24 Feb 2017  

KBH: Ingen skyer af betydning, 2 °C

Hvordan kunne Trump forføre hvide arbejdere?

Blogs

Karen Helveg Petersen
Økonom
Kandidat i statskundskab fra Aarhus Universitet og efterfølgende ph.d. i økonomi fra State University of New York. Redaktør på Det Ny Clarté og aktiv i Rød-Grønt Oplysningsforbund Grobund.
Blogindlæg af Karen Helveg Petersen

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Onsdag, 09. november, 2016, 11:30:54

Hvordan kunne Trump forføre hvide arbejdere?

Arbejderne har ladet sig forføre af Trump via hans manøvre med at skyde skylden for kapitalismens rænkespil på staten. Da først udflytningen startede, kunne de svækkede fagforeninger ikke stille meget op.

Analyser af Trump-fænomenet har det ikke skortet på. Han skulle ikke mindst artikulere den hvide arbejderklasses frustrationer over ’systemet’ og tabet af fortidens storindustrier i især den del af USA, der nu ligger hen som et rustbælte med usikker økonomisk fremtid. Det var dér finanskrisen startede, da folk i massevis ikke kunne betale deres boliglån og måtte gå fra hus og hjem. Bankernes tab spredte sig til hele finansmarkedet på grund af den måde lånene var pakket sammen på.

De enorme profitter forsvinder i en tåge af selskabskonstruktioner og skattely. Bernie Sanders så sammenhængen, men fik ikke chancen.

At en plutokrat som Trump, der ikke er kendt for at være god ved arbejdere og underleverandører i sine egne foretagender, kunne overbevise så mange om, at han er deres bedste bud på økonomisk overlevelse om ikke fremgang, virker besynderligt. Tilmed praler han uophørligt med sin succes og rigdom, som vist mest består i den gæld, han har været i stand til at tørre af på andre. Der mangler en mellemregning.

Da stål- og bilindustrien trivedes, var der gang i amerikanske overnormale profitter. Tilmed havde arbejderne gode lønninger og social sikkerhed. De blev middelklasse, og der var klassefred. Da først udflytningen startede, kunne svækkede fagforeninger ikke stille meget op, og staten var ikke gearet til at tage stødet. De frisatte arbejdere måtte tage skodjob, og kunne nærmest kun begræde deres kranke skæbne. Snarere end at bebrejde virksomhederne for deres ulykke, kastede de i første række deres had på bankerne, der skubbede aben videre.

I et land som USA ligger regeringen altid i skudlinjen, ikke for at være for generøs, men snarere for at fylde for meget. Hvorfor har den beskattet virksomhederne så højt og reguleret dem til døde? Hvorfor har kineserne fået lov til at ’manipulere’ valutakursen? Alt dette har republikanere længe sagt og Trump taget op. Demokraterne har stædig holdt på, at alle ville vinde ved billigere varer og mere handel.

Begge parter overser, at amerikanske virksomheder har nydt godt af at kunne producere billigt i Kina og tjene enormt på det. Disse profitter forsvinder dog ofte i en tåge af selskabskonstruktioner og skattely. Bernie Sanders så sammenhængen, men fik ikke chancen.

Hvordan tror Trumps vælgere, at han kan vende udviklingen? Hans konkrete bud er få, men drastiske. Hvis Kongressen går med til at lægge toldbarrierer omkring USA – i opgør med de regler, USA selv har været med til at vedtage – vil det næppe bringe stålindustrien tilbage. Bilindustri er der i øvrigt stadig i USA, også udenlandske mærker som Toyota, der blot ikke producerer i rustbæltestaterne. Lønningerne svarer heller ikke til fortidens.

Arbejderne har ladet sig forføre af Trump via hans manøvre med at skyde skylden for kapitalismens rænkespil på staten. Skal den nu yderligere afmonteres eller militariseres, for at USA kan blive stort igen?

Nyeste: Kultur