29 Apr 2017  

KBH: Spredte skyer, 5 °C

Charlie Hebdo og demokratiets karikaturer

Blogs

Peter Kofod
Skribent med speciale i retssikkerhed på nettet
Kommentator, musiker og skribent. Tidligere Human Shield i Irak og dansk kontakt til den verdenskendte whistleblower Edward Snowden. Blogger om overvågning, whistleblowere og aktivisme på internettet.
Blogindlæg af Peter Kofod

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Torsdag, 15. januar, 2015, 22:48:29

Charlie Hebdo og demokratiets karikaturer

Det virkelige skel mellem "os" og "dem" går ikke mellem Øst og Vest. Det går mellem de, der truer vores frihed, og de, der ikke gør. Herhjemme får vi i disse dage en mulighed for at bekende kulør.

Modsætninger mødes, siges det.

Nogle gange fører sådanne møder mellem modsætninger til smukke ting, andre gange til besværlige, upraktiske misforståelser eller det der er værre. Der kan også ske det, at modsætningerne holder helt op med at være modsætninger; omfavner hinanden permanent og lader sig smelte sammen til en helhed.

Automatsvar skyder hurtigere end automatgeværerer, på begge sider af dødedansen.

Det kunne handle om kærlighed og sex, om musikgenrer der fusionerer, om politiske grupperinger – eller om hvad der sker i verden omkring os lige nu: Om døde satiretegnere, endeløs krig, og om hårdt tilkæmpede rettigheder, der karikeres til ukendelighed, hurtigere end en politiker kan løbe fra sine valgløfter.

"Der er krig mellem den muslimske verden og Vesten," skriges der fra TV-skærmene mens befolkningerne både dér og her skal bestemme sig for hvem de holder med. Hvem KAN man holde med? Er der nogen? Kan man gøre andet?

Ypperstepræsternes skrig

Hvis man lytter rigtig godt efter, kan man ane, at det faktisk ikke er ét skrig, men en unison duet mellem ypperstepræsterne dér og ypperstepræsterne hér. Den ene præst har religiøse klæder på, den anden går i jakkesæt eller uniform, men det er fuldstændig det samme de siger – og med samme motiver. De er ikke længere modsætninger. De er ét. De er smeltet sammen og kan ikke undvære hinanden.

Den ene præst har religiøse klæder på, den anden går i jakkesæt eller uniform, men det er fuldstændig det samme de siger.

Ingen af dem repræsenterer andet end en mikroskopisk andel af deres befolkninger, så de er nødt til at lade som. Ellers ville de blive revet ned fra deres prædikestole på et splitsekund. Og stillet til ansvar.

Den ene præst kalder sin vold for islam, den anden for National Sikkerhed. Begge lyver. Ingen af dem ønsker andet end krigen. Det er krigen, der giver dem magt. Uden krigen ville ingen lytte til dem, for de har intet at sige andet end krig. De ville ikke være præster uden krigen. Eller rige uden krigen.

Krigen er selvfølgelig "Krigen Mod Terror", som, hvis den skal tages for pålydende, har været en entydig katastrofe, siden den blev indledt i skyggen af de sammenstyrtede tvillingetårne.

Siden præsident Bush lancerede "korstoget" (ja, det kaldte han det) mod terroristerne og Ondskabens Akse er terrortruslen mod Vesten blevet større - ikke mindre - og vilkårene i Mellemøsten dårlige – ikke bedre. For hvert menneske der bliver slået ihjel, i Øst eller i Vest, bliver det sværere og sværere for befolkningerne begge steder at huske, at der var en gang, hvor det ikke var sådan – og at det ikke behøver være sådan.

Krigen, der aldrig ender

Men den skal ikke tages for pålydende.

På samme måde som "Krigen Mod Stoffer" fører til flere stoffer og flere ofre – og en frygtelig masse penge, magt og beføjelser til personer, som under andre omstændigheder ville blive betragtet som gemene psykopater – er meningen med "Krigen Mod Terror" ikke at vinde over terrorismen (terrorisme defineres i denne sammenhæng som vold "de" udøver mod "os", mens vold "vi" udøver mod "dem" ikke gælder), men tværtimod at garantere en endeløs række af nye fjender, der kan holde gang i butikken, sikre grebet om magten, få kritikerne på hjemmebanen til at tie.

Hvem vil ses som én der holder med fjenden i en tid, hvor selve fortællingen om krigen er blevet en religion i sig selv?

Det er naturligvis ikke sådan den almene befolkning ser det, hverken her eller der. Heller ikke sådan de fleste soldater og/eller terrorister på hver sin side ser det. Der bliver brugt enorme kræfter og ressourcer på, at de ikke skal komme til sådan en erkendelse.

