23 Sep 2017  

KBH: Let skyet, 11 °C

Regeringsudspil og ulighed

Blogs

Karen Helveg Petersen
Økonom
Kandidat i statskundskab fra Aarhus Universitet og efterfølgende ph.d. i økonomi fra State University of New York. Redaktør på Det Ny Clarté og aktiv i Rød-Grønt Oplysningsforbund Grobund.
Blogindlæg af Karen Helveg Petersen

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Torsdag, 31. august, 2017, 14:52:05

Regeringsudspil og ulighed

Regeringen både forstærker og svækker de igangværende konjunkturer på én og samme tid. Lettelserne i toppen forstærker bolig- og finansbobler og lægger bunden til nye kriser.

Den hensygnende ulighedsdebat er genoplivet. Anledningen er to regeringsudspil om skatter og erhverv. Det første lancerer et jobfradrag for lave indkomster, der dog først slår ind for en årsløn på over 174.000 kroner. Derudover er der forslag om beskæftigelsesfradrag og højere topskattegrænse, der utilsløret hjælper dem med højere indkomster.

Målt på Gini-koefficienten er uligheden steget med en tredjedel siden 1985, fra 0,2 til næsten 0,27.

Et klassesamfund, hvor nogle skal 'skabe værdi' for andre, har som logisk modpol, at de, der knokler, får en mere beskeden del.

I opgangstiden fra sluthalvtredserne fik arbejderne højere levefod, det vil sige mere i løn og bedre boliger. Investeringer i industrien blomstrede med støtte fra staten. Nogle kapitalister scorede diskret kassen, men direktørlønningerne var stadig ikke overdrevne og marginalskatterne høje. Skatteflugt talte man ikke om, kun lidt snyd. Kontrollen virkede afskrækkende.

Lighed var der ikke, selvom den illusion trives i offentligheden, der forveksler tidligere tiders større fordelingsmæssige udligning via sociale ydelser og progressiv beskatning med et lige samfund. Målt på Gini-koefficienten er uligheden steget med en tredjedel siden 1985, fra 0,2 til næsten 0,27, men den har naturligvis aldrig været nær nul (total indkomstlighed) og er på vej opad.

To slogan'er bruges af regeringen og dens venner for at få nye tiltag til at glide ned. Det skal kunne betale sig at arbejde, og alle skal arbejde og derved 'bidrage til samfundet'. Indvandrere og flygtninge bliver tudet ørene fulde med, at de skal i arbejde, som om arbejdet i sig selv er et bidrag. Dog helst ikke i den offentlige sektor, der stadig skal udsultes.

Bedst er det at blive sluset ind i det private erhvervsliv, som vi skal leve af i fremtiden, og som nu også leverer udliciterede ydelser til det offentlige med tidspres, lav løn og profit. Gammeldanskerne skal også helst flyttes over til det private eller udkanten for at styrke konkurrenceevnen. Den private sektor bliver næsten identisk med samfundet.

Store virksomheder skaber arbejde, siges det, men de skal også kradse mere værdi ind til aktionærerne. Ikke just lighedsskabende. Regeringens erhvervsudspil vil give skattebegunstigelser til aktieopsparere for at få kapitaltilførsel til mindre virksomheder, der går på Børsen. Men børsintroduktion er hverken nemt eller billigt, så mon ikke vinderne bliver virksomheder med den største markedsværdi?

Alt i alt forstærker og svækker regeringen de igangværende konjunkturer på én og samme tid. Normalt stiger reallønningerne i et opsving, men det modvirkes ved disse forslag. De minimale lettelser i lønskalaens beskedne ende vil svækkes af udnyttelsen af skrækken hos de lavtlønnede for at miste beskæftigelse og henvises til stadig lavere ydelser. Lettelserne i toppen forstærker bolig- og finansbobler og lægger bunden til nye kriser.

Nyeste: Idekamp