23 Sep 2017  

KBH: Overskyet, 16 °C

Når ord virker som arsenik

Blogs

Niels-Erik Hansen
Advokat, med speciale i menneskerettigheder
Har specialiseret sig i sager om menneskerettigheder med særlig vægt på asylsager. Frivillig i Trampolinhusets rådgivning.
Blogindlæg af Niels-Erik Hansen

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Tirsdag, 27. september, 2016, 07:30:53

Når ord virker som arsenik

Da racismeparagraffen rundede 75 års jubilæet i 2014, var der absolut ingen officielle markeringer. Stoltheden over, at vi som et af de første lande kriminaliserede hetz mod mindretal, kan ligge på et meget lille sted.

Det ser ud til, at vi skal have valgkamp, og med det nye parti på højrefløjen (Nye Borgerlige), må vi nok se frem til igen at opleve de "fremmede" og i særdeleshed muslimer kommer i centrum.

Den jødisk-tyske sprogprofessor Victor Klemperer skrev om nazisternes bevidste brug af ord: "Ord kan virke som bitte små doser arsenik: De sluges ubemærket, de synes ikke at have nogen virkning, men efter nogen tid viser giftens virkning sig alligevel."  

Som samfund burde vi være stolte af det "retsopgør", der fandt sted efter valget i 2001, hvor flere politikere blev dømt for at hetze.

Hvorfor er det relevant at minde om i forbindelse med et kommende valg i Danmark?

Jo, for dem af os der kan huske valget i 2001, så var der dengang både et Fremskridtsparti og et Dansk Folkeparti, der kæmpede om vælgerne på den yderste højrefløj. Det var dengang vi havde en partileder, der gav udtryk for, at muhamedanerne avler som rotten, og at de prøver at slå os indfødte danskere ihjel. I valgkampen blev der stillet forslag om tvangsinternering af muslimerne i lejre, og efter valget i 2001 var der medlemmer af såvel Fremskridtspartiet som Dansk Folkeparti, der blev dømt for overtrædelse af den såkaldte "racismeparagraf".

Denne bestemmelse blev som bekendt indført i dansk lovgivning i 1939 af et dansk Folketing, der ønskede at beskytte danske jøder mod hetz fra nazisterne. Efter Anden Verdenskrig var den således en del af retsopgøret, som vi faktisk kan være meget stolte af på samme måde som med redningen af danske jøder til Sverige.

Tilsvarende burde vi som samfund også være stolte af det "retsopgør", der fandt sted efter valget i 2001, hvor flere politikere fra Dansk Folkeparti og Fremskridtspartiet blev dømt for at hetze under valgkampen.

Det har dog ikke været tilfældet. Tværtimod synes man at efterfølgende at være slået ind på en praksis, der giver politikere en særligt udvidet ytringsfrihed. Da Pia Kjærsgaard sammenlignede somaliere med pædofile og voldtægtsforbrydere, valgte anklagemyndigheden at undlade at rejse sag ved domstolene. Det fik FN’s Racediskriminationskomite til at fastslå, at Danmark i det konkrete tilfælde havde overtrådt FN-konventionen om afskaffelse af alle former for racediskrimination (Se CERD Communication No. 34/2004). Da så Søren Espersen gentog beskyldningerne mod somalierne, blev der indgivet ny politianmeldelse, men også denne gang mente anklagemyndigheden, at sagen ikke kunne føres til domstolene. Dette betød så, at FN igen måtte konstatere, at Danmark ikke overholder konventionen.

Hermed har den danske anklagemyndighed givet "grønt lys" for politikere til at hetze mod befolkningsgrupper og/eller religioner. Dette sker som "bitte små doser arsenik" mellem valgkampene, og desværre for fuld udblæsning, når der skal erobres vælger under valgkampen.

Og stoltheden over, at vi som et af de første lande kriminaliserede hetz mod mindretal – ja den kan ligge på et meget lille sted. Da racismeparagraffen rundede 75 års jubilæet i 2014, var der absolut ingen officielle markeringer af dette lysende højdepunkt for dansk retshistorie. Det var så meget desto mere påfaldende, idet man året før netop havde afviklet en flot fejring af 70-året for redningen af de danske jøder i 1943.   

Nyeste: Idekamp