20 Oct 2017  

KBH: Overskyet, dis, 12 °C

Det vil et nej til OK17 betyde

Guide til en storkonflikt

Det vil et nej til OK17 betyde

Debatten om forligsmandens mæglingsskitse bølger frem og tilbage imellem ja- og nej-sigere. Men hvad vil der egentlig ske, hvis et flertal vælger at forkaste overenskomsten?

FOTO: AS
1 af 1

Torsdag ved middagstid ved vi, om resultaterne af forårets overenskomstforhandlinger på det private arbejdsmarked er blevet godkendt eller forkastet af 600.000 privatansatte fagforeningsmedlemmer. Siger et flertal nej, vil Danmark tirsdag den 25. april vågne op til den første storkonflikt i 19 år.

Siger et flertal nej, vil Danmark tirsdag den 25. april vågne op til den første storkonflikt i 19 år.

Ikke siden 1998 har et flertal af privatansatte arbejdere nemlig forkastet en overenskomst og dermed kastet hele det private arbejdsmarked ud i en storkonflikt.

Det står derfor af åbenlyse årsager ikke lysende klart for alle voksne danskere anno 2017, hvad et nej til mæglingsskitsen rent faktisk vil betyde.

Er man eksempelvis 30 år gammel i dag, var man blot en pode på 11 år, da danskerne i 1998 panisk hamstrede gær og toiletpapir, imens bilerne kørte på benzindampe, fordi tankstationerne stod tømt for brændstof.

27. april 1998

Storkonflikten i 1998 starter, da 55,8 procent af fagbevægelsens medlemmer siger nej til den mæglingsskitse, som forligsmanden har lagt frem. Hele 47,1 procent af medlemmerne har stemt.

27. april, præcis en uge efter at afstemningsresultatet ligger klar, går storkonflikten i gang, og alle overenskomstdækkede privatansatte danskere nedlægger arbejdet.

I konfliktens første dage lykkes det medierne at piske en stemning af massehysteri og massehamstring op blandt danskerne, som begynder at tømme butikkerne for varer. Et af de mere kuriøse indslag er, at en del butikker udgår for bagegær.

Arbejdernes utilfredshed med mæglingsskitsen skyldes først og fremmest arbejdsgivernes totale afvisning af at indføre en sjette ferieuge i overenskomsten.

Arbejdsgiverne vil højst strække sig til at give fri juleaften, og den første storkonflikt siden påskestrejkerne i 1985 står på i 11 dage. Konflikten stopper først, da regeringen 6. maj griber ind med en lov, der ligger tæt op ad det, arbejdsmarkedets topforhandlere er blevet enige om - men som altså er blevet nedstemt af fagbevægelsens medlemmer ved urafstemningerne.

Indgrebet holder sig nøje inden for den økonomiske ramme, der i forvejen ligger i det forkastede mæglingsforslag, og forringer oven i købet mæglingsforslaget for mange medlemmers vedkommende.

Forringelsen består i, at en del af den aftalte pensionsforbedring bliver konverteret til omsorgsdage, som kun en begrænset del af medlemmerne får glæde af.

Selvom arbejderne ikke direkte får kæmpet sig til den sjette ferieuge, betyder konfliktens skygge, at arbejdsgiverne ved de efterfølgende overenskomstforhandlingerne i 2000 ikke én gang til tør nægte fagbevægelsens medlemmer deres hovedkrav. Den sjette ferieuge bliver skrevet ind i overenskomsterne.

Aktiv konflikt

Mens nogle fagforeningsafdelinger blot sender de strejkende medlemmer hjem på sofaen, arbejder andre dele af fagbevægelsen for at få så aktiv en konflikt som overhovedet muligt. Det vil ikke mindst gælde de afdelinger, som har arbejdet aktivt for at få et nej til overenskomsterne.

Traditionelt plejer der at udvikle sig en række aktioner og blokader vendt mod de firmaer, som ikke har overenskomst, og dermed kan fortsætte arbejdet. Ligesom der arbejdes med at synliggøre de strejkende i bybilledet og skabe opbakning i befolkningen.

Om vi om mindre end en uge kommer til at stå i samme situation, ved vi først torsdag. Bliver det et ja, og storkonflikten er afværget, er det dog ikke sikkert at resultatet afspejler medlemmernes ønsker. De såkaldte sammenkædningsregler betyder nemlig, at et nej ikke nødvendigvis betyder nej. Den samlede stemmeprocent skal nemlig op over 40 procent, for at et almindeligt nej-flertal vil være gældende.

19. apr. 2017 - 07:30   19. apr. 2017 - 07:40

Storkonflikt

as@arbejderen.dk
Tidslinje: Storkonflikter på LO/DA-området 1933-1998
  • 1933

Indgreb: Der indføres forbud mod arbejdsstandsninger og indføres 1-årig forlængelse af alle overenskomster ved lov. Arbejdsgiverne er imod (Kanslergadeforliget).

  • 1936

Indgreb: 5 ugers lockout standset af ad hoc-nedsat tvungen voldgift. Reelt gennemføres mæglingsforslaget som er godkendt af arbejderne og forkastet af arbejdsgiverne.

  • 1937

Indgreb: Mæglingsforslag ophøjet til lov efter godkendelse af arbejderne og forkastelse af arbejdsgiverne.

  • 1940-45

Permanent tvungen voldgift, der afgør alle stridsspørgsmål mellem arbejdere og arbejdsgivere under den tyske besættelse.

