28 Jul 2017  

KBH: Spredte skyer, 13 °C

Terrorpakke 2 - et demokratisk problem

Blogs

Claus Juul
Chefjurist hos Amnesty International i Danmark.
Født i 1960. Cand.jur fra Københavns Universitet. Startede sin juridiske karriere som embedsmand i Socialministeriet og Indenrigsministeriet. Har også været juridisk rådgiver i Dokumentations- og Rådgivnings Centeret Om Racediskrimination og Dansk Flygtningehjælp. Siden 2005 chefjurist hos Amnesty International i Danmark. Hans arbejde tager udgangspunkt i dansk rets forhold til de internationale menneskerettighedskonventioner og omfatter flere områder, som alle har at gøre med borgernes retssikkerhed. Herunder terrorlovgivningen, bandepakker og lømmelpakker. Arbejder også med spørgsmål om børns rettigheder og udlændingelovgivningen.
Blogindlæg af Claus Juul
man. 05. jun - 2017

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Mandag, 19. september, 2016, 11:22:36

Terrorpakke 2 - et demokratisk problem

Det er et demokratisk problem, hvis den udøvende magt kan vælge at forholde både offentligheden og de folkevalgte politikere oplysninger om, hvordan politiet og PET administrerer sine beføjelser.

"Det er, så politiet ikke skal bruge så meget tid på at rende i retten hele tiden".

Ovenstående er et svar fra daværende justitsminister Lene Espersen i "Profilen" i 2006, da hun skulle svare på, om Terrorpakke 2, som den blev kaldt, ville føre til voldsomme stigninger i antallet af aflytninger af borgerne, når der blev adgang til at aflytte borgere, som ikke var under mistanke for kriminalitet, men som var naboer til, i familie med eller kolleger til personer, som var under mistanke for narkokriminalitet, drab eller terror-relaterede aktiviteter.

Med denne kendelse kan politiet aflytte enhver person i den mistænktes omgangskreds eller på arbejdspladsen eller i nabolaget.

Før Terrorpakke 2 skulle politiet indhente en dommerkendelse for hver eneste aflytning, som man ønskede at foretage. En dommerkendelse krævede, at politiet kunne sandsynliggøre, at der var en begrundet mistanke om en given kriminalitet, at oplysningerne var nødvendige for sagen, og at oplysningerne ikke kunne opnås på anden måde.

Blankocheck til aflytning

Terrorpakke 2 ville indføre en adgang til at aflytte en ubestemt gruppe personer på en enkelt dommerkendelse i sager om narkokriminalitet, drab og terror-relateret virksomhed. Efter Terrorpakke 2 kræves alene, at politiet opnår en kendelse til aflytning eller overvågning af computere og så videre på en enkel person.

Med denne kendelse kan politiet aflytte enhver person i den mistænktes omgangskreds eller på arbejdspladsen eller i nabolaget, hvis det ikke kan afvises, at den terrormistænkte kunne have adgang til disse menneskers telefoner eller computere – og således have mulighed for at kommunikere eksempelvis ”terror-relaterede oplysninger”. Det er ikke noget krav, at vennen, kollegaen, naboen eller farmor selv er mistænkt for at være med i de terrorrelaterede handlinger. Det er nok, at deres telefon eller computer kan siges at være tilgængelig.

Det er klart, at en sådan ordning på det nærmeste er en ren blanco-check til politiet og efterretningstjenesten, og Amnesty International bad Retsudvalget spørge ministeren, hvor mange mennesker man i teorien ville kunne aflytte på én kendelse, hvis man forestillede sig, at den mistænkte var beboerrådsformand i et almennyttigt boligbyggeri og i den egenskab havde kontakt til et meget stort antal beboere.

Vi fik det svar tilbage, at vi havde misforstået forslaget. Tanken var ikke, at man ville aflytte flere borgere end efter den gældende ordning – det var alene at gøre det enklere, så politiet kunne bruge sine ressourcer mest effektivt. Kun hvis politiet efter fire uger skulle ønske at fortsætte aflytningen af venner, bekendte, kolleger, slægtninge, naboer, ville der kræves en dommerkendelse på disse aflytninger.

"Rende i retten hele tiden"

Det er denne ”effektivisering”, daværende justitsminister Lene Espersen karakteriserede ved at sige, at politiet ikke længere skulle bruge så megen tid på at rende i retten hele tiden. Det er klart, at vi i Amnesty International var en smule kede af at en af de væsentligste grundpiller i ethvert retssamfund – den dømmende magts kontrol med den udøvende – beskrevet som ”at rende i retten hele tiden”. Særligt når den kom fra landets justitsminister.

Jamen, der må vel så være en efterfølgende kontrol med, om der var rimgelig grund til at aflytte naboen, kollegaen eller farmor. Tjah. Ordningen er således, at politiet efter udløbet af de fire uger, som den første kendelse (på én bestemt mistænkt) skal aflevere en opgørelse over de ikke-mistænkte, som er aflyttet på denne ene kendelse.

