11 Dec 2017  

KBH: Overskyet, 1 °C

Nu starter forhandlingerne om Storbritanniens udtræden af EU!

Blogs

Lave K. Broch
1. suppleant til EU-parlamentet for Folkebevægelsen mod EU
Cand.scient.pol. Kampagnekoordinator og organisationssekretær i Folkebevægelsen mod EU. Bestyrelsesmedlem i tænketanken NyAgenda. Medlem af Radikale Venstre samt en af initiativtagerne bag Radikalt EU-kritisk Netværk.

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Onsdag, 05. april, 2017, 09:06:00

Nu starter forhandlingerne om Storbritanniens udtræden af EU!

Jeg er virkelig glad for, at den britiske regering nu har meddelt EU, at Storbritannien vil træde ud af EU, og at det betyder udtræden af EU’s indre marked, EU’s toldunion og Euratom.

Storbritanniens regering har nu aktiveret artikel 50 i Lissabontraktaten. Det skete den 29. marts ved overleveringen af et brev skrevet af den britiske premierminister Theresa May til EU’s såkaldte præsident Donald Tusk.

Det er helt afgørende, at Danmark ikke kun lader EU repræsentere os over for Storbritannien.

I denne proces er det vigtigt, at Danmarks regering kæmper for fortsatte gode relationer mellem Danmark og Storbritannien – og Brexitforhandlingerne skal selvfølgelig bruges til fortsat at kræve en dansk afstemning om EU og synliggørelse af, at der findes gode alternativer til EU-medlemskabet. 

Der var mange i Danmark og andre lande, som ikke troede på, at der ville komme en britisk EU-afstemning – og mindst ligeså mange troede formentlig heller ikke, at flertallet af briterne ville stemme ”leave”. Jeg havde da også min tvivl, men valgte at gøre alt jeg kunne for at hjælpe britiske EU-modstandere i deres kamp for udtræden af EU.

Jeg er også sikker på, at en del mennesker heller ikke troede, at Storbritanniens parlament og regering ville respektere resultatet fra Brexit-afstemningen. For det almindelige i EU er, at EU-eliten tromler videre uden at lytte til befolkningerne, og hvis man er heldig, får man nogle undtagelser, og så kører EU-projektet blot videre.

Der tales ikke om et EU i flere rum, men et EU i flere hastigheder. Retningen er lagt og målet er konstant en stadig snævrere union med mere centralisering – netop som det står i Lissabontraktaten, og som det også har været siden EF og Romtraktaten – selv om ordet union dengang blev oversat til sammenslutning i Danmark. 

Jeg er derfor virkelig glad for, at den britiske regering nu har meddelt EU, at Storbritannien vil træde ud af EU, og at det betyder udtræden af EU’s indre marked, EU’s toldunion og Euratom. 

Brexit betyder virkelig Brexit, og der er derfor god grund til at ønske det britiske folk tillykke med, at den britiske regering og det britiske parlament viser respekt for resultatet i folkeafstemningen om EU. Det kan de andre EU-landes regeringer lære meget af. 

I brevet til EU slår den britiske premierminister fast, at Storbritannien ønsker at træde ud af EU, men fortsat vil være en del af Europa, og en samarbejdspartner og allieret.

Samarbejdet med Irland fremhæves også i brevet. Den britiske regering ønsker ikke en hård grænse mellem Irland og Nordirland, og regeringen vil arbejde for, at fredsaftalen i Nordirland fastholdes.

Briterne håber også, at der kan startes forhandlinger om samarbejde inden for specifikke områder hurtigst muligt, og at der vil blive udvist respekt og god ånd i forhandlingerne (brevet kan i sin helhed læses på min hjemmeside: broch.dk). 

Jeg opfordrer alle danske politikere heriblandt den danske regering til at arbejde for, at Danmark fastholder et tæt samarbejde med Storbritannien. Det er helt afgørende, at Danmark ikke kun lader EU repræsentere os over for Storbritannien.

For der findes dem i EU, som ikke ønsker en god aftale med briterne, og det er ikke i Danmarks interesse, at de gode forbindelser til Storbritannien ødelægges. Det kan også koste os dyrt økonomisk, da vi har en stor eksport til briterne. 

Jeg ser allerhelst, at vi følger briterne ud af EU. Danmark blev medlem af EF sammen med Storbritannien, og derfor vil det være naturligt, at vi træder ud af EU sammen med Storbritannien. Derfor bør Brexit-forhandlingerne også bruges til at styrke den tværpolitiske kamp for en dansk folkeafstemning om EU, og for at synliggøre, at der findes gode alternativer til EU-medlemskabet. Her tænker jeg ikke mindst på et tættere nordisk samarbejde og dansk genindtræden i EFTA samt et mere aktivt Danmark i FN og Europarådet.   

Ja til et fortsat tæt samarbejde med Storbritannien og endnu engang tillykke til det britiske folk!

Nyeste: Udland

Nyeste: Idekamp

08. dec. 2017 - 08:37
07. dec. 2017 - 08:51
07. dec. 2017 - 08:17
06. dec. 2017 - 08:53

Nyeste: Kultur