24 May 2017  

KBH: Ingen skyer af betydning, 16 °C

Uddannelser lider under fordomme

Blogs

Lizette Risgaard
Formand LO Danmark
Født 15. juli 1960 Næstformand i LO siden oktober 2007 Medlem af LO’s daglige ledelse og hovedbestyrelse. Tidligere har hun blandt andet været tillidsrepræsentant for HK’erne i TIB, formand for Brancheklubben for Fagforeningsansatte i HK København, næstformand i LO Storkøbenhavn, formand for HK/Service København Uddannet kontorassistent, Master i Public Administration, MPA.
Blogindlæg af Lizette Risgaard

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Fredag, 27. januar, 2017, 06:40:28

Uddannelser lider under fordomme

Der er brug for at gøre op med det gammeldags syn på, at faglærte er lavtuddannede. Den slags fordomme er det igangværende DM i Skills heldigvis med til at ruske op i.

"Jamen du ku’ jo være blevet til noget". Sådan sagde Agnes Daugbjergs gymnasierektor til hende, da hun valgte at skifte spor og blive SOSU-assistent. For hun havde jo karaktererne i orden. Da Agnes fortalte sin historie, kunne jeg ikke lade være med at tænke: Der er godt nok lang vej igen. 

Danmark må aldrig blive et land kun for dem med mellemlange og lange uddannelser.

Vores uddannelsessystem lider stadig under forstokkede fordomme, og der mangler respekt om det faglærte arbejde. Mange ser på uddannelse som en trappe, hvor erhvervsskolerne er blandt de nederste trin. Og øverste? Ja, der står dem med de lange videregående uddannelser. For så er man "højtuddannet".

Hvad er vi andre så? "Lavtuddannede"? Det er et gammeldags syn på uddannelse, som DM i Skills i disse dage får gjort til skamme. For hold nu op, hvor er der mange dygtige og engagerede faglærte, der har samlet sig i Aalborg. De får under sådan et arrangement lov til at træde frem i rampelyset.

Det er der brug for, når vi skal inspirere andre unge til at stå imod fordomme om erhvervsuddannelserne. Fordomme som nogle rektorer blandt andre åbenbart stadig bærer rundt på. 

Jeg vil så gerne rive det skrækkelige uddannelses-hierarki ned. Sammen med talenterne fra DM i Skills skal vi vise, at det at være håndværker - uanset hvilket fag vi taler om - ikke er noget man "bare" er eller bliver.

Vi skal betragte uddannelsessystemet som et gammeldags klokkeværk. Sådan et med tusind tandhjul, der tilsammen holder tiden. Og hvis en lille del går i stykker - ja så går tiden i stå.

Det samme gælder samfundet. Hvis vi ikke har praktikpladser til kommende murere og tømrere - ja så ender arkitekten på herrens mark uden hus. For vi har brug for hinanden. Faktisk vil Danmark mangle 90.000 faglærte i 2030, hvis vi ikke får gjort noget.

Derfor glæder det mig også, at trepartsforhandlingerne fra 2016 har ført til praktikgaranti på 33 erhvervsuddannelser. Så nu kan unge, der gerne vil være tjener, taglægger eller mejerist ånde lettet op. Bare for at nævne nogle få professioner, der nu er sikret.

Men det betyder ikke, at vi stopper her. Vi følger naturligvis udviklingen tæt og holder øje med arbejdsgiverne, for vi skal være sikre på, at der er nok praktikpladser. Danmark må aldrig blive et land kun for dem med mellemlange og lange uddannelser.

Vi skal have flere faglærte, hvis vi vil fortsætte med at have et stærkt erhvervsliv. HK’eren skal jo kunne gå forbi konsulentens kontor og fortælle, hvis en idé rent praktisk kan udføres smartere. Den slags udveksling af viden er uvurderlig.

Derfor ser vi også, at virksomheder i stigende grad henter arbejdspladser hjem til Danmark. Det kan nemlig have sine fordele at have produktion og udvikling i samme hus. Det kræver dog, at vi også har dygtige medarbejdere med lange videregående uddannelse, såvel som faglærte.

Så tak til DM i Skills for at sætte fokus på og hylde håndens arbejde i Danmark.

Nyeste blogindlæg

Nyeste: Kultur