23 Jul 2017  

KBH: Spredte skyer, 16 °C

Flere strejker mod overenskomstforlig

Bygningsarbejdere og slagteriarbejdere protesterer

Flere strejker mod overenskomstforlig

Tømrerne på Rigshospitalet gik fredag morgen i strejke. I løbet af dagen spredte strejken sig til flere byggepladser. Og på Danish Crown fortsatte den strejke, som blev indledt i går. Alle protesterer mod den overenskomst, som netop nu er til urafstemning.

Et 20 mand stort tømrersjak, der arbejder på Rigshospitalet i København, besluttede fredag morgen at gå i strejke.
FOTO: Privat
Et 20 mand stort tømrersjak, der arbejder på Rigshospitalet i København, besluttede fredag morgen at gå i strejke.
FOTO: Privat

Et 20 mand stort tømrersjak, der arbejder på Rigshospitalet i København, besluttede fredag morgen at gå i strejke for at protestere mod det overenskomstforlig, der lige nu er til urafstemning.

Vi kan ikke acceptere, at virksomhederne kan pålægge os systematisk overarbejde fem timer om ugen.
Tømrersjakket på Rigshospitalet

"Vi er meget utilfredse med det overenskomstforlig, der er blevet forhandlet. Arbejdsgiverne må simpelthen komme med nogle flere indrømmelser. Vi kan ikke acceptere forliget, som det ligger nu", hedder det i en udtalelse fra tømrersjakket.

Tømrerne påpeger blandt andet, at de ikke fik kædeansvar eller andre redskaber til at bekæmpe social dumping.

"Det er helt uacceptabelt, at Dansk Byggeri ikke vil bidrage til at bevare fair konkurrence og ordentlige arbejdsvilkår", skriver de.

Imod systematisk overarbejde

Videre hedder det i udtalelsen:

"Vi kan heller ikke acceptere, at virksomhederne kan pålægge os systematisk overarbejde fem timer om ugen. Arbejdsgiverne skal ikke på den måde kunne råde over vores fritid".

Tømrersjakket er også utilfredse med, at stigningerne på mindsteløn og prislister er alt for små. Ikke mindst i en tid, hvor det går godt i økonomien og ordrebøgerne er fulde.

"Vi håber at det her gør indtryk på arbejdsgiverne... Arbejdsgiverne må tage noget ansvar for denne her situation", slutter udtalelse fra tømrersjakket på Rigshospitalet.

Fortsat strejke på Danish Crown

Også blandt slagteriarbejderne på Danish Crown i Horsens er vreden mod arbejdsgiverne stor. De valgte i dag at fortsætte den strejke, som blev indledt i går.

– Da de godt 100 arbejdere i pakkeriet mødte i morges, blev der holdt en afstemning, som betød, at de gik hjem igen, forklarer fællestillidmand Klaus Olsen til Arbejderen.

Derefter blev resten af dagholdet sendt hjem. Hvad der sker, når aftenholdet møder ind, tør Klaus Olsen ikke spå om, men i går valgte de at strejke i solidaritet med dagholdet.

– Utilfredsheden med at kunne blive pålagt fem timers ugentligt overarbejde er meget stor. Og mine kollegaer er meget vrede over, at vi er blevet påtvunget en mæglingsskitse, uden at der har være reelle forhandlinger, siger fællestillidsmanden. 

Danish Crown har nu indbudt tillidsfolkene til et møde den 28. april for at diskutere situationen.

– Det er selvfølgelig positivt, men jeg havde nu hellere set, at der var fundet en løsning ved forhandlingsbordet om en ny overenskomst. Jeg synes, det er sørgeligt, at ledelsen ikke har mere respekt for sine medarbejdere – inden vi kom hertil, lyder det fra Klaus Olsen.

Strejken spreder sig i København

OPDATERING: I løbet af fredagen spredte strejken sig i København til flere byggepladser. Både tømrere, murere, murerarbejdsmænd og betonarbejdere gik med i strejken, således at alt i alt 140 bygningsarbejdere var i strejke. Blandt de berørte pladser var Danasvej, Strandlodsvej, Øresundsvej, ved Tivloli, Poppelvænget i Valby og karre K i Sydhavnen.

07. apr. 2017 - 12:39   07. apr. 2017 - 19:23

OK 2017

bi@arbejderen.dk