19 Aug 2017  

KBH: Spredte skyer, 17 °C

Aktionærerne forgyldes mens investeringerne stagnerer

Blogs

Carl-Aage Jensen
Civiløkonom og marxist
Uddannet murer, ingeniør og civiløkonom. Har gennem mere end 30 år været aktiv i den kommunistiske bevægelse, specielt i forhold til økonomi.

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Torsdag, 17. september, 2015, 16:05:16

Aktionærerne forgyldes mens investeringerne stagnerer

Økonomerne i Verdensbanken konkluderer, at hvis de vestlige lande vil have gang i væksten, skal de øge indkomsterne til de lavestlønnede. Regeringen lægger op til at gøre det modsatte.

Løkke-regeringen har i sit regeringsgrundlag proklameret, at den vil sænke skatter og afgifter for erhvervslivet, hvorfor den har sat sig som mål at lave en egentlig erhvervsbeskatningsreform.

Reformen skal forbedre investeringsklimaet i Danmark, så landet kan tiltrække udenlandske investeringer, lyder det fra regeringen.

Novo Nordisk har over de seneste to år udbetalt mere end deres egenkapital på over 40 milliarder til aktionærerne.

Herudover vil Løkke gennemføre de skattelettelser, som blev forhandlet på plads under SRSF regeringen i forbindelse med dens skattereform. Den gang vurderede medierne, at Novo Nordisk var den virksomhed, der ville få mest ud af skattelettelserne med cirka 400 millioner kroner om året. Begrundelsen for skattelettelser var den gang, at det ville skabe arbejdspladser.

Spørgsmålet er, hvad Danmark som samfund har brug for, og hvad landet får ud af disse skattelettelser.

Den seneste opgørelse over selskaberne bag de 20 mest solgte aktier på Københavns fondsbørs viser, at de sidste år udbetalte 81 procent af deres overskud, svarende til 95 milliarder kroner, til aktionærerne. Det skete dels gennem udbytter og dels gennem opkøb af egne aktier.

Halvdelen af selskaberne udbetalte endda mere til aktionærerne, end de havde i overskud i 2014.

Begrundelsen fra blandt andet Novo Nordisk lyder, at de ikke kan bruge flere penge, og de investerer allerede i alt, hvad de finder attraktivt. Novo har over de seneste to år udbetalt mere end deres egenkapital på over 40 milliarder til aktionærerne på grund af de store overskud, som selskabet høster på deres produkter.

Det er svært at forestille sig, at der er kommet en eneste arbejdsplads ud af de skattelettelser, den tidligere regering fik vedtaget, eller af de skattelettelser som Løkke regeringen har proklameret.

Derimod er det mest sandsynligt, at de direkte bliver overført til aktionærerne.

De store udbetalinger til aktionærerne er ikke blot et dansk fænomen, men en tendens i hele den såkaldte vestlige verden, samtidig med at de private investeringer er faldende. I forbindelse med finanskrisen faldt investeringerne kraftigt, og de ligger stadig på et lavt niveau ifølge Nationalbanken.

I sin seneste kvartalsrapport fra juni konkluderer Nationalbanken, at faldet i investeringer siden finanskrisen primært skyldes den manglende efterspørgsel. Den faldende efterspørgsel og de manglende investeringer er en væsentlig årsag til, at de vestlige industrilande har en meget lav vækst i produktionen.

Studier fra økonomerne i Verdensbanken, der blev offentliggjort før sommerferien, konkluderer, at hvis de vestlige lande vil have gang i væksten, skal de øge indkomsterne til de lavestlønnede. De har nemlig ikke fået dækket deres materielle behov, og en øget indkomst vil derfor blive brugt til at øge efterspørgslen.

Det kræver imidlertid et opgør med de frie markedskræfter og deres stræben efter maksimalprofit at realisere et sådan forslag. Det kræver ligeledes et opgør med de seneste danske regeringers strategi, der begge har understøttet tendensen med at øge indkomsterne til rige.

Nyeste: Idekamp

18. aug. 2017 - 08:49
17. aug. 2017 - 08:33
11. aug. 2017 - 08:03
08. aug. 2017 - 08:45

Nyeste: Kultur

10. aug. 2017 - 07:20
03. aug. 2017 - 12:47
02. aug. 2017 - 13:15
31. jul. 2017 - 11:46
14. jul. 2017 - 12:00
12. jul. 2017 - 20:00