Men retten foretager ikke noget med denne liste over ikke-mistænkte, som er aflyttet. Kun hvis den særligt beskikkede advokat, som skal varetage de aflyttedes rettigheder, protesterer mod rimeligheden af en bestemt aflytning og forlanger en kendelse – en efterfølgende vurdering af, om en given aflytning var begrundet – afsiger dommeren en kendelse om berettigelsen af den pågældende aflytning.

Hvis advokaten ikke protesterer, sker der ikke noget i anledning af politiets liste over aflyttede.

Den aflyttede underettes ikke

Hvis dommeren når frem til, at der ikke var nogen rimelig grund til at antage, at den terrormistænkte ville benytte ”naboens” telefon, og at aflytningen således var uberettiget, så rapporteres der til Justitsministeriet om den uberettigede aflytning.

Borgeren får ikke at vide, at han eller hun har været udsat for en uberettiget aflytning. 

"Men, så får borgeren vel en kompensation eller i det mindste en undskyldning", tænker læseren. Nej, borgeren får ikke at vide, at han eller hun har været udsat for en uberettiget aflytning. For det ville jo afsløre politiets arbejdsmetoder for borgeren. Og dét går ikke. Borgeren må ikke vide, at politiet somme tider benytter sig af aflytning.

Hidtil har det været således, at politiet kunne undlade at oplyse borgeren om aflytningen, hvis man herved ville komme til at afsløre, at der pågik en konkret efterforskning af en eller flere personer.

Det giver god mening at vente med at afsløre en overvågning og en mistanke, til sagen er færdigefterforsket og har ført til tiltalerejsning eller henlæggelse. Men at undlade underretning alene med henvisning til, at vi ikke må få at vide, at politiet benytter af aflytning og snifferprogrammer i computere, er i sagens natur urimelig.

Efter terrorpakke 2's regler forbliver aflytningen en hemmelighed mellem politiet, dommeren og den særligt beskikkede advokat.

Den særligt beskikkede advokat har det problem, at han eller hun ikke må tale med sine klienter. Advokaten kan derfor ikke drøfte med klienten, om politiets begrundelse for at aflytte den pågældende er tilstrækkelig. Det siger sig selv, at det svækker den beskyttelse, som ligger i at have en advokat til at repræsentere sig, at man ikke ved, at man har været aflyttet, og heller ikke at man har en advokat.

Breder sig til anden kriminalitet

"Nå", tænker læseren. "I det mindste er det kun ved narko, drab og terror, at der er denne svækkelse af domstolskontrollen". Dét stod der også til beroligelse af retssikkerhedsbekymerede politikere og borgere.

Men efter nogle få år havde man udvidet området for disse blanco-kendelser til at omfatte ni yderligere straffelovsovertrædelser. De særlige forhold, som gjorde sig gældende for terror, narko og drab, viste sig efter et par år også at gælde en lang række ”almindelige” forbrydelser.

Lovgiver gik så vidt som til at skrive i bemærkningerne til et af de lovforslag, som udvidede kredsen af forbrydelser, hvor man bør kunne aflytte ikke-mistænkte borgere uden konkret kendelse, at politiet havde oplyst, at man formentlig ikke ville have kunnet løse sine opgaver for forsvarlig vis, hvis ikke man havde fået den særlige adgang til aflytning i narko-, terror- og drabssager.

Amnesty spurgte, om det skulle forstås således, at politiet og PET hidtil ikke havde kunnet passe sine opgaver på forsvarlig vis. Vi fik aldrig noget svar.

Vi spurgte derefter, om man skulle forstå den argumentation, som fremgik af Terrorpakke 2 og de efterfølgende lovforslag om aflytning af ikke-mistænkte borgere på den måde, at ”traditionel” (præ-terrorpakke) domstolskontrol med politiets indgreb i borgernes privatliv er uforenelig med effektiv kriminalitetsbekæmpelse. For sådan må man forstå lovgivningen. Vi fik aldrig noget svar.

Naturligvis kan man ikke svare, at domstolskontrol er uforenelig med effektiv kriminalitetsbekæmpelse. Men det er ikke desto mindre det, som fremgår af begrundelsen for indførelsen af reglerne om aflytning i retsplejelovens § 783, stk. 2.

Hvad er konsekvenserne?

Ved en høring i Landstingssalen nogle år efter vedtagelsen af Terrorpakke 2 skulle Folketinget foretage den status over konsekvenserne af loven, som man var blevet lovet ved vedtagelsen. Amnesty havde ganske vist – naivt – opfattet lovforslaget således, at der ville være tale om en reel revision, med gennemgang af praksis og så videre. Det viste sig, at revisionen var et notat forfattet af Justitsministeriet med bidrag fra Rigspolitiet og PET, som – næppe overraskende – konkluderede, at de nye regler om svækket domstolskontrol var en succes og havde hjulpet meget til effektivisering af politiets arbejde.

