25 Jun 2018  

KBH: Ingen skyer af betydning, 22 °C

Velgørenhed: Et plaster på et åbent benbrud

Blogs

Signe Thydal
Forkvinde i Afrika Kontakt
Interesse for organiseringen bag en effektiv systemkritik. Har i mange år beskæftiget sig med social og politisk mobilisering.

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Onsdag, 21. februar, 2018, 15:44:23

Velgørenhed: Et plaster på et åbent benbrud

Når der altså tages højde for den systematiske udplyndring af Afrikas mennesker og miljø, fremstår vores individuelle velgørenhed såvel som udviklingsbistanden i sin helhed mest som et plaster på et åbent benbrud.

“Vi er 15-minutter inde i Danmarks Indsamlingen, og kvalmen står allerede højt i halsen.”TV-værten Anders Lund Madsen skabte en del debat med sine udmeldinger under den nyligt afholdte indsamling. Her stod politikere på tværs af det politiske spektrum hånd i hånd med erhvervslivet og de store nød- og udviklingsorganisationer for at bejle til familien Danmark om at gribe til lommen for at redde fattige børn i Afrika.

Den typiske fortælling om et fattigt Afrika, der kan reddes med vores almisser, skjuler de reelle årsager til fattigdom.

Madsen væmmedes over selvfedmen i udsendelsen og argumenterede, at “nødhjælp er noget, man giver for sin egen skyld. Ikke for de fattiges.” Selvfedmen var der ganske rigtigt masser af, men Madsens kritik og den debat, der udspillede sig på Twitter efterfølgende, overså et meget væsentligere argument om velgørenhed:

Nemlig den massive plyndring af udviklingslandene, som er med til at dræne ressourcerne særligt i landene syd for Sahara på det afrikanske kontinent.

Et væld af nylige rapporter har vist, at når denne plyndring indregnes, er det faktisk de “fattige” afrikanske lande, som er med til at skabe profit for aktører med base i den rige del af verden og de såkaldte BRIKS-lande.

Hvem udvikler hvem?

Afrika Kontakts søsterorganisation Global Justice dokumenterede i en rapport fra sidste år, hvordan landene syd for Sahara årligt fungerer som net-kreditor til resten af verden for 252 milliarder danske kroner. Rapporten kigger på de pengestrømme, der kommer ind og ud af kontinentet.

Der kommer selvfølgelig en masse penge ind, herunder private investeringer, overførsler fra migrantarbejdere, lån og bistand – dette vurderer rapporten til cirka 966 milliarder danske kroner. Problemet er bare, at der samtidigt trækkes 1.218 milliarder ud i form af blandt andet multinationale selskabers skatteunddragelse, afbetaling på gæld og ulovligt fiskeri og træfældning.

Men en spritny rapport fra Verdensbanken viser, at selv de kolossale tal måske ikke dækker over det samlede tyveri, der foregår. Rapporten kigger på nationers velstand, men i stedet for det almindelige bruttonationalprodukt introducerer rapporten et udvidet regnskabsbegreb, der forsøger at tage højde for de miljømæssige konsekvenser, som vores nuværende produktions- og forbrugsmønstre har.

Med denne regnskabsmetode dokumenteres det, hvordan en lang række afrikanske lande har haft massive tab af velstand i perioden 1990-2015, selvom de efter konventionelle metoder måske har oplevet vækst i bruttonational produkt.

Ifølge Patrick Bond, en sydafrikansk politisk økonom, der har nærstuderet den 255-sider lange rapport, skal man med dette mere retvisende begreb årligt lægge yderligere 600 milliarder til de 252 milliarder kroner i tab, som følge af den systematiske udplyndring af naturen, for eksempel i form af massiv minedrift til eksport, i de afrikanske lande.

Fattigdomsbekæmpelse kræver politisk forandring

Når der altså tages højde for den systematiske udplyndring af Afrikas mennesker og miljø, fremstår vores individuelle velgørenhed såvel som udviklingsbistanden i sin helhed mest som et plaster på et åbent benbrud.

Den typiske fortælling om et fattigt Afrika, der kan reddes med vores almisser, skjuler de reelle årsager til fattigdom og opretholder den nærmest koloniale fortælling om afrikanske befolkningsslag som hjælpeløse.

Fattigdomsbekæmpelse handler ikke bare om at sikre folk et par kroner ekstra at leve for. Det er et spørgsmål om at fordele kontrollen over de ressourcer, der er nødvendige for, at mennesker selv kan sikre sig et ordentligt liv med adgang til mad, vand, husly, sundhedsvæsen med videre. Det vil kræve politisk forandring og det kan kun opnås gennem lange seje kampe – ikke et årligt DR-event!

Nyeste: Udland

Nyeste: Arbejde & Kapital

Nyeste: Idekamp

Nyeste: Kultur