21 Nov 2017  

KBH: Overskyet, 1 °C

VVS-job ikke 100 procent asbestfri

Selskab indrømmer:

VVS-job ikke 100 procent asbestfri

Hovedstadens Forsyningsselskab kan ikke garantere, at københavnske VVS'ere undgår asbest på arbejdet med omlægning af fjernvameforsyningen. Der skal strammes op, kræver fagforeningen.

Asbest er farligt, og man har vidst i årevis, at det findes i gammelt isolerings- og bygningsmaterialer, siger Allan Leegaard, der ikke er tilfreds med svaret fra Hovedstadens Forsyningsselskab.
FOTO: Aage Christensen
1 af 1

"Vi kan ikke på forhånd give en 100 procent-garanti for, at håndværkerne ikke støder på asbest under arbejdet."

Det skriver Astrid Skotte, der er chefkonsulent og ansvarlig for presse og kommunikation i Hovedstadens Forsyningsselskab, HOFOR, i en mail til Arbejderen.

Hvis man fik undersøgt arbejdsstedet grundigt, burde man ikke blive overrasket.
Allan Leegaard, Rør & Blik 

Mailen er svar på en stribe spørgsmål fra Arbejderen, der i sidste uge kunne fortælle, at mindst 100 medlemmer af Rør & Blikkenslagernes Fagforening i København det seneste år har været udsat for asbest på deres arbejde. Det er blandt andet sket i forbindelse med moderniseringen af varmeforsyningen i Københavns gamle bydel.

>>LÆS HER: 100 VVS'ere udsat for asbest i København

Arbejderen har spurgt, hvad det fælleskommunale forsyningsselskab gør for at registrere, hvor der er anvendt asbest eller asbestholdigt materiale i forbindelse med varmeomlægningen. Og hvad HOFOR gør for at sikre, at der er gjort rent, inden håndværkerne går i gang med at arbejde. 

Det kan gemme sig

Astrid Skotte svarer, at HOFOR altid iværksætter undersøgelser på alle pladser, før arbejdet påbegyndes, men at der kan gemme sig asbest bag kedler og rør, der ikke på forhånd kan fjernes, ligesom der kan dukke asbest op "typisk på et svært tilgængeligt eller skjult sted på installationerne."

Asbest har været forbudt at bruge i Danmark siden 1989. Man har i flere årtier vidst, at asbest er sundhedsskadeligt, og det er velkendt, at det farlige stof findes især i gamle byggematerialer og isolering.

>>LÆS OGSÅ: "Jeg håber at kunne hjælpe andre"

Derfor køber Allan Leegaard, der er faglig sekretær i Rør & Blikkenslagernes Fagforening, ikke forklaringen med, at man kan blive overrasket.

– Hvis man fik undersøgt arbejdsstedet grundigt, inden arbejdet blev påbegyndt og fik gjort grundigt rent, så burde man ikke blive overrasket, siger Leegaard til Arbejderen.

Den faglige sekretær mener ikke, at HOFOR lever op til sit ansvar, når det handler om screening for asbest og asbestrengøring på medlemmernes arbejdspladser. Dertil kender han for mange eksempler på medlemmer, der har påbegyndt et arbejde i den tro, at arbejdsstedet var gjort rent, for så at opdage, at der stadig er asbest.

– I de gamle centraler er der brugt asbest til isolering af gamle rør, og selv om arbejdsmiljørepræsentanterne i to virksomheder ved flere lejligheder har påpeget problemerne, bliver det ikke taget alvorligt af ledelserne hos HOFOR eller de entreprenører, der udfører arbejdet, lyder kritikken.

Allan Leegaard understreger, at det er HOFORs ansvar at sikre, at der ikke er asbest på arbejdsstedet, og hvis der er at få den indkapslet, forseglet eller fjernet af sagkyndige inden for asbest-sanering.

HOFOR har sin egen asbestafdeling, der står for undersøgelser, prøver og registrering, mens et eksternt firma - Karl Popp - foretager rensning for eventuel asbest.

Asbest findes mange steder

Håndværkere er ikke de eneste, der udsættes for faren ved asbest. Det samme har beboerne i en større ejendom - Bellahøj i København - med stor sandsynlighed. Ejendommen er under renovering, og da den startede fandt man huller på rørinstallationerne i kælderrummene, hvor beboerne har opbevaret vintertøj, barnevogne og andre genstande. Nu er hullerne dækket med tape, hvorpå der med store bogstaver står ASBEST. 

Også elever og lærere opholder sig dagligt i sundhedsfarlige lokaler, skrev Ugebrevet A4 i sidste uge. Rapporter fra Arbejdstilsynet, som A4 har fået aktindsigt i, viser, at tilsynet alene i år har dokumenteret sundhedsskadelige forhold på 60 skoler, heraf nogle forårsaget af asbest.

18. okt. 2017 - 11:41   19. okt. 2017 - 08:40

Arbejdsmiljø

noc@arbejderen.dk
Handleplan mod asbest

I 2011 udarbejdede LO en "National strategi for kortlægning og fjernelse af asbest i bygninger".

I strategien foreslog LO:

  • at Arbejdstilsynet skal kortlægge, hvor i landet der fortsat er asbest i bygninger.

  • at Arbejdstilsynet skal udarbejde en handlingsplan for, hvordan asbesten bliver fjernet.

  • og at fjernelsen skal foregå under sikre forhold, så ingen bliver syge af at fjerne det.

Kilde: Fagbladet 3F