16 Dec 2017  

KBH: Spredte skyer, -1 °C

Hvorfor er kunsten blevet næsten helt upolitisk?

Blogs

Jan Øberg
Fredsforsker, direktør for transnational.org
Dr. i sociologi. Har arbejdet som fredsforsker i 40 år, dels som gæsteprofessor ved forskellige universiteter rundt i verden, dels som konfliktanalytiker, mægler og rådgiver i konfliktområder som alle dele af Jugoslavien, Somalia, Georgien, Burundi, Irak og Iran. Er medstifter af Den Transnationale Stiftelse for Freds- og Fremtidsforskning, TFF, i Lund

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Fredag, 24. november, 2017, 11:44:49

Hvorfor er kunsten blevet næsten helt upolitisk?

Kunstverdenen er siden 1980'erne blevet domineret af et marked med hysteriske auktionspriser på millioner af dollars for et billede. Kunsten som vare, investering. Kunstens egen værdi er lig med markedsværdi. Den totale perversion.

Hvorfor er kunsten blevet næsten helt upolitisk? Et provokerende spørgsmål – og hvad er ”kunsten”? Udtryksformer og genrer er jo ufatteligt brede. 

Det er lidt synd, at der generelt udtrykt hverken findes kunst for fred eller kunst mod krig og vold. Væk er også kritikken af kapitalismen, materialismen  og konsumismen.

Jeg har i år besøgt både Art Basel, som er verdens største messe for samtidskunst (den foregår overalt i Basel og ikke bare i messehallerne) og Biennalen i Venedig, der er verdens største kunstmanifestation, som ikke bare foregår i Giardini og på den tidligere flådestation Arsenale men overalt i denne unikke, vidunderlige by. 

Skønt begge jo har europæiske rødder, er der tale om kunst fra næsten hele verden, omend Vestens gallerier og mandlige kunstnere stadig dominerer. Så sammen er de to en nok så god indikator på ”verdenskunsten” hvis en sådan findes. 

Det slog mig begge steder at det synes som om dagens kunstnere ikke er særligt optaget af den store verdens udfordringer.

Kunst kan deles op på mange måder – hér for eksempel fire:

  1. Kunst som kommer indefra – kunstneren, der bearbejder materialer fra sit eget liv, barndom og tilskikkelser, en sommetider eksistentiel kunst.
  2.  Kunst som kommer udefra – det åbne sind, der udforsker verden, fascineres, suger inspiration til sig og siger, ”ser I hér, hvad jeg har set”!
  3. Kunst som udforsker, hvad kunst egentlig er for noget og kunstnerens plads i tilblivelsesprocessen og har fokus på udtryk, materialer, former og præsentationer.
  4. Kunst som redskab for bevidst at påvirke beskueren i en bestemt retning – det vi vel vil kalde social eller politisk kunst.


Man kan naturligvis se alle fire typer i Basel og Venedig. I 2015 havde Biennalen temaet, ”All The World’s Futures” og blev kurateret af den nigerianske kunstkritiker, poet og kunsthistoriker, Okwui Enwezor. 

Den var tænkt som en kritik af det globale kapitalistiske system, og hér og dér blev der læst op af Marx’ Das Kapital. Man følte der var bid og kontraster, fokus på den besværlige globaliserings gode og dårlige sider.

I år var Biennalens tema ”Viva Arte Viva” – Længe Leve Kunsten og Kunstnerne – og blev kurateret af Christine Macel, til daglig leder af Pompidou-centret i Paris. Altså ingen overordnet samfundsintention.

Men det er typerne 1-3, der dominerer i begge byer.

Ingen kritik af det bestående

Det er lidt synd, at der – generelt udtrykt – hverken findes kunst for fred eller kunst mod krig og vold. Væk er også kritikken af kapitalismen, materialismen  og konsumismen.

Kunstverdenen er jo siden 1980'erne blevet domineret af et marked med hysteriske auktionspriser på millioner af dollars for et billede. Kunsten som vare, investering. Kunstens egen værdi er lig med markedsværdi. Den totale perversion. 

Og dér klarer afpolitiserede kunstnere som for eksempel Damien Hirst og Jeff Koons og ”imperie”-kunsthandlere som Larry Gagosian sig bedst – hvilket ikke betyder, at alle dyre kunstnere er dårlige eller upolitiske. 

Type 4 ovenfor findes skam, men den er lavmælt. De tre temaer, den formidler, er flygtninge/migration, miljøet og identitet (kultur og køn). 

Samfundskritisk kunst

Kunstnerne er hoppet efter den i Vesten så feterede kinesiske kunstneraktivist Ai Weiwei, der i 2015 besøgte øen Lesbos og skabte berettiget opmærksomhed om asylsøgende (og sig selv). Derimod taler ingen – længere – imod de krige, der har tvunget dem til at flygte.

Ren politisk kunst finder jeg som hovedregel forenklende og kedsommeligt forudsigelig. 

Men god kunst, der ikke blev skabt for direkte at påvirke politisk og taler til hjerte, hjerne og nysgerrighed, kan ofte hen ad vejen få en næsten magisk kraft på den enkelte og samfundet.



Mon ikke verden trænger til en samfundskritisk kunst, der skaber debat om den store verden uden at sælge ét bestemt budskab? 
Og en kunst, der får os til at tænke intuitivt og konstruktivt på mulige og gode fremtider på kloden (eutopier)?

Nyeste blogindlæg

Nyeste: Arbejde & Kapital

Nyeste: Idekamp

15. dec. 2017 - 08:56
15. dec. 2017 - 08:50
15. dec. 2017 - 08:44
15. dec. 2017 - 08:32
15. dec. 2017 - 08:15
15. dec. 2017 - 08:06