25 Nov 2017  

KBH: Ingen skyer af betydning, 1 °C

Netværk ruster sig til OK 2020

Fortsætter faglig aktivitet

Netværk ruster sig til OK 2020

Vi kan og skal være velforberedte til de næste overenskomstforhandlinger. Derfor bygger vi videre på de eksisterende faglige netværk fra OK17, har fagligt aktive fra hele landet besluttet.

De faglige netværk fortsætter arbejdet frem mod OK 2020. Her diskuteres overenskomstforløbet på et velbesøgt netværksmøde i Aarhus tidligere på året.
FOTO: PN
1 af 1

Kontakten til de 100-vis af lokale tillidsfolk og arbejdspladser, som blev skabt under forårets overenskomstforhandlinger, skal fortsættes og udbygges. Det var én af de beslutninger, som aktivisterne i det faglige netværk "Nej til 42 timer" gav hinanden håndslag på, da de mandag var samlet til endagskonference i Odense.

Når folk har været aktive omkring tilblivelsen af overenskomsterne, så gider de også slås for dem.
Jacob Jespersen 

Mødet var indkaldt for at gøre status på OK17 og for at lægge sporene frem mod de næste overenskomstforhandlinger på det private arbejdsmarked i 2020.

– Vi havde et godt møde, og var enige om, at ideen med at opbygge netværk baseret på kontakt til arbejdspladserne fungerede godt. Det var nemt og hurtigt at sprede informationer og støtte op om konkrete faglige aktiviteter. Så det arbejde skal bare fortsætte, siger Jacob Jespersen, formand for Stilladsarbejdernes Landsklub.

Villige til at kæmpe

Klubben stod bag ideen til kampagnen "Nej til 42 timer" og tog initiativet til at sætte den i værk, da det kom frem, at de nye overenskomster gav arbejdsgiverne ret til at diktere systematisk overarbejde i op til fem timer om ugen.

Kampagnen kørte på de sociale medier, hvor en underskriftsindsamling mod 42 timers arbejdsuge og en opfordring til at stemme nej til overenskomsten bredte sig som en steppeild. Facebook blev brugt til at fortælle om aktioner, strejker, demonstrationer og til opbygningen af netværk i flere byer.

– Noget af det mest fantastiske var at opleve, at folk, der aldrig før havde diskuteret overenskomst, begyndte at gøre det. De læste overenskomsten, og da det gjaldt, var der mange, der også var parate til at kæmpe mod forringelser af den, siger Thomas Strømsholt, der har været tovholder og indpisker på facebook-siden.

Vi skal have flere fag med

Planen frem mod OK 2020 er, at folk stadig skal kunne få luft for deres utilfredshed på facebook-siden. Ligesom det skal være dér, man deler viden, informationer og mobiliserer til faglige aktiviteter.  

– Og nok så vigtigt, så skal vi arbejde på at få tillidsfolk og aktive med fra andre faggrupper såsom Metal-folk og HK'ere, mener Thomas Strømsholt.

Både han og Jacob Jespersen mener, de eksisterende netværk er levedygtige frem til 2020.

– Når vi kommer til 2020, så satser vi på, at netværkene er helt oppe i gear. Og når folk har været aktive omkring tilblivelsen af overenskomsterne, så gider de slås for dem og vil helt sikkert også stemme om dem, lyder det samstemmende.

3F skal holdes fast

Efterdønningerne af OK 2017 har haft svært ved at lægge sig, ikke mindst i 3F hvor et markant flertal af medlemmerne afviste overenskomsterne. Byggegruppen alene havde en nej-procent på 77, og det har skabt et pres på forbundsledelsen og forhandlerne om at gennemføre ændringer, så det samme ikke sker ved OK 2020.

På mødet i mandags, hvor hovedparten af deltagerne er medlemmer af 3F, var der enighed om at fastholde presset på forbundet med hjælp fra de lokaltbaserede netværk.

– En af ideerne gik på at holde møder rundt om i landet om den evaluering af OK 2017 og de konklusioner, som 3F's hovedbestyrelse er kommet frem til. Det vil vi i hvert fald arbejde videre med her i Aarhus, siger Jacob Jespersen, der er medlem af 3F Aarhus Transport, Logistik og Byg. 

Og så tænker han - med erfaringerne fra forårets overenskomstkamp in mente - at ideen bliver spredt gennem netværket og grebet i andre byer.

Sammenkædning

Et emne, som ikke kun har skabt debat i 3F, men i hele fagbevægelsen, er reglerne om sammenkædning. Det var de regler, der sikrede et samlet ja til overenskomsterne og som betød, at 3F'erne, slagteriarbejderne og malerne skal følge en overenskomst de næste tre år, som de selv har stemt nej til.

Om sammenkædningsreglerne skal bibeholdes eller ændres vil helt sikkert også blive diskuteret frem til næste slag om nye overenskomster for privat ansatte, lyder meldingen fra netværksmødet i Odense.

 

29. aug. 2017 - 18:17   30. aug. 2017 - 16:29

Overenskomst

noc@arbejderen.dk