23 May 2017  

KBH: Ingen skyer af betydning, 18 °C

Forlig efter trusler mod vidner

Faglig sag på Aarhus Letbane

Forlig efter trusler mod vidner

3F's italienske kronvidner i en sag på Aarhus Letbane blev truet til at udeblive fra faglig voldgift. 3F krævede 22,1 millioner kroner af det italienske entreprenørfirma GCF, men indgik forlig og fik 2,5 millioner.

Den italienske jernbaneentreprenør GCF, der arbejder på letbanen i Aarhus, slipper med at betale 2,5 millioner kroner i stedet for 22 til 3F. De italienske kronvidner følte sig truet til at udeblive fra den faglige voldgift.
FOTO: PN
1 af 1

De italienske vidner, som 3F Aarhus Rymarken skulle have brugt i en faglig sag mod den italienske jernbaneentreprenør GCF, turde ikke møde op til en planlagt voldgiftssag i den danske arbejdsret i sidste uge. 

Vi må konstatere, at det fagretslige system i Danmark ikke formår at få skovlen under platuglerne.
Niels Eliasen, 3F Aarhus Rymarken

– Da vi snakkede med dem om morgenen, havde de ellers pakket deres kufferter, men kort tid efter fik vi besked om, at de alligevel ikke kom, fortæller Niels Eliasen, der er faglig sekretær i fagforeningen, til Arbejderen.

Hans kollega, faglig konsulent Søren Fisker fortæller, at vidnerne havde forklaret, at de blev hjemme i Italien af hensyn til deres familier. Et medlem af Giardino-klanen skulle have fortalt dem, at det var klogest af dem ikke at vidne. Vidnede de, ville de skade firmaet.

Mistanke om mafiarelationer

Arbejderen har tidligere skrevet om de relationer, der menes at være mellem GCF, Giardino-klanen og mafiaorganisationen "Ndrangethaen".

Vincenzo Giardino og hans firma, New World Construction, er i en rapport, lavet af den italienske parlamentariker Alessandro Naccarato, kædet sammen med Ndrangethaen. Og Vincenzos fætter, Francesco, var ansat ved GCF fra 15. februar til slutningen af juni på letbanen i Aarhus. I en artikel "Hvor sporene ender", bragt i Weekendavisen den 9. december sidste år, kan man læse, at én af fem personer er arresteret i Italien og anklaget for åger, hvidvask af penge samt afpresning. 

Den konkrete voldgiftsag handlede om problemer med social dumping, brud på overenskomsten og omgåelse af dansk lovgivning på det offentlige projekt.

3F havde krævet 22 millioner af GCF for manglende udbetalt løn til de italienske arbejdere. Nu endte sagen i stedet med et forlig på 2,5 millioner kroner, som den italienske entreprenør skal betale inden 14 dage. Halvdelen går til den østjyske 3F-afdeling og den anden halvdel til forbundet i København.

Hold kæft og få 3,5 millioner

– Faktisk kunne vi have hentet yderligere en million. Inden voldgiftssagen tilbyder GCF os 3,5 millioner kroner, hvis vi dropper sagen og holder kæft i forhold til pressen. Men det ville vi ikke, fortæller Niels Eliasen, der ikke lægger skjul på, at han havde håbet på et andet udfald.

Han har fuld forståelse for vidnernes beslutning, men ærgrer sig alligevel over konsekvensen.

– Uden vidner kunne vi ikke løfte bevisbyrden. Vi må konstatere, at det fagretslige system i Danmark ikke formår at få skovlen under platuglerne. Hvis man truer folk til tavshed, så belønner det sig. Det er dybt frustrerende, og lige nu ved vi ikke, hvad vores næste træk bliver.

Giardino-klanen er ikke ligefrem præget af blødsødenhed. Weekendavisens journalister Morten Beiter og Klaus Wivel har fået adgang til anklageskriftet i en sag om ågervirksomhed, afpresning og hvidvaskning af penge mod Giardino-familien. Ifølge anklageskriftet til et af ofrene for familiens afpresning skrev Francesco Giardinos fætter, Antonio: "Det er jeres problem, hvordan fanden I vil finde de penge, men det er bedst, at I gør det, for ellers skal jeg nok vise, hvordan man samler penge ind – bare vent og se! Jeg er ikke som min bror, Alfonso. Når jeg slår mennesker, bliver de liggende."

 

02. maj. 2017 - 11:59   02. maj. 2017 - 22:50

Arbejdsmarked

noc@arbejderen.dk
Mafia i Danmark?

21. september 2016 sendte 3F's byggegruppe en anmeldelse til politiet. Fagforbundet havde nemlig fået mistanke om, at der foregik organiseret narkokriminalitet på metrobyggeriet i København og anlæggelsen af Letbanen i Aarhus.

Politiet i Aarhus har lukket efterforskningen af sagen.

3F's politianmeldelse kan læses her