24 Nov 2017  

KBH: Let skyet, 7 °C

Drop aktier i Ryanair

HK til pensionsselskab:

Drop aktier i Ryanair

Medlemmernes pensionsmidler skal ikke gå til aktier i Ryanair, mener formændene for HK/Privat og HK/Handel. De vil have PFA til at trække sine investeringer i lavprisselskabet ud - jo før jo bedre.

HK gentager kravet om, at PFA afvikler sine aktier for 19 millioner kroner i Ryanair. Flyselskabet respekterer ikke retten til kollektive overenskomster og medlemmernes pensionsmidler skal derfor ikke puttes i det foretagende, mener HK.
FOTO: Aage Christensen
1 af 1

De færreste lønmodtagere ved sandsynligvis, at en del af deres pensionsopsparing er investeret i opkøb af aktier i det kontroversielle flyselskab Ryanair.

Det er således tilfældet for titusindvis af HK-medlemmer, der er pensionsforsikret i PFA.

Vores medlemmers pensionsmidler skal kun investeres i firmaer, der anerkender og respekterer retten til kollektive overenskomster.
Simon Tøgern, HK/Privat

Danmarks største kommercielle pensionsselskab oplyser til Arbejderen, at det aktuelt har aktier for 19 millioner kroner i det irske lavprisselskab.

De aktier skal afvikles så hurtigt som muligt, mener Per Tønnesen og Simon Tøgern, sektorformand for henholdsvis HK/Handel og HK/Privat, der rejser kravet på vegne medlemmerne.

– Vores medlemmers pensionsmidler skal kun investeres i firmaer, der anerkender og respekterer retten til kollektive overenskomster, siger Simon Tøgern til Arbejderen.

Aktier for 19 millioner 

Sammenholdt med at PFA forvalter over 500 milliarder kroner, kan aktier for 19 millioner kroner synes som småpenge, men spørgsmålet er principielt, understreger HK/Privats sektorformand.

– Som fagbevægelse må vi insistere på, at de virsomheder, pensionsselskaberne investerer lønmodtagernes penge i, i det mindste sikrer medarbejderne de samme rettigheder som vores medlemmer, siger Simon Tøgern.

HK har gentagne gange anmodet PFA om at droppe investeringerne i Ryanair, som fagbevægelsen sidste år lagde arm med for at få det til at tegne dansk overenskomst.  

HK har også været i dialog med direktionen i PFA, og Simon Tøgern mener ikke, at der findes kommercielle grunde til at ville investere i flyselskabet. Han siger:

– Desværre har PFA stadig aktierne. Nu gentager vi opfordringen til PFA: Træk aktierne ud af Ryanair - jo før jo bedre.

Ifølge PFA's presseafdeling har pensionsselskabet ikke selv opkøbt aktierne i Ryanair. Aktierne er opkøbt af en såkaldt ekstern forvalter. Det kan eksempelvis være en bank, ligesom PFA også kan påtage sig rollen som ekstern forvalter.

De har droppet Ryanair

Da Ryanair konflikten og den offentlige debat om arbejdsforholdene i Ryanair sidste sommer var på sit højeste, valgte tre andre pensionsselskaber at droppe deres investeringer og sælge samtlige aktier.

Først meddelte PensionDanmark og Industriens Pension, at de satte deres aktieposter i flyselskabet til salg. Midt i juni fulgte så ATP, der, ifølge Avisen.dk, indtil da havde indirekte investeringer i Ryanair til en værdi af 25 millioner kroner.

PFA valgte derimod at sætte en undersøgelse i gang og kigge nærmere på, om Ryanair handler i strid med deres principper for ansvarlig investering. Den proces er ifølge Arbejderens oplysninger fortsat i gang.

Den endelige beslutning om, hvad PFA vælger at gøre med Ryanair-aktierne for 19 millioner kroner, bliver taget i et internt udvalg - Responsable Investment Board - når det kan ske "på et oplyst grundlag". Hvornår kan PFA ikke sige.

Danica og Nordea Liv oplyste sidste år, at også de undersøger, om Ryanair handler i strid med deres principper for ansvarlig investering.  

Danica, der samlet jonglerer med cirka 360 milliarder danske kroner, oplyser til Arbejderen, at de fortsat har investeringer i Ryanair. Både Danica selv og et eksternt screeningsbureau er kommet frem til, at Ryanair ikke handler i strid med Danicas principper.

Danskerne indbetaler mellem 12 og 20 procent af deres løn til pension hver måned, hvilket i 2010 udgjorde en formue på 2.398 milliarder kroner (Finans­tilsynet).

 

03. feb. 2016 - 11:35   04. feb. 2016 - 08:41

Pension

noc@arbejderen.dk
PFA

PFA blev dannet i 1917 af en række arbejdsgiverorganisationer.

PFA er i dag Danmarks største kommercielle pensionsselskab med 1,1 million kunder.

Pensionsselskabet forvalter over 500 milliarder kroner.

PFA har en egenkapital på 7,5 milliarder kroner.

Kilde: PFA