Byrådets beslutning er snarere en gang gratis imagepleje. Det signalerer en stærk sundhedsinteresse men forholder sig ikke til de sygdomsfremkaldende arbejdsmiljøproblemer, som det selv har skabt.

Århus Kommunes totale rygeforbud viser, at arbejdsgiverne vil blande sig mere i deres ansattes livsstil. Tendensen er krænkende, for lønmodtagere sælger altså kun deres arbejdskraft og ikke deres liv eller kroppe, anfører Kirsten Normann Andersen. Her fra en SOSU-aktion i Holstebro, der faktisk ikke havde med rygning at gøre.

pn

af Kirsten Normann Andersen, afdelingsformand, FOA Århus

Århus Kommunes totale rygeforbud viser, at arbejdsgiverne vil blande sig mere i deres ansattes livsstil.

Tendensen er krænkende, for lønmodtagere sælger altså kun deres arbejdskraft og ikke deres liv eller kroppe.

Det er samtidig svært at tillægge Århus Byråd ædle motiver i sagen, når det samme byråd flere gange har gennemført besparelser, som kraftigt har skadet de ansattes fysiske og psykiske arbejdsmiljø.

Det skete for eksempel, da byrådet vedtog, at ældreplejens nattevagter skulle arbejde alene.

Siden da har nattevagterne oplevet overfald på både dem selv og de ældre, men fremover må rygende nattevagter altså ikke styrke deres mod med en cigaret.

Heller ikke i de betalte pauser, som nattevagterne ikke engang altid kan holde, og som derfor i forvejen er en tvivlsom kompensation for en timeløn, der er lavere end sammenlignelige gruppers.

Svage argumenter

Et argument for Århus Kommunes rygeforbud har været, at kommunens rygende ansatte har et højere sygefravær end ikke-rygerne.

Kommunen kan dog næppe dokumentere påstanden, blandt andet fordi folk ikke får lov at være både ansatte og syge særlig længe, hvad enten de er rygere eller ej.

Århus Kommune har nemlig for længst konstateret, at en kommune lettest mindsker sygefraværet, hvis den hurtigt fyrer de syge.

Byrådets beslutning skyldes næppe reel omsorg, men er snarere en gang gratis imagepleje. Byrådet kan signalere en stærk sundhedsinteresse uden at forholde sig til de sygdomsfremkaldende arbejdsmiljøproblemer, som det selv har skabt.

Samtidig har beslutningen den effekt, at den splitter lønmodtagerne, der får sværere ved at stå sammen, når kommunen forringer deres arbejdsforhold.

Slutter det her?

Jeg vil advare alle om, at tendensen næppe stopper her.

Næste skridt kunne være et forbud mod kager til kaffen. Sukker er jo forbudt i mange daginstitutioner, så hvorfor skulle det være tilladt, at voksne på kommunale arbejdspladser spiser kage, der jo er usundt? Ligesom madpakker, der indeholder kødpålæg med en høj fedtprocent.

Og hvad skal der ske med overvægtige ansatte, der flere gange og trods opfordringer afviser at deltage i kommunale motionsarrangementer?

Og hvorfor stoppe her? Der var jo engang, hvor arbejdsgiverne bestemte, at faggrupper som telefonistinder og sygeplejersker skulle være ugifte og uden børn, hvilket sikkert også holdt sygefraværet nede.

Maler jeg skræmmebilleder? Måske. Men det var jeg også blevet beskyldt for at gøre, hvis jeg for bare fem år siden havde påstået, at Århus Kommune en dag ville forbyde sine ansatte at ryge udenfor i deres pauser.