Hvem vil ses som én der holder med fjenden i en tid, hvor selve fortællingen om krigen er blevet en religion i sig selv?

Men det er sådan ypperstepræster af begge slags ser det. Og de har ret. Det vigtigste er, at krigen aldrig ender.

Og så er der penge – store penge – i krig, konflikt og utryghed, som grafikken nederst på siden over rustningsindustriens profit på våbensalg viser. Man har vel pligt til at maksimere sine aktionærers udbytte – også når man er våbenfabrikant, lejesoldatfirma, efterretningsvirksomhed eller Al-Qaeda-gruppering? Aktionærerne er i øvrigt af og til de samme.

I sidste ende er "Krigen Mod Terror" en krig mod os – almindelige mennesker. Det gælder i Langbortistan (det Mogens Camre kalder Muslimland), og det gælder her.

Intolerancens spejlbilleder

Fænomenet med sammensmeltede modsætninger viser sig også, hvis man kniber øjnene i og betragter den hjemlige debat i et mere kulturelt perspektiv.

Her er der også to fraktioner, der skal forestille at være hinandens dødsfjender – rabiate, ekstremistiske "islamister" på den ene side og rabiate, ekstremistiske "nationalister" på den anden.

Begge slags er i anførselstegn, ikke fordi religion og nationalisme ikke er reelle størrelser, der kan rumme alskens dårligdomme, men fordi det kan diskuteres hvor meget de etiketter egentlig betyder for de mennesker, der klistrer dem i panden på sig selv og hinanden. Ser de, når alt kommer til alt, egentlig sig selv som ret meget andet end hinandens modsætninger?

I sidste ende er "Krigen Mod Terror" en krig mod os – almindelige mennesker.

Således kan man måbende se til, mens de to sider af samme mønt er mere eller mindre enige om næsten alt: De afskyr homoseksuelle, kommunister, ”kulturradikale”, blandede ægteskaber, religionsfrihed, ytringsfrihed, frihed til forskellighed, jøder, kvinder, lighed for loven, menneskerettigheder.

Faktisk afskyr de stort set alt, der ikke ligner dem selv på en prik. De er panisk angste for selvstændig tankevirksomhed og ideen om, at det er okay at være uenige. Og også her repræsenterer de nærmest ikke andet end sig selv.

Mørkemændenes monotone messen

Enigheden mellem ”isla-” og ”nationalister” når videre end til intolerance, vold og antipati for næsten alle andre, så mens almindelige danske muslimer står i kø for at tage afstand fra terrorangrebet i Paris – selvom de på ingen måde kan siges at være ansvarlige – messer de to debat-fraktioner samstemmende monotont: ”muslimer kan ikke acceptere satiretegninger – muslimer kan ikke acceptere satiretegninger”.

Når almindelige danske muslimer siger ”terror vanærer Islam” eller ”at myrde satiretegnere er langt mere stødende for mig, end tegninger nogensinde kan være”, messer spejlbillederne stadig ”muslimer kan ikke acceptere satiretegninger”. Ligegyldigt hvor meget man som vestlig muslim tager afstand og demonstrerer at man sagtens kan acceptere satiretegninger, selvom man ikke kan lide dem, messes der videre: ”muslimer kan ikke acceptere satiretegninger”. Inger Støjberg, Pia Kjærsgaard og mange, mange flere er fuldstændig rørende enige med de mest reaktionære, koranmisbrugende mørkemænd.

Når almindelige danske muslimer siger ”terror vanærer Islam” messer spejlbillederne stadig ”muslimer kan ikke acceptere satiretegninger”. 

Automatsvar skyder hurtigere end automatgeværerer, på begge sider af dødedansen – også internt i de to fraktioner – så når en muslim siger til sin ypperstepræst, at hun da egentlig er nærmest ligeglad med, om folk tegner karikaturer, eller at selvom hun hader at se sin religion nedgjort, så er det frie ord selvfølgelig vigtigere end sårede følelser; så bliver hun taget til indtægt for vestlig kolonialisme, tortur, angrebskrige, droneangreb og bombefly, der har taget livet af millioner i deres lande, selvom det overhovedet ikke var dét hun sagde – og selvom hun og næsten alle omkring hende ved, at manglen på ytringsfrihed truer hende mindst lige så meget, som det truer blege vesterlændinge. 

Når en vesterlænding påpeger, at ”vores” terror giver ”deres” baghjul, uanset hvilken målestok man bruger, bliver hun anklaget for at ikke at ville tage afstand for terror – på trods af, at dét præcis er hvad hun gør, bare konsekvent.

