16 Jan 2018  

KBH: Spredte skyer, 3 °C

Vi sælger ikke Arbejdernes Landsbank

Fagbosser bekræfter:

Vi sælger ikke Arbejdernes Landsbank

I mandags solgte fagbevægelsen forsikringsselskabet Alka, men nu freder de selv samme fagforeninger Arbejdernes Landsbank.

FOTO: Arbejdernes Landsbank
1 af 1

I kølvandet på kritikken af fagbevægelsens salg af forsikringsselskabet Alka til konkurrenten Tryg rejser sig nu spørgsmålet om, hvad fagbevægelsen næste gang sælger ud af.

Hvis HK bruger strejkevåbnet, skal vi kunne hente penge til medlemmerne, og derfor er det vigtigt, at fagbevægelsen kontrollerer en bank.
Kim Simonsen, HK

Hvis ikke det er en kerneopgave for fagbevægelsen at eje et forsikringsselskab, som Alkas nu forhenværende bestyrelsesformand Kim Simonsen har udtalt, hvad så med en bank? Hvad med Arbejdernes Landsbank?

>>LÆS OGSÅ: Salg af Alka vækker forargelse

– Kim Simonsen siger, at man skal holde sig til sin kerneopgave, som er at drive fagforeningsvirksomhed, ikke forsikringsvirksomhed. Det argument må vel alt andet lige også gælde i forhold til at drive bank. Hvis argumentationen skal tages for pålydende, så må det næste skridt være at finde en køber til Arbejdernes Landsbank, siger Henning Jørgensen til Berlingske Business.

Penge til strejkende

Ifølge Berlingske Buisness er der imidlertid ingen planer om at sælge banken. Det bekræfter fagbosserne fra de fem LO-forbund HK, 3F, FOA, Fødevareforbundet og Dansk Metal overfor avisen. De samme forbund, som har solgt Alka, sidder i ejerkredsen i Arbejdernes Landsbank.

>>LÆS OGSÅ: Alka-salg giver flere spørgsmål end svar

Kim Simonsen, der også er HK Danmarks forbundsformand, afviser, at et salg kan komme på tale. Arbejdernes Landsbank har en vigtig funktion for fagbevægelsen.

– Hvis HK bruger strejkevåbnet i forbindelse med overenskomstforhandlinger, så skal vi kunne hente penge til medlemmernes tabte arbejdsfortjeneste, og derfor er det vigtigt, at fagbevægelsen kontrollerer en bank, siger Kim Simonsen til Berlingske Business.

Arbejdernes Landsbank blev dannet i 1919. Formålet var at sikre fagbevægelsens medlemmer i en eventuel konfliktsituation. I dag er banken det syvendestørste pengeinstitut, når man måler på balancen.

08. dec. 2017 - 11:10   08. dec. 2017 - 12:27

Fagbevægelsen

noc@arbejderen.dk