21 Jul 2017  

KBH: Spredte skyer, 16 °C

3F'ere kræver værn mod dumping på forhandlingsbordet

Opvarmning til OK 2017

3F'ere kræver værn mod dumping på forhandlingsbordet

3F Aalborgs Industrigruppe og ungdomsudvalg opfordrer medlemmerne til at møde op og kræve værn mod social dumping, når topforhandlerne i CO-industri den 21. november kommer til Aalborg på overenskomstturné.

Kampen mod social dumping er et fælles problem, mener 3F Aalborg, der opfordrer medlemmerne til at møde massivt op og støtte industrifolkene, når de skal mødes med CO-industris forhandlere den 21. november
FOTO: Andrea Sigaard
1 af 1

Som optakt til overenskomstforhandlingerne 2017 er Claus Jensen og Mads Andersen - de to topforhandlerne fra forhandlingsfællesskabet CO-industri - på landsturné for at høre medlemmernes krav til de nye overenskomster.

Lad os vise CO-industri, at i Aalborg står vi sammen i kampen mod social dumping.
Emil Olsen, 3F Ungdom

Den 21. november kommer turnéen til Aalborg, og 3F Aalborgs Industrigruppe og 3F Aalborgs Ungdomsudvalg opfordrer medlemmerne til at møde op og vise forhandlerne, at der er brug for at stå sammen på tværs af fag og brancher i kampen mod social dumping.

– Overenskomstforhandlingerne står for døren, og skal vi lykkes at komme igennem med en seriøs indsats mod social dumping, som vi mener er udbredt på hele arbejdsmarkedet, så skal både arbejdsgivere, men også vores egne forhandlere, råbes op, siger Emil Olsen, der er formand for 3F Ungdom på landsplan og ungdommen i 3F Aalborg.

Fra den virkelige verden

Han suppleres af Benny Vinther Jensen, der er formand for den aalborgensiske industrigruppe.

– Desværre vil Claus Jensen ikke se i øjnene, at også industriarbejdspladserne har problemer med dumping. Og det handler ikke alene om vikarerne. Nogle af vores tillidsfolk fortæller om stadig flere enkeltmandsfirmaer på arbejdspladserne, og så er der eksemplerne med entrepriseaftaler, som lægger pres på overenskomsterne, siger Benny Vinther Jensen til Arbejderen.

De lokale eksempler på social dumping i praksis har gruppeformanden tænkt sig at tage med til mødet med industri-forhandlerne.

Dumping er et fælles problem

Emil Olsen glæder sig over, at industrifolkene i Aalborg ser dumping som et problem, og han håber derfor, at der møder mange medlemmer op også fra de andre branchegrupper i den lokale 3F-afdeling, når CO-industri kommer forbi Aalborg.

– Der er al mulig grund til at bakke vores folk på industriområdet op. Det gør vi ved at møde op og vise CO-industri, at i Aalborg står vi sammen i kampen mod social dumping. Så kan vi samtidig give vores industrifolk et klap på skulderen på vej ind til mødet, hvor de helt sikkert vil løfte temaet om social dumping, siger Emil Olsen.

08. nov. 2016 - 09:52   04. apr. 2017 - 15:25

OK 2017

noc@arbejderen.dk
CO-industris optaktsmøder

CO-industris formand Claus Jensen og næstformand Mads Andersen inviterer til debat med medlemmerne om overenskomstforhandlingerne 2017.

Plan for optaktsmøderne:

Slagelse - 31. oktober

Odense - 3. november

Aarhus - 7. november

Rødekro - 8 november

Rønne - 17. november

Aalborg - 21. november

Holstebro - 22. november

København - 24. november

CO-industris medlemsforbund

Følgende ni fagforbund er med i forhandlingsfællesskabet CO-industri, der pr. 1.5. 2016 havde ialt 229.326 medlemmer:

3F: 98.500 medlemmer

Dansk Metal: 85.050 medlemmer

HK/Privat: 30.115 medlemmer

Teknisk Landsforbund: 7.310 medlemmer

Dansk El-Forbund: 6.985 medlemmer

Blik- og Rørarbejderforbundet: 600 medlemmer

Dansk Jernbaneforbund: 415 medlemmer

Serviceforbundet: 250 medlemmer

Malerforbundet i Danmark: 101 medlemmer