Hykleriet om ytringsfriheden 

Mens denne omgang kulturboksning i vægtklasse 2 kilo over imbecil står på, farer den liberale intelligentsia rundt som en høne uden hoved og råber "ytringsfrihed" i kor, fordi de ved, at dér har de et kort de kan stå fast på.

Lige indtil de bliver skræmt i hvert fald. Eller det bliver mere profitabelt at mene noget andet. Det gode er, at de jo har ret i, hvad de siger: Angrebet på Charlie Hebdo var et fejt, alvorligt, farligt angreb mod ytringsfriheden.

Det dårlige er, at, med enkelte hæderlige undtagelser, bruges dette reelle angreb på ytrings- og pressefriheden til at lukke øjnene for alt det, der ikke er så populært at tale om. F.eks vores egne staters forhold til samme ytringsfrihed, vores krige, tortur, ulovlige overvågning, korruption.

Hykleriet antog hysteriske dimensioner, da en række af verdens største fjender af presse- og ytringsfriheden marcherede rundt i Paris' gader.

Alt det vi egentlig godt ved, men som vores ypperstepræster vil have os til at fortrænge. Det er altafgørende, at vi aldrig holder op med at køre i samme rille, når nu den virker så godt. For dem.

Og godt virker den, det må man medgive. Så godt, at reaktionen på massakren på tegnere i Paris straks førte til, at Frankrig har arresteret over 50 mennesker. For deres ytringer. Heriblandt en fransk komiker. For at behandle angrebet satirisk.

Hykleriet antog hysteriske dimensioner, da en lang række verdensledere stimlede sammen i Paris, som hajer der har lugtet en dråbe blod i lagunen. For at beskytte presse- og ytringsfriheden marcherede en lang række af verdens største fjender af presse- og ytringsfriheden rundt i Paris' gader, sammen med de millioner af franskmænd, som ville udtrykke deres sorg over massakren.

Der var Israels krigsforbryder-premiereminister Netanyahu, som, udover at være ansvarlig for tusindvis af dræbte, lod sit militær myrde 17 journalister under Israels seneste overfald på friluftsfængslet Gaza.

Der var repræsentanter fra Bahrain, Saudi Arabien, Forenede Arabiske Emirater og Egypten, som alle udmærker sig ved massivt at undertrykke presse-, ytrings- og religionsfriheden, og ved rutinemæssigt at forfølge og fængsle journalister. De samme lande udmærker sig også ved at være nogle af Vestens nærmeste allierede, som modtager enorme mængder økonomisk- og militær bistand fra Vesten, samtidig med at flere af dem aktivt støtter op om de selvsamme terrorgrupper, som i disse år fører ”Krigen Mod Terror” tilbage til Vesten.

Os og dem

Da præsident Bush skød ”Krigen Mod Terror” i gang med sloganet ”Hvis du ikke er med os, er du mod os”, burde det entydige svar fra alle verdenshjørner, især fra hans egne undersåtter, have været: ”Vi er mod jer – for I er ikke os. I er dem”.

Herhjemme får vi i disse dage en mulighed for bekende kulør.

Det samme svar er det der burde lyde fra alle mennesker nu, både når dekreter og troskabseder flyver fra ypperstepræster, der kalder sig imamer – og når vestlige medier udbasunerer dem på vegne af politikere og efterretningstjenester.

Når Obama viderefører og udvider krigen mod terror, eskalerer dronedrab og forfølger whistleblowere, er dét det rigtige svar, lige som det er det når sindssyge ekstremister vil dræbe folk, der tegner tegninger eller gør andre ting, der ikke passer ind i deres forskruede verdensbillede. I er ikke os.

Herhjemme får vi i disse dage en mulighed for bekende kulør. Angrebet på Charlie Hebdo var et angreb på ytringsfriheden. Ytringsfriheden er vigtig, fordi den er en frihedsrettighed.

Når et næsten enigt folketing forsøger at udnytte massakren til at fratage os flere af de selvsamme rettigheder, som det påstås at terroristerne hader os for at have, er det eneste passende svar NEJ. I er ikke os. I er dem.

Nyeste: Udland

27. apr. 2017 - 16:20
27. apr. 2017 - 14:38
27. apr. 2017 - 14:33
26. apr. 2017 - 08:26
24. apr. 2017 - 13:48

Nyeste: Idekamp

28. apr. 2017 - 08:44
28. apr. 2017 - 08:06
27. apr. 2017 - 08:49
27. apr. 2017 - 08:32
26. apr. 2017 - 08:59
26. apr. 2017 - 08:47

Nyeste: Kultur

24. apr. 2017 - 16:43
14. apr. 2017 - 09:00
05. apr. 2017 - 11:50
30. mar. 2017 - 07:00
28. mar. 2017 - 12:30