28 Jul 2017  

KBH: Spredte skyer, 13 °C

Byggefag i Aarhus vil stoppe social dumping

Demonstration mod byggefirma

Byggefag i Aarhus vil stoppe social dumping

Den danske ejer bag firmaet BYG BYG BYG ApS har siden 2009 nægtet at tegne overenskomst med 3F. Nu sætter fagforeningen hårdt mod hårdt og kalder til demonstration på tirsdag. Tag fanerne med, lyder opfordringen.

Arkivfoto: De aarhusianske byggefagforeninger vil ikke acceptere, at der bliver bygget af firmaer uden overenskomst.
FOTO: PN
Arkivfoto: De aarhusianske byggefagforeninger vil ikke acceptere, at der bliver bygget af firmaer uden overenskomst.
FOTO: PN

Nu har vi fået nok. Det skal have en ende.

Formand for Byggefagenes Samvirke Århus Claus Salomon Ørskou, er klar i spyttet, da han forklarer for Arbejderen, hvorfor han opfordrer folk til at møde op og medbringe faner til demonstration ved byggepladsen Rolfsgade 1 i Viby på tirsdag:

Vi har tre firmaer, der er omfattet af konflikt, og to firmaer anmeldt for ikke at være tilmeldt RUT-registret. Det er jo social dumping af værste skuffe.
Claus Salomon Ørskou, 3F TLB

– Søren Skifter, der ejer BYG BYG BYG, har siden 2009 nægtet at tegne overenskomst med os. Han benytter typisk en konstruktion, hvor han selv er hovedentreprenør og hyrer så de to polske firmaer Marema og Danske Project, hvor aflønningen - så vidt vi har erfaret - ligger omkring 70 kroner i timen. Indbetaling af arbejdsmarkedspension og søgnehelligdagsbetaling er ikke-eksisterende.

Claus Salomon Ørskou arbejder til daglig i 3F aarhus Transport, Logistik og Byg og her er sagsakterne om Søren Skifter omfattende. Søren Skifter er ikke medlem af Dansk Byggeri. Hans firma er omfattet af sympatikonflikt, hvilket betyder, at ingen LO-forbund må arbejde eller levere service på de pladser, hvor han er. Maciej Brylewski og Piotr Brylewski, der står bag Marema og Danske Project, og som Søren Skifter gerne samarbejder med befinder sig også på pladsen i Viby. Deres firmaer er ikke tilmeldt det såkaldte RUT-register, som de skal, og også de nægter at tegne overenskomst med 3F.

Under radaren

– Så nu har vi altså tre firmaer, der er omfattet af konflikt. Og to firmaer anmeldt for ikke at være tilmeldt RUT-registret. Det er jo social dumping af værste skuffe, konstaterer den aarhusianske fagforeningsmand. 

Forklaringen på, at en arbejdsgiver i så mange år kan slippe under radaren lyder på, at BYG BYG BYG har mange små opgaver af kort tids varighed. Firmaet er derfor svært at spotte. Når det er lykkedes denne gang hænger det sammen med, at arbejdet på villaen i Viby løber over flere måneder.

Nu er firmaer, der leverer varer til pladsen i Viby, kontaktet, og der er stoppet for afhentning af affald, så konlfikten kan blive så mærkbar som mulig. 

– Nu følger vi den her til dørs, fastslår Claus Salomon Ørskou. 

Han håber, at de igangværende overenskomstforhandlinger på byggeområdet resulterer i, at fagforeningerne får noget hjælp til at komme den sociale dumping til livs. 

OK-forhandlingerne

Ifølge Arbejderens oplysninger er der imidlertid intet, der tyder på, at arbejdsgiverne er parate til at give indrømmelser på den konto. Kravene om kædeansvar, hvervgiveransvar eller 3-parts forpligtigelse preller tilsyneladende af på Dansk Byggeri og Tekniq som vand på en gås.

– Med de værktøjer i hånden ville vi ellers kunne stile Søren Skifter og bygherren til ansvar for underbetalt og manglende overholdelse af overenskomsterne, mener Claus Salomon Ørskou.

Demonstrationen tirsdag den 7. marts starter klokken 7:30 og er sat til at slutte ved 11 tiden.

03. mar. 2017 - 12:01   07. mar. 2017 - 08:25

Social dumping

noc@arbejderen.dk