26 Feb 2018  

KBH: Ingen skyer af betydning, -8 °C

Rehabiliteringsdomstolene

Blogs

Mads Krøger Pramming
Advokat med speciale i erstatningsret og veteransager
Advokat hos Kroer Pramming. Født 1976. Har især markeret sig som advokat for PTSD-ramte soldater. Uddannet jurist ved Københavns Universitet i 2005 og underviser i dag på jurastudiet samme sted. Medstifter af Advokatvagten på Nørrebro i København og frivillig i blandt andet Landsforeningen af Forsvarsadvokater, Dignity og Kompasset, der hjælper hjemløse immigranter.
Blogindlæg af Mads Krøger Pramming

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Fredag, 20. marts, 2015, 06:15:14

Rehabiliteringsdomstolene

Efter fleksjobreformen i 2013 er der landet over indført rehabiliteringsteams, som nu har det afgørende ord i forhold til, om en syg borger har ret til hjælp eller eventuelt må klare sig selv.

Som led i reformen af fleksjob og førtidspension i 2013 blev der i alle landets kommuner indført såkaldte rehabiliteringsteams. Disse teams skal sikre, at de borgere, der er længst fra arbejdsmarkedet på grund af sygdom, får en "skræddersyet og tværfaglig indsats".

Hvis dommen er givet på forhånd, synes jeg, at vi skal spare borgerne for belastningen ved at tvinge dem til at møde op.

Realiteten bag de fine ord er, at rehabiliteringsteams landet over nu har det afgørende ord i forhold til, om en syg borger har ret til hjælp i form af ressourceforløb, fleksjob eller førtidspension - eller om borgeren eventuelt må klare sig selv.

Jeg vil på ingen måde udelukke, at der er rehabiliteringsteams, der gør et godt stykke arbejde med at skræddersy noget tværfaglig indsats. Men det typiske møde med teamet, som jeg oplever det i mine sager, ser sådan ud:

Afgørelsens time

Borgeren møder op på Jobcentret og er klar over, at i dag - efter mange års afklaring i kommunen - er det afgørelsens time. I dag bliver hans fremtid afgjort. Skal han afklares/motiveres i endnu flere år? Eller vil kommunen hjælpe med fleksjob eller førtidspension? 

Han har kun sovet et par timer om natten på grund af frygten for mødet. Han er sløvet af det smertestillende, han tager for ryggen og de dårlige knæ. Angstlidelsen (der også har været med til at holde ham ude af arbejdsmarkedet de sidste seks år) gør, at han er på kanten til et panikanfald.

Efter 45 minutters ventetid bliver det hans tur til at komme ind til teamet: fem-seks tværfaglige mennesker, som han aldrig har mødt før, stiller ham over de næste tyve minutter en tyfon af spørgsmål:

"Kunne du forestille dig en hjemmearbejdsplads?", "Hvad med psykolog?", "Gør du selv rent?", "Hvad med et arbejde ude i naturen?", "Har du søgt om hjemmehjælp?", "Du er glad for at badminton?", "Hvor meget ryger du?"

Og så er det slut. Han går groggy ud igen og venter på dommen.

Mens han venter, tænker han på, at de kun spurgte til angstlidelsen. Og at han ikke fik sagt, at hans dårlige ryg og knæ har holdt ham fra at spille badminton de sidste otte år. Tror de nu, at han løber rundt i sin fritid? Han fik heller ikke sagt, at han aldrig har brugt en computer og derfor ikke troede, at en hjemmearbejdsplads var en mulighed.

Efter ti minutter bliver han kaldt ind til domsafsigelsen: De næste tre år skal en mentor hjælpe ham tilbage til arbejdsmarkedet.

Alene foran en domstol

Jeg har set masser af sådan nogle sager, hvor borgeren har været forbi rehabiliteringsdomstolen - alene og uden at have følt sig hørt og forstået. Lige nu sidder jeg for eksempel med en sag for en kvinde, der har været en tur hos rehabiliteringsteamet på Langeland. Den dag bestod teamet af seksogtyve(!) spørgelystne personer - hun mødte alene op.

Med advokatbriller på er det problematisk, at hundredevis af borgeres sager hver dag bliver afgjort på denne måde. Uden reel mulighed for at borgeren får præsenteret sin sag ordentligt. Uden at borgeren har kunnet forberede sig på, hvad der bliver spurgt om. Og uden sikkerhed for, at borgeren ikke får sagt noget forkert; fordi spørgsmålene bliver misforstået, eller fordi borgeren er flov over sine svagheder og måske vil gøre et godt indtryk overfor de fremmede mennesker.

Hvis disse teams virkelig skal skræddersy domme over borgeres fremtid, er det for mig at se helt afgørende, at borgeren får mulighed for (og forklares vigtigheden af) at møde op med en repræsentant, der kender hele sagen - og at der bliver givet mulighed for, at både borgeren og repræsentanten kommer til orde og får tid til at fortælle, hvordan de ser på mulighederne.

Medmindre selvfølgelig at dommen i virkeligheden er givet på forhånd. I så fald synes jeg, at vi skal spare borgerne for belastningen ved at tvinge dem til at møde op.

Nyeste: Indland