12 Dec 2017  

KBH: Spredte skyer, 1 °C

HK-formand mødt af kritik efter beretning

Hed debat på kongressen

HK-formand mødt af kritik efter beretning

Hvad mener HK med den organiserende fagforening og hvad er holdningen til regeringens reform af erhvervsuddannelserne? Det skabte hed debat på HK's kongres i går.

Kim Simonsen aflægger beretning på kongressens første dag.
FOTO: Aage Christensen
1 af 1

En række delegerede rettede kritik af formand Kim Simonsens beretning på HK-kongressens første dag i dag.

LÆS OM BERETNINGEN: "HK-top har tillid til regeringen"

Utilfredsheden gjaldt især den uforbeholdne støtte til regeringens forslag til reform af erhvervsuddannelserne samt hans beskrivelse af, hvad HK mener med at ville være en organiserende fagforening.

En stærk fagforening skaber vi ude på arbejdspladserne ikke bag murene i glaspaladset i Weidekampsgade.
Ulla Jeppesen, HK Hovedstaden Privat

Udover skuffelse over beretningen henviste en række delegerede også til den kronik, Kim Simonsen havde i Berlingske i går.

- I kronikken taler Kim Simonsen om de serviceydelser og forsikringsordninger, som fagforeningen skal levere. Men hvor blev fællesskabet i den organiserende fagforening af? Hvad blev der af fællesskabet ude på den enkelte arbejdsplads, sagde Henny Fiskbæk Jensen fra HK Sydjylland.

Ud på arbejdspladserne

Samme toner lød fra blandt andet Ulla Jeppesen fra HK Hovedstaden Privat.

- Individuelle medlemstilbud har intet med den organiserende fagforening at gøre. Det handler ikke om at få flere varer på hylderne. En stærk fagforening skaber vi ude på arbejdspladserne ikke bag murene i glaspaladset i Weidekampsgade, sagde hun til stort bifald fra salen.

Per Tønnesen, formand for HK Handel, førte an i kritikken af Kim Simonsens ros til forslaget til reform af erhvervsuddannelserne. Han var utilfreds med, at det slet ikke fremgik af beretningen, at HK Handel har alvorlige indvendinger mod reformen ikke mindst forslaget om at halvere grundforløbet.

- Erhvervsuddannelsesreformen er en ommer, mente også Cliff Præstegaard fra HK Østjylland Handel.

Social dumping

Han kritiserede også forbundsformanden for ikke at gøre nok ud af problemerne med social dumping i sin beretning.

- Jeg har lige hørt om en stor detailkæde i Aarhus Kommune, som opsiger fastansatte om morgenen for senere på dagen at søge gratis praktikanter til at lave samme arbejde. Det er social dumping i superligaklassen og kræver mere end en enkelt sætning i beretningen, sagde Cliff Præstegaard.

24. okt. 2013 - 15:57   29. okt. 2013 - 12:49

HK-kongres

ur@arbejderen.dk
HK's kongres
  • HK afholder kongres fra 24.-26. oktober i Tivoli Congress Center i København.
  • Der deltager 381 delegerede på kongressen. HK har i alt 280.000 medlemmer.
  • En tredjedel af de delegerede er mænd, to tredjedele er kvinder - det svarer til fordelingen i forbundet som helhed.
  • Gennemsnitsalderen blandt de delegerede er 51 år, der er 13 delegerede under 30 år, mens der er 48 delegerede over 60 år.