21 Oct 2017  

KBH: Spredte skyer, dis, 12 °C

Klimaet behøver en kulturrevolution – og det starter hos os selv

Blogs

Thomas Meinert Larsen
lektor og talsperson for Klimabevægelsen
Klimabevægelsen er en partipolitisk uafhængig bevægelse

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Torsdag, 21. september, 2017, 10:32:51

Klimaet behøver en kulturrevolution – og det starter hos os selv

Vi og vores børn er de første generationer, der oplever klimaforandringerne, og de sidste, der kan gøre noget ved dem. Det er endnu ikke for sent, men det kræver en kulturrevolution.

Vi har fået det at vide længe, men vi bliver til stadighed mindet om det, for det vil ikke gå væk. Forskerne fortæller os, at klimaet er under hastig forandring på grund af os mennesker. 

Vi skal handle i tiltro til, at teknologien kan hjælpe os på vej, men vi bør ikke være naive og tro, at teknologien alene vil klare det for os. 

Vi er overraskende hurtigt blevet bevidste om, at klimaforandringer ikke er noget, som måske kommer engang i fremtiden, men at det allerede er her. Årene 2014, 2015 og 2016 blev alle rekordvarme år for kloden, og udsigten lover endnu varmere vejr. 

Ekstreme vejrfænomener

Klimaforandringerne kommer tættere og tættere på, når de ekstreme vejrfænomener brutalt rammer tilfældige mennesker rundt omkring i verden. Senest har vi oplevet historisk kraftige orkaner som Harvey og Irma, som har ramt det Caribiske område og USA.

Vi får fortalt, at kloden med næsten usvigelig sikkerhed har kurs mod to, tre eller måske fire graders global opvarmning, hvilket måske vil sende tsunamier af klimaflygtninge på flugt, måske endda os selv.

Alligevel synes vores hverdag næsten upåvirkede af denne gryende erkendelse, og de fleste af os gør kun få anstrengelser for reelt at leve mere klimavenligt. For hvad skal det nytte?

Det har jo kun en forsvindende lille betydning, hvis jeg som enkeltperson holder op med at flyve til Thailand, starter med at spise vegetarisk en gang om ugen eller tager cyklen i stedet for bilen. Skulle vi ikke blot vente på at der kommer et teknologisk fix og redder os? Eller skulle vi ikke hellere starte med at få de langt mere indflydelsesrige politikere, medier og storkapitalen til at gå i en grønnere retning?

Svaret er både ja og nej. Vi skal handle i tiltro til, at teknologien kan hjælpe os på vej, men vi bør ikke være naive og tro, at teknologien alene vil klare det for os.

Kulturændring

Erfaringen viser os, at det vil være alt for risikabelt og naivt. Og naturligvis skal politikerne handle, men vi har også et stort personligt ansvar for at få ændret vores eget liv og for at få ændret vores fælles klimaskadelige kultur, således at vi i fællesskab kan gå i en grønnere retning.

Og denne kulturændring starter med os selv, og så skal politikerne nok følge efter. Som forældre skal vi turde fortælle vores børn, at der ikke vil være nogen fremtid for dem og deres børn, hvis vi ikke begynder at ændre vores levevis.

Vi skal forklare vores børn at forurening er skadeligt og forkert. Vi skal fortælle dem, at de ikke kan få kød hver dag eller sidde i et flysæde flere gange om året. Vi skal selv være rollemodeller, både ved at vi ikke blot taler om, men rent faktisk selv agerer mere klimavenligt, men også ved at rose andre personer som agerer klimavenligt.

Og vi skal øve os i at dele ud af vores erfaringer, i takt med at vi høster dem. Vi og vores børn er de første generationer, der oplever klimaforandringerne, og de sidste, der kan gøre noget ved dem. Det er endnu ikke for sent, men det kræver en kulturrevolution. Og det vil tage tid at ændre, men det starter hos os selv. Det skylder vi os selv og vores børn.

Nyeste: Idekamp

20. okt. 2017 - 08:40
20. okt. 2017 - 08:36
20. okt. 2017 - 08:16
20. okt. 2017 - 08:08
19. okt. 2017 - 08:48