23 May 2017  

KBH: Let skyet, 19 °C

IMF og Grækenland – med Trump oveni

Blogs

Karen Helveg Petersen
Økonom
Kandidat i statskundskab fra Aarhus Universitet og efterfølgende ph.d. i økonomi fra State University of New York. Redaktør på Det Ny Clarté og aktiv i Rød-Grønt Oplysningsforbund Grobund.
Blogindlæg af Karen Helveg Petersen

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Fredag, 24. marts, 2017, 07:32:36

IMF og Grækenland – med Trump oveni

Den Internationale Valutafond, IMF, lader som om, den indtager en blød linje over for Grækenland, mens den i virkeligheden gør det vanskeligere for landet at få støtte,

Den Internationale Valutafond, IMF, truer med ikke at ville fortsætte forhandlingerne om Grækenlands 'redning', medmindre de to andre kreditorer i trojkaen – Den Europæiske Centralbank, ECB, og EU-kommissionen – vil lette dets overordnede gældsbyrde.

Altså IMF lader, som om den indtager en blød linje over for Grækenland, mens den i virkeligheden gør det vanskeligere for landet at få støtte, for ECB og EU står fast på den aftalte hårde økonomiske kurs, samtidig med at de vil beholde IMF ombord.

Hvorfor går Grækenland ikke bare i betalingsstandsning og forlader euroen?

Til Grækenlands ulykker hører, at USA nu har fået Trump som præsident. Han vil ikke bare skære i den amerikanske ulandsbistand, men også i støtten til Verdensbanken og IMF. De republikanske strammere vil pålægge den amerikanske administration at modsætte sig IMF's yderligere deltagelse i redningen af Grækenland. I modsat fald skal USA forhindre den planlagte reform af IMF, indtil Grækenland har betalt sin gæld, skriver Financial Times den 17. marts.

Men nu kommer det helt absurde. De selvsamme Trump-folk, der ikke vil hjælpe Grækenland, mener, at Grækenlands ulykke skyldes EU's mislykkede politikker. Altså: hvis nu EU havde været blødere over for Grækenland, ville det så være bedre, eller skulle EU have været endnu hårdere? Noget andet? Det står hen.

IMF indtager også et tvedelt standpunkt: Grækenland skal fortsætte pensions- og skattereformer. Til gengæld bør dets gæld nedsættes eller lettes gennem en længere tilbagebetalingsperiode, og muligvis kan det horrible krav om, at overskuddet på statsfinanserne i 2018 skal være på 3,5 procent af bruttonationalproduktet, lempes.

Det er uhyre mudret. Af Trump og hans folk kan man naturligvis ikke forvente noget positivt, men IMF's ellers så højt besungne brud med neoliberale politikker er der heller ikke hold i. Bemærk dog IMF's ønske om at fremstå, som om den har forståelse for de græske lidelser, selvom den, når det kommer til stykket, i stedet for smed (EU-ECB) retter bager (Grækenland).

Hvorfor går Grækenland ikke bare i betalingsstandsning og forlader euroen? Et relevant spørgsmål, ikke mindst når den tyske finansminister Wolfgang Schäuble ifølge den forhenværende græske finansminister Yannis Varoufakis skulle have sagt, at det ville være det bedste. Er det rigtigt, kan EU tillade sig at gå lige til grænsen.

Den græske økonomi kører i zigzag-kurs, mest tilbage. Det hul Grækenland er i, kan det ikke grave sig ud af. Og det bliver heller ikke fyldt op. De nuværende forhandlinger drejer sig kun om, at Grækenland får udbetalt 12 milliarder euro af den tredje redningspakke på 86 milliarder euro. Af dem sendes 10 milliarder videre til kriseramte banker, og til juli skal det betale sine kreditorer syv milliarder euro. Det ser ud som tramp på stedet – ud over ekstra lidelser for befolkningen via de hårde krav.

Nyeste blogindlæg
af Peter Schultz Jørgensen
af Anders Bondo Christensen
af Nanna W. Gotfredsen
af Trine Pertou Mach

Nyeste: Idekamp

23. maj. 2017 - 08:15
19. maj. 2017 - 08:15
19. maj. 2017 - 08:10
18. maj. 2017 - 08:59

Nyeste: Kultur