helt frifundet.
Eksempelvis blev Hitlers økonomiminister, Horace Greely Hjalmar Schacht, frikendt.
Under retsmøderne stod det hurtigt klart, at de anklagede topnazister forsøgte at forklare anklagerne og deres gerninger med, at de handlede efter ordre fra højere instanser.
Af den årsag udformede dommerne under Nürnbergprocessen principper for, hvad der kan defineres som krigsforbrydelser samt den enkeltes ansvar i disse.
Domstolen slog fast, at det er undskyldende, hvis forbrydelser, der kan defineres som forbrydelser mod freden og menneskeheden, er udført efter ordre, men det fritager ikke for straf.
På den baggrund blev Nürnbergprincipperne udformet af tribunalets dommere.
Nürnbergprincipperne kom senere til at danne grundlag for Genevekonventionerne, der blev lavet i 1949. I 1950 blev principperne anerkendt af FN's Internationale Lovkommission, og derefter blev de uantasteligt anset som international lov.
|
|