25 Sep 2017  

KBH: Ingen skyer af betydning, 16 °C

Nej-kampagne boomer

Vrede over 42 timers arbejdsuge

Nej-kampagne boomer

På fire dage har nej til 42 timers kampagne fået massiv opbakning, og 250 har meldt sig som aktive. Initiativtagerne indkalder til møde i dag for sætte skub i lokale nej-aktiviteter.

250 personer vil være aktive i overenskomstkampagnen: 42 timers arbejdsuge? - Vi stemmer nej!
FOTO: Aage Christensen
1 af 1

Siden Stilladsarbejdernes Landsklubmøde i weekenden besluttede at sparke gang i kampagnen 'Nej til 42 timer', er det gået stærkt. Kampagnen har til formål at sikre et nej til de resultater, som er kommet i hus ved overenskomstforhandlingerne.

Der skal også bygges aktiviteter op på arbejdspladserne.
Jacob Jespersen, Landsklubformand

På blot fire dage er diverse opslag på Facebook blevet set af over 40.000 personer. Flere end 6.000 har reageret på indlæg om kampagnen, og af dem, der har været inde på kampagnens hjemmeside www.nejtil42timer.dk, har 250 personer tilkendegivet, at de ønsker at være aktive for et nej.

– Det er super med aktiviteterne på Facebook, men de gør det ikke alene. Der skal også bygges aktiviteter op på arbejdspladserne, siger Jacob Jespersen, formand for Stilladsarbejdernes Landsklub, til Arbejderen.

Lokale aktiviteter

For at støbe mens jernet er varmt, hasteindkalder stilladsarbejderne sammen med en gruppe 'utilfredse bygningsarbejdere' til møde i Horsens allerede i morgen fredag. Planen er at udvikle ideer til - og få taget beslutninger om - hvordan kampagnens mange kontakter bliver bragt i aktion lokalt rundt om i landet.

– Som udgangspunkt handler det om at få de aktive inddraget i uddeling af materiale på arbejdspladser; planlagt markeringer hvor sjak, byggepladser og arbejdspladser måske hænger et banner op med teksten: 42 timers arbejdsuge? - Vi stemmer nej!, siger Jacob Jespersen og opfordrer til at tage billeder af de lokale aktiviteter og lægge dem på Facebook.

Han understreger, at kampagnen ikke kun sigter på byggefagene, men henvender sig til alle der vil et nej til overenskomsterne:

– Det er vigtigt, at se kampagnen som et supplement til de aktiviteter, man måtte beslutte rundt om i de lokale fagforeninger og også som et supplement til OK2017-initiativets aktiviteter.

Netop OK2017-initiativet holder møde tirsdag den 21. marts.

Med overenskomster færdigforhandlet for godt 80 procent af de ansatte på det private arbejdsmarked, er det tid at gøre status på resultaterne, forklarer én af initiativtagerne John Ekebjærg-Jakobsen, der er formand for Byggefagenes Samvirke i København.

– Planen er at se på de gennemgående linjer i de store forlig i industrien, byggeriet og transporten. Hvad har vi fået i hus, og hvad har vi ikke fået, siger John Ekebjærg-Jakobsen til Arbejderen.

Ude i hampen

Da OK2017-initiativet startede for et års tid, var det med målet at gøre bekæmpelsen af social dumping til et centralt spørgsmål i forhandlingerne om de nye overenskomster. Det skete ud fra en forståelse af, at eksempelvis håndværkere i byggeriet og ansatte i industrien har brug for vidt forskellige redskaber for at dæmme op for dumping af løn- og arbejdsvilkår.

– Vi har intet fået på social dumping. De 42 timer er helt ude i hampen i forhold til, at vi skal blive flere år på arbejdsmarkedet. Og endelig så har vi fået for lidt i kroner og øre, lyder det fra John Ekebjærg-Jakobsen, der ser en fin sammenhæng mellem Nej-kampagnen mod 42 timers arbejdsuge og så OK2017-initiativet. 

Byggefagsformanden lægger op til, at der bliver en åben og fordomsfri debat på mødet tirsdag, med respekt for at der er folk omkring OK2017-initiativet, som anbefaler et ja til overenskomsterne med forskellige argumenter.

Personligt håber John Ekebjærg-Jakobsen dog, at mødet munder ud i en anbefaling af at stemme nej til forligene.

16. mar. 2017 - 07:47   10. apr. 2017 - 13:47

OK 2017

noc@arbejderen.dk
Sådan får vi et nej

Aktivmøde - Nej til 42 timers arbejdsuge.

Fredag den 17. marts klokken 14.30 til 17.00.

Mødet holdes hos 3F Horsens, Robert Holms Alle 1, 8700 Horsens. 

Konference status OK 2017

Hvordan er det gået - hvad har vi nået?

Tirsdag den 21. marts klokken 11:00 - 15:00

Program:

Velkomst v. John E. Jakobsen, Byggefagenes Samvirke

Rapporter fra forhandlingerne fra bl.a. Bjarne Høpner (3F København) og Jimi Pedersen (Malernes Fagforening Kbh.):

- Hovedpunkterne i forligene

- Hvilke redskaber har vi fået mod social dumping? Og hvad kan de bruges til?

- Kampagneinitiativer ved urafstemningen

- Vedtagelse af udtalelse

Konferencen foregår hos 3F København, Peter Ibsens Alle 27, København NV.

Tilmelding med navn, telefon og mail samt angivelse af arbejdsplads, klub, fagforening senest mandag den 20. marts på: post@bygsam.dk