27 Mar 2017  

KBH: Overskyet, tåge, 4 °C

Fattigdom er gift for samfundet

Blogs

Mette Aagaard Larsen
Medlem af forretningsudvalget i BUPL.
Født 1984 og uddannet pædagog. Startede sin faglige karriere som faglig sekretær i pædagogernes studieorganisation PLS. Blev i december 2012 valgt ind i BUPL's forretningsudvalg. Har inden da arbejdet tre år som pædagog i et par københavnske fritidshjem og en vuggestue.
Blogindlæg af Mette Aagaard Larsen

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Mandag, 31. oktober, 2016, 18:50:29

Fattigdom er gift for samfundet

Flere end 43.000 børn, der rammes af kontanthjælpsloftet, er både dyrt for den enkelte og for samfundet. Fattigdom skaber frygt og desperation og svækker arbejderklassens sammenhold.

I sidste uge kom det frem, at kontanthjælpsloftet vil ramme 43.000 børn under 18 år, der lever hos en eller flere forældre, der mister en del af deres levegrundlag. Mange af de børn vil nu komme til at leve i fattigdom. 

Højrefløjen har formået at flytte debatten om fattigdom til at handle om smøger og dårlig planlægning af indkøb.

Fattigdom er i de sidste mange år - efter min mening - blevet reduceret til at være meget mindre slemt, end det rent faktisk er. Både fordi højrefløjen har formået at flytte debatten om fattigdom til at handle om smøger og dårlig planlægning af indkøb - men også fordi venstrefløjen ofte fremstiller og reducerer spørgsmålet om fattigdom til, om børn kan komme til fritidsaktiviteter. Og det er slemt nok.

Men fattigdom i Danmark er altså også børn, der ikke kommer i institution i flere uger, fordi deres mor ikke har råd til medicin til behandling af fx børnesår eller lus. Mødrehjælpens direktør fortæller, at der er familier, der ikke har råd til modermælkserstatning til deres spædbørn, og jeg har selv oplevet børn, der ikke fik skiftet ble, fra de blev hentet i vuggestuen, til de blev afleveret dagen efter, fordi familien var løbet tør for bleer.

Kontanthjælpsloftet har allerede gjort tusindvis af mennesker boligløse, og flere kommuner har lavet fattiggårde, hvor de reformramte har råd til at bo. Mens politikerne på Christiansborg monotont fremstammer: "det skal kunne  betale sig at arbejde" - Ja så arrangerer civilsamfundet i boligområderne folkekøkkener, tøjbytte cafeer og legtøjsindsamling for at skabe et lyspunkt i de mange fattiges liv. Smukt - ja, men hvor lang tid bliver det ved? 

Velmenende politkere har forsøgt at rejse fattigdomsdebatten ved at fremhæve enkeltpersoner i medierne. Det har medført en virkelig usaglig debat og udstillet mennesker på grimmeste vis. Desværre tror jeg, det har gjort nogle politikere bange for at rejse fattigdomsdebatten og hvad værre er, så har det overbevist andre politikere om, at fattigdom nok ikke rigtig eksisterer.

Men fattigdom eksisterer og fattigdom er gift for et sundt og velfungerende samfund. Fattigdom skaber frygt og desperation og svækker arbejderklassens sammenhold - og det er ellers vores største styrke. Fattigdom i et samfund så rigt som vores er moralsk forkert, fordi vi FUCKING godt kan tage os af alle borgere i det her samfund.

Og fattigdom er dyrt - for den enkelte, der skal leve fra dag til dag, og for samfundet, fordi fattigdommen ødelægger enkeltindivider, og gør det umuligt at rejse sig op igen. Den negative sociale arv, som alle politikere siger, de vil bryde ned, den bliver forstærket, når du som barn er fattig og skal bruge dit liv på at være sulten i stedet for at blive et stærkere menneske.

Vi har brug for, at S melder klart ud, at de vil afskaffe kontanthjælpsloftet, hvis de får regeringsmagten igen. Vi har brug for, at S siger klart fra og vælger velfærdssamfundet frem for barmhjertighedssamfundet.

Nyeste: Indland

Nyeste: Arbejde & Kapital

Nyeste: Idekamp

24. mar. 2017 - 08:40
23. mar. 2017 - 08:43
23. mar. 2017 - 08:30
23. mar. 2017 - 08:22
23. mar. 2017 - 08:16
22. mar. 2017 - 08:20

Nyeste: Kultur