  • 1946

Indgreb: Der opnås forlig på de fleste områder, men 30.000 arbejdsmænd under DAF går i strejke. Konflikten standses efter 4 uger, da Rigsdagen ophøjer et mæglingsforslag til lov, som er godkendt af arbejdsmændene men forkastet af arbejdsgiverne.

  • 1956

Indgreb: Storkonflikt standses af Folketinget, der ophøjer mæglingsforslaget til lov. Forslaget er forkastet af arbejderne, men godkendt af arbejdsgiverne.

  • 1961

Indgreb: Forhandlingsregler med gruppedeling fører til vedtagelse af mæglingsforslag i 6 ud af 8 grupper. Arbejderne i jernindustrien og på transportområdet stemmer imod. Konflikten stoppes efter 2 uger i jernindustrien, hvor et nyt mæglingsforslag vedtages. Først på dette tidspunkt lykkes det at få formuleret et justeret mæglingsforslag på transportområdet, der lægger 10 øre ekstra på timelønnen. Forslaget vedtages af arbejderne, men forkastes af arbejdsgiverne. Efter godt 5 uger sluttes herefter forhandlingsforløbet med et politisk indgreb, der ophøjer mæglingsforslaget til lov.

  • 1963

Indgreb: Forligsmanden forlænger de gældende overenskomster med 2 år ved lov, efter at forligsmanden har opgivet mægling. Dog indføjes tillæg til lavtlønnede og ATP indføres. Indgrebet sker på baggrund af underhåndsforståelse med fagbevægelsen.

  • 1973

Forlig: Der kan ikke kan fremsættes mæglingsforslag og derfor startes en storkonflikt. Efter to uger lykkes det med statsministerens aktive medvirken at få skabt grundlaget for et forlig, der dermed standser konflikten.

  • 1975

Indgreb: Mæglingsskitsen ophøjes til lov. Både LO og DA har modsat sig fremsættelse af et mæglingsforslag.

  • 1977

Indgreb: Mæglingsforslag ophøjet til lov. LO har sagt ja og DA nej, men lovindgrebet kan vedtages med bredt flertal da De Konservative stemmer for.

  • 1979

Indgreb: Folketinget forlænger ved lov de gældende overenskomster i 2 år med visse justeringer, da forligsmanden må opgive mægling. Det sker i forståelse med fagbevægelsen efter længere forberedelser og imod arbejdsgivernes protester. Indgrebet gennemføres af SV-regeringen imod De Konservatives stemmer.

  • 1981

Forlig: Der indgås forlig på den altovervejende del af LO/DA-området, men da der efter 1970’ernes krise føres direkte forhandlinger mellem overenskomstparterne uden den sædvanlige fuldstændige sammenkædning via Forligsinstitutionen kommer der en længere konflikt på typografområdet, der får lov til at løbe. Det samme gjaldt en kortvarig slagterikonflikt på landbrugsområdet.

  • 1985

Indgreb: Den 24. marts bryder en storkonflikt ud, da det viser sig umuligt at fremsætte mæglingsforslag, men inden en uge er gået har den borgerlige regering ved lov den 30.marts standset konflikten. Regeringen vælger at formulere sin egen snævre indkomstpolitiske løsning, selv om der foreligger ”udkast til en skitse til et mæglingsforslag”, som LO underhånden har accepteret og DA afvist. Indgrebet gælder hele det private arbejdsmarked såvel som den offentlige sektor. Regeringen forlænger de eksisterende overenskomster med to år, men dog med mulighed for lønstigninger i perioden inden for en ramme på 2 procent det første år og 1½ procent det andet år. Derudover nedsættes arbejdstiden fra 40 til 39 timer. Den endelige fordeling af en del af resultatet bliver overladt til overenskomstparterne selv gennem nedsættelse af partiske nævn. Kunne parterne ikke enes blev fordelingen afgjort af en opmand. Indgrebet gav anledning til voldsomme protestmanifestationer, der først ebbede ud efter en uges tid. Det viste sig umuligt at holde den snævre lønramme, da regeringen ikke var parat til ved lov at stoppe lønforhandlingsmulighederne i virksomhederne på minimallønsområdet.

  • 1998

Indgreb: Efter en lang og besværlig forhandlingsrunde præget af politisk indblanding og en hård arbejdsgiverlinie opnås der først i slutningen af marts de nødvendige forlig, der kan danne basis for et mæglingsforslag. Da forslaget ikke opfylder forventninger om et afgørende skridt i retning af den 6. ferieuge, bliver det stemt ned, og en storkonflikt bryder ud den 27. april. Under konflikten forsøger LO og DA at finde en løsning ved at skære i den aftalte pensionsudbygning i forligene til fordel for mere frihed. Da der stadig er lange udsigter til et forlig beslutter regeringen at gribe ind. Udgangspunktet er de indgåede forlig og mæglingsforslaget og den ombytning af pension og frihed, der ligger i forhandlingerne mellem hovedorganisationerne. I Folketingets indgreb – der vedtages den 7. maj efter 10 dages konflikt – lettes arbejdsgivernes "byrder" gennem fjernelse af den netop indførte sygeskat. Til gengæld lægger man et par ekstra omsorgsdage oveni til arbejderne. Ved den næste overenskomstforhandling i 2000 får arbejderne den 6. ferieuge som udløste konflikten i 1998.

Kilde: FAOS