23 Jun 2018  

KBH: Ingen skyer af betydning, 8 °C

Storkonflikt eller en løsning for alle

Blogs

Bjarke Friborg
Faglig konsulent i PROSA
Født i 1972. Faglig konsulent i PROSA/Forbundet af IT-professionelle og fagligt aktiv i Dansk Magisterforening. Blogger om nye arbejds-, aktions- og virksomhedsformer.
Blogindlæg af Bjarke Friborg
tir. 14. nov - 2017
man. 16. jan - 2017
tir. 06. sep - 2016

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Tirsdag, 03. april, 2018, 07:00:08

Storkonflikt eller en løsning for alle

Udsigten til en storkonflikt i 2018 er en påmindelse om behovet for fagforeninger - men også om de underliggende modsætninger i "den danske model".

Den usædvanligt hårde konfrontation mellem de offentlige arbejdsgivere og fagbevægelsen over OK18-forhandlingerne har været overraskende for mange.

Fremover er der behov for en anden form for fagforeningsberedskab, end mange ellers har vænnet sig til.

Ikke desto mindre har den folkelige sympati for hele 63 procents vedkommende været på de offentligt ansattes side, og det historisk brede samarbejde mellem fagforeningerne om et konfliktberedskab har pustet nyt liv på tværs af en ellers halvslumrende fagbevægelse.

For en lang række faggrupper og i de etablerede fagforeninger er forløbet en yderst konkret påmindelse om, hvad arbejdskamp og solidaritet faktisk betyder og om betydningen af overenskomster, strejkekasser og så videre. Men samtidig fremstår også begrænsningerne ved den ellers så priste "danske model" for forhandling og samarbejde - navnlig i en situation med så skarpt optrukne fronter.

Den danske model

Da forhandlingerne først kørte af sporet, blev det opsummeret med parolen "Nok er nok", der klart udtrykte frustrationen over arbejdsgiverne. Dette er siden afløst af "En løsning for alle", der ganske vist dygtigt spiller på musketéred og sammenhold, men samtidigt også på en forhandlingsløsning, der tilgodeser både  arbejdsgiverne og de ansatte.

For kernen i den "danske model" er netop at søge samarbejde, indgå kompromiser og at undgå de store konfrontationer.

Begrænsningerne bliver derfor tydelige, når man faktisk står over for en konfrontation og er nødt til at give et passende modsvar.

Dansk fagbevægelse har i årtier optrænet sine forhandlingsevner, mens evnen til grundorganisering og kamp om opinionen på arbejdspladserne og i offentligheden er langt mere rusten. Medlemmerne er vænnet til, at de professionelle forhandlere tager sig af tingene, mens de selv står på sidelinjen og primært bare betaler kontingent.

På den baggrund er det kun endnu mere bemærkelsesværdigt - og opmuntrende - hvordan fagbevægelsen lige nu er kommet i omdrejninger og finder ny værdi i ellers halvglemte paroler og metoder for arbejdskamp.

Behov for revitalisering

"Den danske model" var oprindeligt ikke et mål i sig selv, men et udtryk for styrkeforhold. En del lader til at have glemt det. Men forudsætningen for overenskomster og andre indrømmelser fra arbejdsgiverne var en stærk og selvstændig fagbevægelse, der var klar til konfrontation. Med et ensidigt blik på forhandlede løsninger står fagbevægelsen simpelthen svagere, navnlig stillet over for en langt mere offensiv modpart.

Kort sagt er der fremover behov for en anden form for fagforeningsberedskab, end mange ellers har vænnet sig til. Som fagorganiserede med eller uden tillidsposter er vi nødt til at tage udfordringen dybt seriøst. I hvert fald hvis vi ikke uden videre vil opgive de rettigheder og vilkår, som mange i dag tager for givet, men som allerede er i skred.

Nyeste: Arbejde & Kapital

Nyeste: Idekamp

Nyeste: Kultur