18 Jan 2017  

KBH: Overskyet, dis, 1 °C

300 i demonstration på Aarhus havn

I kamp imod social dumping

300 i demonstration på Aarhus havn

Havnearbejdere fra en række europæiske lande demonstrederede fredag foran rederiet Unifeeders kontor på Aarhus havn. Demonstranterne mener, at firmaet dumper havnearbejdernes løn.

Fører et møde med Unifeeder i januar 2017 ikke til noget, er havnearbejderne klar til at rykke ud igen.
FOTO: Michael Klodos
1 af 1

Omkring 300 havnearbejdere fra blandt andet Portugal, Frankrig, Polen, Norge, Sverige, Danmark og Tyskland demonstrerede fredag foran rederiet Unifeeder i Aarhus.

Selvom du ikke ejer den bil, du kører, så skal du jo stadig overholde færdselsreglerne.
Brian Majland, 3F

Havnearbejderne er trætte af, at firmaet sætter besætningerne på de skibe, der transporterer godset, til at laste og losse - en arbejdsopgave som ellers skal udføres af havnearbejdere.

– Det handler om, at man vil bruge udenlandske søfolk til at udføre vores arbejde, og det betyder ofte social dumping, da det er de færreste søfolk, som får den samme løn for arbejdet, som vi får, siger formand for Havnearbejdernes Landsklub Brian Majland til Arbejderen.

Han betegner demonstrationen som en succes:

– Jeg er fornøjet ved det. Det er jeg. Det handler jo ikke så meget om, hvor mange vi var, som om hvor mange vi repræsenterede, og der synes jeg da, at det er flot, at folk har taget hele vejen fra Portugal for at vise, at vi altså står sammen om denne her kamp.

Håber på dialog

Brian Majland håber nu på, at demonstrationen har fået Unifeeder til at indlede en konstruktiv dialog med havnearbejdernes og søfolkenes internationale fagforbund ITF om at ændre praksis, når godset skal på og af skibene.

Ifølge Unifeeder er der allerede aftalt et møde med ITF den 16. januar 2017. Det på trods af, at Unifeeder mener, at demonstrationen er rettet imod den forkerte. Rederiet er nemlig ikke arbejdsgiver og ejer ikke nogen skibe selv, men chartrer blot. Det er dog ingen undskyldning, mener Brian Majland.

– Det argument holder ikke. Selvom du ikke ejer den bil, du kører, så skal du jo stadig overholde færdselsreglerne. På samme måde skal Unifeeder stadig overholde indgåede aftaler og love, selvom de ikke ejer de fartøjer, de fragter gods med.

Havnearbejdernes landsformand henviser til, at Unifeeders praksis strider imod både havnearbejdernes og søfolkenes overenskomst. Dertil kommer, at det er helt almindelig kutyme hos alle store rederier, at havnearbejderne står for at laste og losse.

– De store aktører på det her marked som Mærsk og MSC bruger havnearbejdere til fastsurring, og de synes da også, at det er mærkeligt, at de skal overholde aftalerne, når Unifeeder kan slippe afsted med at få udenlandske søfolk til at gøre vores arbejde, siger Brian Majland.

Rederiforening undrer sig 

Unifeeder bakkes dog op af deres arbejdsgiverorganisation Danmarks Rederiforening:

– Det virker mærkeligt, at det blandt andet er ITF, der har demonstreret foran Unifeeder, når de samtidig har indgået overenskomst med skibenes ejere. Hvis det er opfattelsen hos 3F, ETF og ITF, at de internationale overenskomster ikke bliver efterlevet, så må det undre, at dette ikke er påtalt af fagforeningerne via de sædvanlige arbejdsretlige instanser, siger direktør i Danmarks Rederiforening Anne Windfeldt Trolle.

Fører mødet i januar og dialogen med Unifeeder ikke til noget, vil Brian Majland ikke udelukke, at havnearbejderne vil demonstrere igen.

– Jeg kan mærke på gutterne, at de ikke har mistet gejsten. Det handler jo også om, at søfolkene ikke ønsker de her arbejdsopgaver. De tør bare ikke sige fra af frygt for at blive sat i land, forklarer han.

05. dec. 2016 - 12:58   05. dec. 2016 - 14:28

Arbejdskamp

as@arbejderen.dk