15 Dec 2017  

KBH: Spredte skyer, 2 °C

Magt til borgerne og kommunerne

Blogs

Peter Schultz Jørgensen
Byplanlægger og forfatter
Har blandt andet skrevet bogen New York & kampen for byen samt artikelserien "Byen som politisk platform" i Arbejderen.
Blogindlæg af Peter Schultz Jørgensen
søn. 21. maj - 2017
søn. 30. apr - 2017
søn. 09. apr - 2017
søn. 19. mar - 2017

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Søndag, 15. januar, 2017, 04:55:49

Magt til borgerne og kommunerne

I januar for 10 år siden blev 271 kommuner til 98, og 14 amter blev til fem regioner. Enhederne blev større.

I 1949 var der 500 kommuner uden nogen ansatte til administration. I 1960'erne havde hver tredje sognekommune ikke et lokale til administrationen. I stedet holdt de ansatte til, hvor der var plads i kommunens institutioner. Ved reformen i 1970 blev 1388 kommuner til 275 og 25 amter til 14.

Strukturreform 2007 kunne have være anledningen til en omfattende diskussion.

I de nye større kommuner blev der opbygget administrationer med fagforvaltninger og chefer. I 1950 var 8 procent af landets arbejdsstyrke offentligt ansat. I 1970 var det 22 procent. Siden 1989 har niveauet stort set været på 33 procent. Kompromisset om velfærdsstaten betød, at vi fik mere samfund.

Men fik vi mere demokrati? Strukturreform 2007 kunne have været anledningen til en omfattende diskussion:

For det første om en udvidelse af kommunernes magt over eget territorium. Det er i særlig grad relevant i en global økonomi, hvor kapital er samlet på få hænder. Med kapital følger magt. Hvad der foregår inden for kommunegrænsen er i stigende grad underlagt beslutninger i dette regi. Burde kommunerne ikke have magt til at opkøbe den jord, de vil, og bygge boliger, fremme kooperative virksomheder, selv afgøre, hvordan arbejder skal udbydes, samt beslutte at sætte skatten op (som progressiv skat eller bæredygtig skat) for at kunne lave flere fælles goder, som borgerne ønsker.

Men nej. Kommunernes reelle demokratiske magt er udtyndet mellem stat og kapital. Staten centraliserede beslutninger, mens ansvar for udførelse decentraliseres til kommunerne, der så selv må holde hus med pengene.

For det andet om en udvidelse af borgernes muligheder for at deltage i de demokratiske processer. Det vil sige et skift fra et formelt stemmedemokrati til også at være et deltagerdemokrati. Statens tildeling af mere magt til for eksempel Københavns Kommune kunne Borgerrepræsentationen følge op med at fordele magt til kvarterråd. Her kunne borgernes behov, viden og skaberglæde bringes i spil. Her ville der nok blive lavet andre løsninger og prioriteringer ud fra kvarterernes særlige vilkår, muligheder og behov. En kvarterbaseret organisering af kommunens aktiviteter, forvaltninger og myndigheder kunne være mere smidig og følsom over for kvarterets særlige vilkår og udnyttelsen af de kommunale ressourcer.

For aktive borgere, bevægelser, foreninger og politiske organisationer kunne det være fora, hvor hverdagens udfordringer mødes med samfundets store principielle spørgsmål. Det er i kvartererne, at byen og samfundet er konkret. Fra kvartererne kunne forslag og krav til ændringer løbende blive skubbet ind i Borgerrepræsentationen eller ind i det nationale parlament.

Men nej. Borgerne er blevet viklet ind i stabler af love og cirkulærer fra centraladministrationen og EU. Og selv om mange politikere er begyndt at tale negativt om New Public Management, så er der aldrig registreret, målt og rammestyret så meget som nu. Set fra Slotsholmen er kommunerne konkurrencestatens legioner.

Nyeste blogindlæg

Nyeste: Arbejde & Kapital

Nyeste: Idekamp

14. dec. 2017 - 08:15
13. dec. 2017 - 08:32
12. dec. 2017 - 08:31
08. dec. 2017 - 08:37