I lande, som vi normalt sammenligner os med, er tal for politiets aflytninger frit tilgængelige.

Medlemmer af Folketingets Retsudvalg forestod udspørgningen af de indkaldte fagfolk. Udvalget spurgte blandt andet daværende chef for PET, Jacob Scharf, om udviklingen i antallet af aflytninger. Spørgsmålet henviste til den hyppigt fremsatte forsikring fra ministeren om, at hensigten med de lempede regler for aflytning af ikke-mistænkte IKKE var at aflytte flere borgere, men alene at lade politiet bruge sine ressourcer mest muligt effektivt. Igen den uudtalte forudsætning om, at domstolskontrol er en sten i skoen, som vi helst vil udenom. Altså: Hvor mange borgere var blevet aflyttet i medfør af de lempede regler?

Der blev lidt stille i Landstingssalen, da Jacob Scharf svarede, at han var tilhænger af åbenhed og en åben debat om vigtige samfundsspørgsmål – men SÅ åbne kunne "vi" ikke være. Dét kunne han ikke oplyse. I lande, som vi normalt sammenligner os med, er tal for politiets aflytninger med videre frit tilgængelige.

Det er jo ikke en hemmelighed for de kriminelle, at politiet blandt andet har aflytning som arbejdsredskab, når man skal efterforske blandt andre organiserede kriminelle. Men i Danmark kan den slags ikke diskuteres. Det svækker kriminalitetsbekæmpelsen, må man tro.

Det fremstår efter min opfattelse som et demokratisk problem, hvis den udøvende magt kan vælge at forholde både offentligheden og de folkevalgte politikere oplysninger om, hvordan politiet og PET administrerer sine beføjelser. Særligt fordi de folkevalgte var blevet forsikret om, at den nye ordning ikke havde til formål at øge antallet af aflytninger.

Siden har vi også fået en lov om tilsyn med vores efterretningstjenester. Tilsynet kan forlange indsigt i konkrete sager og udtale kritik af PET's efterforskning, herunder kritisere beslutninger om aflytning, hvis tilsynet ikke finder aflytningen berettiget. Tilsynet har bare ikke nogen beføjelser over for PET. Hvis PET ikke agter at følge en udtalelse (en vurdering om, at et givet efterforskningsskridt ikke er tilstrækkeligt begrundet og derfor bør indstilles), skal tjenesten blot orientere Justitsministeren. Om tilsynets vurdering får nogen effekt, afhænger herefter af, om ministeren vil erklære sig uenig med PET.

Kontrol?

"Men", tænker man så. ”Vi har jo Folketingets Kontroludvalg med efterretningstjenesterne. Kan de så ikke være den vagthund, som kan beskytte borgernes privatlig mod vilkårlige eller slet begrundede indgreb?” Igen: Tjoh.. Kontroludvalget kan stille spørgsmål til justitsministeren og forlange diverse redegørelser og indkalde ministeren til drøftelser af næsten et hvilket som helst område under PET og FE. Men medlemmerne må ikke offentliggøre de oplysninger, som de får af ministeren.

Samlet set har vi set en betydelig svækkelse af beskyttelsen af borgernes retssikkerhed, deres ret til ikke at få deres privatliv udsat for vilkårlige indgreb.

Udvalget kan med andre ord ikke flytte en given drøftelse ned i Folketingssalen. Udvalget kan ikke trække i nødbremsen og kræve en mere omfattende politisk (offentlig) drøftelse af tjenesternes adfærd i en given sag. Udvalget har ikke nogen tænder i munden, hvis ministeren erklærer sig uenig i udvalgets vurdering af en given sag.

Samlet set har vi set en betydelig svækkelse af beskyttelsen af borgernes retssikkerhed, deres ret til ikke at få deres privatliv udsat for vilkårlige indgreb.

Hverken blå eller røde justitsministre har siden 11. november 2001 haft mod og mands- eller kvindehjerte til at stå fast på, at selv i kampen mod terror må vi stå fast på retssamfundets grundprincipper, også i modvind. Den retspolitiske debat er sunket til et ”Vil du hellere have dit barn sprængt i luften i Føtex?” Det er naturligvis ikke dét valg, vi står over for.

Nyeste blogindlæg
af Anders Seneca Bang
af Nanna W. Gotfredsen
af Henrik Stamer Hedin
af Line Barfod
af John Ekebjærg-Jakobsen

Nyeste: Indland

Nyeste: Arbejde & Kapital

Nyeste: Idekamp

12. jul. 2017 - 08:57
12. jul. 2017 - 08:34
11. jul. 2017 - 08:34
11. jul. 2017 - 08:02
07. jul. 2017 - 08:15