26 May 2017  

KBH: Ingen skyer af betydning, 18 °C

Mediekoncern vil erstatte strejkende trykkere

Konflikt på Jysk Fynske Medier

Mediekoncern vil erstatte strejkende trykkere

For anden gang på lidt over en måned har trykkerne hos Jysk Fynske Medier nedlagt arbejdet i protest mod lønnedgang. Nu søger mediekoncernen efter skruebrækkere, som kan erstatte de strejkende.

Fyens Stiftstidende er en del af Jysk Fynske Medier, der er ramt af trykkernes strejke. Her er det koncernens bygning på Banegårdspladsen i Odense.
FOTO: Bjarne Speth Hansen
1 af 1

Mandag nedlagde trykkerne på Jysk Fynske Medier arbejdet på grund af uenigheder om en række nedskæringer, som blandt andet vil betyde 12 procents lønnedgang. Det er anden gang på lidt over en måned, trykkerne går i strejke.

>> LÆS OGSÅ: Trykkere strejker mod lønnedgang

Vi synes ikke, at trykkernes signaler er klare i forhold til, hvad de vil fremadrettet, og derfor er vi nødt til at afsøge markedet.
Jesper Rosener, direktør

Som modtræk til den overenskomststridige strejke, har ledelsen hos Jysk Fynske Medier nu sendt et jobopslag ud, hvor koncernen hurtigst muligt søger nye trykkere, som skal erstatte de strejkende.

– Vi har fået en opsigelse, så derfor mangler vi en medarbejder i trykkeriet, men situationen er også den, at trykkerne har nedlagt arbejdet, og vi ved ikke, om de kommer tilbage. Vi synes ikke, at trykkernes signaler er klare i forhold til, hvad de vil fremadrettet, og derfor er vi nødt til at afsøge markedet, forklarer administrerende direktør i mediekoncernen Jesper Rosener ifølge et af koncernens egne medier Fyens.dk.

Lønnedgang på 12 procent

Sidst trykkeriarbejderne strejkede – i begyndelsen af november – var der afsat tid i arbejdsretten, men trykkerne valgte at gå i arbejde igen, før sagen kom for.

Tirsdag formiddag var der berammet såkaldt Fællesmøde mellem den faglige hovedorganisation LO og arbejdsgiverne i DA. Mødet pålagde de strejkende at indstille den overenskomststridige arbejdsnedlæggelse og genoptage arbejdet.

Hvorvidt det sker vides endnu ikke, men ifølge Arbejderens oplysninger mødes de strejkende klokken 15, for at blive orienteret.

Administrerende direktør Jesper Rosener har svært ved at se, hvordan konflikten skal blive løst:

– Min vurdering er, at vi er meget langt fra hinanden. Så lige nu er det en ret svær konflikt at løse i og med, at de har nedlagt arbejdet. I værste fald kan det ende med, at vi skal ud og finde 19 nye trykkere, siger han ifølge Fyens.dk.

Den overenskomsstridige strejken betød mandag, at de tre jyske dagblade Vejle Amts Folkeblad, Horsens Folkeblad og Fredericia Dagblad, ikke udkom. Også tirsdag vil de fynske tirsdagsaviser blive ramt, fortalte Jesper Rosener mandag:

– Vi løser de opgaver, vi kan med ledelsen ved trykpressen og forventer at kunne holde produktionen i fuld drift. Dog kan nogle dagblade og ugeaviser blive ramt i forhold til antal sider. Men alt vil udkomme fuldt ud på nettet.

Jysk Fynske Medier er Danmarks næststørste mediehus med 13 dagblade, 64 ugeaviser, 5 radiostationer og en lang række nyhedssites og andre digitale brands.

Offentliggjorde ansattes løn

Under den sidste strejke i starten af november udsendte ledelsen nødaviser trykt af arbejdslederne. På forsiden af aviserne offentliggjorde ledelsen, hvad trykkerne tjener:

"Også efter lønnedgangen vil trykkerne i Jysk Fynske Medier have en god løn, da de i dag tjener mellem 39.000 og 45.000 kroner om måneden. Det er mellem 19 og 31 procent mere end landsgennemsnittet på området", lød budskabet fra ledelsen.

I trykkernes fagforening HK Privat Midt kaldte man dengang fremgangsmåden for "fuldstændig uhørt":

– Det er et letgennemskueligt forsøg på at udstille en faggruppe som forkælet. Men de er højt specialiserede, har en høj anciennitet og arbejder på alle tider af døgnet, forklarede faglig konsulent Dennis Ørsted Petersen.

Han påpegede samtidigt, at antallet af trykkere på avistrykkeriet i Odense over de sidste ti år er blevet næsten halveret, samtidig med at de tilbageværende trykkere har fået flere opgaver.

20. dec. 2016 - 11:47   21. dec. 2016 - 14:16

Faglig konflikt

as@arbejderen.dk