27 Jun 2017  

KBH: Ingen skyer af betydning, 16 °C

Kræver advarsel til tillidsmanden revet i stykker

Strejke på Danish Crown

Kræver advarsel til tillidsmanden revet i stykker

Dagholdet på Danish Crown i Horsens har nedlagt arbejdet. De kræver, at ledelsen trækker en skriftlig advarsel til deres tillidsmand tilbage.

Der bliver ikke slagtet svin på Danish Crown i Horsens i dag.
FOTO: Danish Crown
1 af 1

Dagholdet på Danish Crowns slagteri i Horsens kommer ikke til at slagte svin i dag. De har nedlagt arbejdet og kræver, at ledelsen river en skriftlig advarsel til deres tillidsmand, Klaus Olesen, i stykker.

Jeg er meget ked af den her situation, som jeg håber, der kan findes en løsning på hurtigt.
Klaus Olesen, tillidsmand

Advarslen skal være givet på grund af tilllidsmandens offentlige udtalelser under en strejke i april. 

– Det er absolut ikke en situation, jeg har ønsket. Jeg er meget ked af den her situation, som jeg håber, der kan findes en løsning på hurtigt, siger Klaus Olesen til Arbejderen.

Derudover vil hverken han eller de andre tillidsfolk på fabrikken udtale sig, men henviser i stedet til Fødevareforbundet NNF.

Foreløbig dagholdet

Ledelsen vurderer, at det forløbig er "i hvert fald over 500" slagteriarbejdere, der har smidt knivene for i dag. Klokken 14:45 møder aftenholdet ind, og kikker man på tidligere strejker på det jyske slagteri, så plejer aftenholdet at følge dagholdet.

– Det er en strejke, der koster slagteriet rigtigt mange penge, og det er da dumt, når de nu bare kan rykke advarslen til Klaus i stykker, siger en af de strejkende til Arbejderen.

Han ønsker ikke at stå frem med navn, men navnet er Arbejderen bekendt.

Reaktion på OK17

Strejken i april, hvor de famøse udtalelser angiveligt skulle være faldet, var en reaktion på resultatet af afstemningen om overenskomsterne.

Hele 98 procent af slagteriarbejderne stemte nej til overenskomsterne, men de skal alligevel arbejde efter dem, fordi godt 57 procent af de samlede afgivne krydser fra alle LO-forbundene blev sat ved ja.

Hos Danish Crown siger pressechef Jens Hansen, at ledelsen er meget ærgerlig over situationen. 

– Da det er en personsag, hverken kan eller vil vi udtale os om sagen. Jeg kan bare sige, at vi er kede af, at det er kommet så vidt, siger Jens Hansen til TV2 Østjylland.

Slagteriarbejderne mødes igen mandag morgen.

19. maj. 2017 - 13:28   19. maj. 2017 - 13:48

Strejke

noc@arbejderen.dk