13 Dec 2017  

KBH: Spredte skyer, let regn, 1 °C

Direktør for mafia-anklaget firma anholdt

Efter 3F-politianmeldelse

Direktør for mafia-anklaget firma anholdt

Fagforbundet 3F anklagede i september to italienske firmaer, beskæftiget på danske jernebanebyggerier, for mafiavirksomhed. Nu er det ene firmas tekniske direktør varetægtsfængslet i Italien.

I september skrev 3F i en anmeldelse til politiet, at ansatte på metrobyggeriet havde fortalt om mafiavirksomhed på en række offentlige jernbanebyggerier. Her er det fra anlæggelsen af Aarhus Letbane.
FOTO: PN
1 af 1

Det italienske entreprenørfirma New World Construction blev i september sammen med ligeledes italienske Nicofer politianmeldt af 3F. Fagforbundet havde via ansatte på metrobyggeriet fået oplysninger om, at firmaerne var involveret i narkosmugling og havde forbindelser til den italienske mafia.

Jeg har aldrig haft forbindelser til 'Ndrangheta'en.
Vincenzo Giardino, direktør

Begge virksomheder enten har udført eller udfører arbejde på danske jernbanebyggerier. New World Construction på byggeriet af S-togbanen mellem Køge og Åmarken. Nicofer på Letbanen i Aarhus.

Nu er den tekniske direktør i New World Construction Vincenzo Giardino - sammen med fire familiemedlemmer - blevet varetægtsfængslet i Italien, anklaget for åger, hvidvask af penge samt afpresning. Det skriver Weekendavisen.

Afviser bånd til mafiaen

Overfor Weekendavisen afviste nu varetægtsfængslede Vincenzo Giardino i oktober, at New World Construction skulle have nogen forbindelser til den berygtede calabriske mafiaklan 'Ndrangheta.

– Jeg har aldrig haft forbindelser til 'Ndrangheta'en - udover at være calabreser altså, for i dag bliver der jo sat lighedstegn mellem det at være calabreser og medlem af 'Ndrangheta'en, citerer avisen ham for at have sagt.

Skinnelægningsfirmaet har haft mindst 80 ansatte på byggeriet af S-togbanen mellem Køge og Åmarken. Ifølge 3F har virksomhedens ansatte imidlertid også været at finde på opførelsen af Letbanen i Aarhus samt på metrobyggeriet i København. Det bestrides dog af firmaet GCF, som er hovedentreprenør i Aarhus og underentreprenør i København.

Åger, hvidvask og afpresning

Ifølge Weekendavisen er Vincenzo Giardino, hans brødre og to øvrige familiemedlemmer mistænkt for at have udlånt store pengebeløb til økonomisk trængte selvstændigt erhvervsdrivende. Renterne løb i nogle tilfælde op i 1.100 procent om året.

Den ene af de anholdte - Vincenzo Giardinos fætter - Francesco Giardino, befandt sig ifølge Weekendavisens oplysninger i Aarhus tilbage i maj måned i år. Han skulle angiveligt have besigtiget arbejdet med byggeriet af Letbanen.

Dette bekræftes af projektleder hos Letbanens hovedentreprenør GCF Danmark Roberto Rocca. Han forklarer Weekenavisen, at GCF har haft Francesco Giardino ansat på Aarhus Letbane fra 15. februar 2016 til begyndelsen af juni, hvorefter han med Roccas ord "sagde op".

Ingen ved noget

På S-togstrækningen Køge - Åmarken er det M.J. Eriksson, som er hovedentreprenør. De har hyret GCF, som så har hyret New World Construction til at lægge jernebanespor ud.

– Vi har ikke en opfattelse af, at der er foregået noget galt i forbindelse med arbejdet, siger M.J. Erikssons direktør Jørgen Eriksson til Weekendavisen og tilføjer, at han ikke har været klar over, hvem GCF satte til at lægge skinnerne.

Kommunikationschef på Aarhus Letbane Jens Velling siger ifølge Weekendavisen, at man fortsat ser med stor alvor på beskyldningerne:

– For at sikre, at reglerne bliver overholdt, har vi nu ad tre omgange bedt vores revisionsfirma om at undersøge lønforhold og pengestrømmene ud til medarbejderne.

Politiet på bar bund

Københavns Politi har ikke kunnet dokumentere noget, men undersøgelserne er stadig i gang, og man er i kontakt med de italienske myndigheder:

– Får vi oplysninger om, at den italienske mafia er til stede i København, og at den udøver kriminalitet, går vi ind i sagen, siger vicepolitiinspektør Torsten Svarrer til Weekendavisen.

Østjyllands Politi konstaterer, at der "i forbindelse med de tidligere undersøgelser" ikke er "blevet påvist nogen sammenhæng med den påståede hvidvaskning".

13. dec. 2016 - 05:44   13. dec. 2016 - 05:50

Arbejdsmarked

as@arbejderen.dk
Mafia i Danmark?

21. september 2016 sendte 3F's byggegruppe en anmeldelse til politiet. Fagforbundet havde nemlig fået mistanke om, at der foregik organiseret narkokriminalitet på metrobyggeriet i København og anlæggelsen af Letbanen i Aarhus.

Politiet i Aarhus har lukket efterforskningen af sagen.

3F's politianmeldelse kan læses her