26 Jun 2017  

KBH: Spredte skyer, 14 °C

Protester mod overenskomst

Faglige dønninger

Protester mod overenskomst

Slagteriarbejdere har nedlagt arbejdet og stilladsarbejdere har blokeret indgangen til 3F's forbundshus i protest mod ny overenskomst.

– Man kan ikke blive ved med at sige, at det er en 37 timers arbejdsuge, når man kommer til at arbejde 42 timer i en periode, lyder det fra Thomas Strømsholt.
FOTO: Aage Christensen
1 af 1

Fredag bød på faglige efterdønninger på ja'et til de nye overenskomster.

Slagteriarbejdere flere steder i landet nedlagde arbejdet i protest mod de vedtagne overenskomster. Strejkerne har lammet svineslagteriet Tican med hovedsæde i Thisted og samtidig oplyser Danish Crown, at slagteriet i Herning, Horsens og Blans er ramt.

Det er andre faggrupper, der har stemt forliget igennem.
Klaus Olesen, FTR Horsens

87 procent af medlemmerne af Fødevareforbundet NNF fulgte opfordringen fra forbundsledelsen og stemte nej til det forslag, der kom fra forligsmanden, men da det samlet endte med et ja for alle forbundene,  gælder resultatet også på slagteriområdet.

– Næsten alle slagteriarbejdere stemte nej, og alligevel blev det et ja. Det er andre faggrupper, der har stemt forliget igennem. Èn ting er, at vi på den måde skal have noget trukket ned over hovedet, men en anden ting er, at vi samtidig er blevet forbigået. Vi er dem, der har fået mindst af alle, og det er enormt frustrerende, siger Klaus Olesen, fællestillidsmand på slagteriet i Horsens, til Horsens Folkeblad.

Han oplever stor frustration blandt sine kolleger. 26 af dem stemte ja til overenskomstforliget, mens 1108 stemte nej.

Slagteriarbejderne mødes igen til fagligt møde mandag morgen.

Hilsen til forbundsledelsen

I Danmarks største fagforbund 3F afviste 60 procent af medlemmerne overenskomsten - stik mod forbundsledelsens anbefaling. I forbundets byggegruppe stemte hele 77 procent nej og fredag luftede godt 100 3F'ere deres frustrationer foran forbundshuset i Kampmannsgade 4 i København.

Som slagteriarbejderne får de trukket en overenskomst ned over hovedet, som de ikke selv har accepteret.

"I er ude af trit med medlemmerne", stod der på det store, sorte banner, som de utilfredse medlemmer, hovedsagligt stilladsarbejdere, havde medbragt.

Arbejdstiden

Stilladsarbejder Thomas Strømsholt forklarer, at 3F'erne blandt andet savner kædeansvar som værn mod social dumping i den nye aftale. Og de er også utilfredse med arbejdsgivernes mulighed for at varsle overarbejde.

– Man kan ikke blive ved med at sige, at det er en 37 timers arbejdsuge, når man kommer til at arbejde 42 timer i en periode, siger Strømsholt.

Stilladsarbejderne efterlod et synligt visitkort ved forbundshuset i form af klistermærker med teksten "Nej til 42 timers arbejdsuge".

Falckredderne i Køge har også kortvarigt strejket i dag i protest mod overenskomstforløbet, skriver SN.dk.

21. apr. 2017 - 10:36   24. apr. 2017 - 11:32

OK 2017

noc@arbejderen.dk