20 Aug 2017  

KBH: Let skyet, 18 °C

Litauere væk fra jobcenter-byggeri

Midlertidig sejr i Farum

Litauere væk fra jobcenter-byggeri

Resplint UAB har meddelt 3F Frederiksborg, at arbejdet er midlertidigt stoppet på kontorbyggeri, der skal huse Farum Jobcenter. Tegner UAB ikke overenskomst, er byggefagforeningerne klar til konflikt.

– Tegner UAB ikke overenskomst, vil 3F Frederiksborg og de andre LO forbund håndhæve sympatikonflikten uden yderligere varsel, siger Rasmus Kreutzmann fra 3F Frederiksborg.
FOTO: 3F Frederiksborg
1 af 1

Resplint UAB har midlertidig indstillet arbejdet på Hvedemarken i Farum, hvor firmaet har været i gang med at renovere kontorer, som Farum Jobcenter skal leje sig ind i pr. 1. juli.

Tegner UAB ikke overenskomst, vil 3F Frederiksborg og de andre LO forbund håndhæve sympatikonflikten uden yderligere varsel.
Rasmus Kreutzmann, 3F Frederiksborg

– Vi har en klar forventning om, at virksomheden først vender tilbage til byggeriet, når firmaet har indgået overenskomst. Skulle det forholde sig anderledes, vil 3F Frederiksborg sammen med de andre LO-forbund håndhæve sympatikonflikten uden yderligere varsel, siger Rasmus Kreutzmann fra den nordsjællandske fagforening.

3F har sammen med andre LO-forbund en igangværende, lovlig sympatikonflikt mod den litauiske entreprenør Resplint UAB, da virksomheden nægter at indgå dansk overenskomst med 3F og Malerforbundet.

Bruger uorganiseret arbejdskraft

Virksomheden er hyret af Stensdal Group til at renovere jobcenterets kommende kontorer – velvidende, at det litauiske firma er omfattet af sympatikonflikt. Det er også Stensdal Group, som ejer bygningen.

De nordsjællandske fagforeninger blev onsdag den 1. marts bortvist fra byggeriet af den litauiske virksomhed, og 3F Frederiksborg kontaktede efterfølgende Furesø Kommune. 

Kommunen har siden arbejdet på at finde en løsning, da hverken bygherren, Stensdal Group, eller entreprenøren, Resplint UAB, har ønsket dialog med 3F om sagen trods gentagne henvendelser fra fagforeningen.

I sidste uge havde de nordsjællandske LO-fagforeninger held med at få Resplint UAB fjernet fra et byggeri i Allerød.

Væk fra Allerød

Her var det Arbejdsmarkedets Tillægspension, ATP, der stod som kommende lejer af kontorer, som cirka 15 tømrere fra det litausike firma arbejdede på at sætte i stand.

Efter at 3F havde henvendt sig til ATP og gjort opmærksom på, at arbejdet blev udført af uorganiseret arbejdskraft, blev håndværkerne tirsdag bedt om at afrigge pladsen. Det var i den forbindelse, at 3F Frederiksborg fandt ud af, at UAB renoverede jobcenterlokaler i Furesø Kommune.

Ifølge 3F Frederiksborg så har Stensdal Group, ejet af erhvervsmanden Søren Stensdal, ejendomme for 430 millioner kroner. Sidste år fordoblede Stensdal Group omsætningen til 228 millioner kroner og havde et overskud på 23,3 millioner. 

Arbejderen har forsøgt at få en kommentar fra Stensdal Group – foreløbig uden held.

06. mar. 2017 - 16:16   08. mar. 2017 - 16:49

Social dumping

noc@arbejderen.dk