21 Oct 2017  

KBH: Overskyet, dis, 12 °C

Ni hospitaler får rød smiley af tilsyn

Arbejdsmiljøet halter

Ni hospitaler får rød smiley af tilsyn

Arbejdsmiljøet på hospitalerne har de seneste måneder udløst ni røde og 15 gule smileys fra Arbejdstilsynet. Dansk Sygeplejeråd kræver, at regionerne lever op til deres ansvar.

Aarhus Universitetshospital har fået to af de ni røde smileys, som Arbejdstilsynet har uddelt de seneste måneder for dårlige fysiske og psykiske arbejdsforhold.
FOTO: Aarhus Universitetshospital
1 af 1

De seneste måneder har Arbejdstilsynet uddelt ni røde smileys og 15 gule smileys til danske hospitaler. Arbejdstilsynet kritiserer det psykiske og fysiske arbejdsmiljø, der indbefatter flere tilfælde af vold, skriver Ekstra Bladet.

Især det psykiske arbejdsmiljø bliver dårligere på grund af de konstante nedskæringer. 
Grete Christensen, formand DSR

– Det undrer mig ikke, at der er så mange røde smileys, men det er da enormt trist. Der er kommet mange røde smileys til hospitalerne de seneste år, og det handler jo især om det psykiske arbejdsmiljø, som bliver dårligere på grund af de konstante nedskæringer. Medarbejderne kan simpelthen ikke nå alt det, de skal, udtaler Dansk Sygeplejeråds formand Grete Christensen.

Regionernes ansvar

Med en rød smiley følger også forbud eller rådgivningspåbud, mens en gul smiley kan give et strakspåbud eller påbud med frist til at rette op på kritisable forhold.

Sygeplejerskernes formand beklager de mange smileys, da dårlige arbejdsforhold ikke alene går ud over personalet på sygehusene, men også går ud over patientsikkerheden.

– Patienterne får simpelthen ikke den nødvendige behandling, når medarbejderne er for pressede, siger Grete Christensen, der vil have Danske Regioner til at tage deres ansvar på sig og rette op på problemrne så hurtigt som muligt.

De har fået rød smiley

De ni røde smileys er blevet uddelt til Glostrup Hospital, Herlev Hospital, Nordsjællands Hospital Frederikssund, Regionshospitalet Holstebro, Regionshospitalet Horsens, Regionshospitalet Randers, Sygehus Sønderjylland i Sønderborg og to til Århus Universitetshospital.

11. aug. 2017 - 14:47   13. aug. 2017 - 13:59

Arbejdsmiljø

noc@arbejderen.dk