25 Mar 2017  

KBH: Ingen skyer af betydning, 3 °C

EU og den sociale kontrakt i en globaliseret verden

Blogs

Jens Joel
MF for Socialdemokraterne
Født 1978 og kandidat i Statskundskab (cand.scient.pol.). Medlem af Folketinget for Socialdemokraterne, hvor han er energiordfører og klimaordfører. Medlem af Energi-, Forsynings- og Klimaudvalget, Europaudvalget og Skatteudvalget.
Blogindlæg af Jens Joel

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Onsdag, 15. marts, 2017, 07:59:50

EU og den sociale kontrakt i en globaliseret verden

Vi ser mange steder de allerværste sider af den frie markedsøkonomi, hvor grådighed og ulighed får lov til at dominere. Set med socialdemokratiske briller skal EU være et redskab til at tøjle kapitalen.

Kapitalismen er blevet syg. Og globaliseret. I øjeblikket ser vi mange steder de allerværste sider af den frie markedsøkonomi, hvor grådighed og ulighed får lov til at dominere.

EU kan ikke bygge sin velstand på usund konkurrence mellem lønmodtagerne.

Når otte mænd (ja, mænd!) ejer det samme som de 3,6 milliarder fattigste. Når de rigeste gemmer deres formuer i skattely og snyder fællesskabet for millioner, mens almindelige lønmodtagere presses af underbetalte kollegaer på arbejdspladsen.

Ja, så har vi mistet den politiske kontrol med markedet. I Danmark udfordrer regeringens insisteren på ulighedsskabende reformer og topskattelettelser den sociale kontrakt, men en del af den kontrol, vi har tabt, skyldes også det faktum, at økonomien har globaliseret sig i et tempo, som de politiske reguleringer slet ikke har kunnet matche.

EU skal tøjle kapitalen

Set med socialdemokratiske briller skal EU være et redskab til at tøjle kapitalen. EU skal regulere den internationale markedsøkonomi, ligesom vi historisk har haft succes med at regulere økonomien i Danmark.

I Danmark har vi vist, at når du tør styre kapitalismen, så kan du faktisk bruge den til noget. Skabe vækst og fremskridt og sikre, at begge dele bliver til gavn for det store flertal. Den sociale kontrakt, der kendetegner vores velfærdssamfund, er mange steder udfordret og brudt. Den skal genopbygges og styrkes, og netop dét er vores opgave i det 21. århundrede.

Vi har brug for et EU, hvor der er bedre balance mellem marked og mennesker. Og selvom EU desværre på nogen områder har forstærket problemerne (ikke mindst, når borgerlige flertal har defineret balancen), så er sandheden, at vi ikke har noget, der kan erstatte EU-samarbejdet.

Globaliseringen, de multinationale selskabers magt, menneskesmuglingen, skattelydiskussionen eller de spekulative handler på finansmarkederne ville jo ikke forsvinde, selvom EU gjorde.

I stedet skal EU bruges. Politisk. Socialdemokratisk. Til at tøjle kapitalen. En social pagt, der lægger et fælles bundniveau for selskabsskatten på linje med de miljøstandarder, vi ikke længere ønsker at konkurrere på.

Vi skal begrænse de mest skadelige og risikable højfrekvente handler og spekulationer på finansmarkederne. Derfor stemte Socialdemokratiet for en europæisk skat på finansielle transaktioner.

Problemer med fri bevægelighed

Det indre marked har skabt megen velstand og mange arbejdspladser til europæerne. Det er godt. Men problemerne går ikke væk, bare fordi vi taler om fordelene. Som herhjemme skal der være en balance mellem markedet og den sociale beskyttelse af arbejdstagerne. Desværre har EU endnu ikke ramt den balance.

Den frie bevægelighed må ikke være så hellig, at vi ikke effektivt kan sætte ind mod underbetaling og social dumping. EU kan ikke bygge sin velstand på usund konkurrence mellem lønmodtagerne.

Sidst men ikke mindst skal alle bidrage til fællesskabet. Vi kan ikke bekæmpe skattely alene og vi skal sikre, at også de mest velhavende bidrager til fællesskabet. Ellers undergraver vi både finansieringen af vores fælles velfærd og selve opbakningen til en solidarisk model med stor omfordeling.

Nyeste: Arbejde & Kapital

Nyeste: Idekamp

24. mar. 2017 - 08:40
23. mar. 2017 - 08:43
23. mar. 2017 - 08:30
23. mar. 2017 - 08:22
23. mar. 2017 - 08:16
22. mar. 2017 - 08:20

Nyeste: Kultur